NielsLauritsHøyensLevned_1872

34

maale sig med Kjøbenhavn, »naar blot« sukkede han »vore Konstskatte havde været mindre indelukkede!« Han ærgrede sig over det Væsen, man i Berlin gjorde af sine Samlinger, over det Praleri, han traf overalt. Han saa, at Regjerin- gen gjorde overordentlig meget for at hæve Konst og Videnskab, dels ved at tilkalde de betydeligste Mænd i Tyskland, dels ved store Indkjøb; men det forekom ham dog at være et Spørgsmaal, om det vilde lykkes. »Konst og Videnskab«, siger han, »fordre Frihed, og i et Land, hvor selv en Mand som Schleiermacher anklages for »dema- gogische Umtriebe«, maa enten Konsten eller Despotiet knækkes.« »Konstudstillingen aabnedes« fortæller han; »Ber- inerne, alle gewaltigeKjendere, strømmede hobevis derhen for at betragte en uhyre Hob (6—700) slette Malerier, hvoriblandt en halv Snes gode Arbejder gjorde en hæderlig Undtagelse. Men paa den anden Side vidnede den store Udstilling af Fabrikata fra alle de preussiske Provinser, Manufaktur­ varer, Guld- og Sølvarbejder, Vaaben, især Flinter og Sabler, Maskin-Modeller o. s. v. om en stor industriel Dyg­ tighed.« Hvor har Berlin dog altid været sig selv lig! og hvor klart saa ikke denne unge Mand allerede dengang, da han ikke nærede , andre Følelser imod Tyskland end den største Velvillie! I Overensstemmelse med sin Plan søgte Høyen at blive nærmere bekjendt med de i Berlin levende Konstnere. I den gamle Billedhugger Schadow, Konstakademiets Direk­ tør, fandt han en venlig Mand med et kraftigt, talehcle Udvortes. Hans tidligere Arbejder, som General Ziethens Statue paa Wilhelms Pladsen, og Leopold af Anhalt-Dessau ved Domkirken, gjorde intet Indtryk paa Høyen, men dette mener han for en Del burde tilskrives det af Moden paa-