NielsLauritsHøyensLevned_1872

57

i Maaneglands, og saa igjen staae som en uhyre Kolos med sine mørke Masser, — det er dog en Nydelse, som kun Ribe kan give. Den 5te: Tirsdag Aften. Det har været stærk Blæst idag; heftige Regnbyger af- vexlede med oplivende Solskin; just medens jeg var i Kirken, rullede et stærkt, langt Tordenskrald hen over den svære Byg­ ning, og Blæsten lod Ruderne klirre som en svag, hæs Diskant mod de hule Døn af Stormens Bas. — Jeg har i disse Dage tilbragt den største Del af min Tid i K irken; først om Aftenen har jeg slaaet mig lidt løs med Læsning og Samtale med Adler. Min Læsning har mest været engelsk. Swifts Levnet af Walter Scott og den første Tome af hans Antiqvar. Min Reise gjennem Jylland har nemlig vakt min Interesse i høy Grad for denne Forfatter; og den Smule Kjendskab jeg nu har gjort med ham i hans eget Sprog har meget forstørret denne Interesse. Rigtig nok er det ei det Historiske i hans Romaner, som har fremkaldt denne Lyst til at gjøre hans Be- kjendtskab; tvertimod, det staaer temmelig dødt og koldt; men den dybe Kundskab, som han udviser til sit Land og sit Folk, den Ejendommelighed, som der udtaler sig i hans nationale Skildringer, den har ene i R e m iu is c e n z e r n e fundet en alvorlig og længe lydendeGjenklang i min jydske Reise. Jeg føler nu meer end nogensinde, hvor herlig, hvor virksom den Gave, at kunne forstaae, opfatte og fremstille Menneskelivet, kan blive. Netop mit Ophold mellem de døde Stene har vakt min Længsel efter levende Mennesker, men tillige ladet mig ret føle, hvorledes jeg mangler de Organer, som ere nødvendige -til ret at gribe den Ting an: at lære at kjende og opfatte Menneskelivet i dets mangfoldige Yttringer. Jeg er ei bleven træt, eller keed ved at leve mellem Stenene, nei, skjøndt døde, .formaae de at vække L iv i mig, og jeg er dem ret taknemme­ lig derfor. Men idet jeg ved Synet af Fortidens Mindesmærker