NielsLauritsHøyensLevned_1872

59

havde berøvet mig en fortreffelig Leilighed til ret at fortælle Dig saameget, som der laae mig paa Hjerte. Du maae da vide at Jomfru Esberg er gift med en Pastor V i s s i n g i Skal- lerup. Da jeg altsaa i Løverdags (den 3die) havde foresat m ig fra H jørring at gjøre en Tour til Venneberg og Lønstrup og Sandklitterne, besluttede jeg tillige at tage tilbage over Skallerup, for baade at hilse paa Esbergs Søster og gjøre hendes Mands Bekjendtskab, som har været i 5 Aar Præst i Ostindien. Himlen var af og til overtrukket, da jeg forlod H jørring; da jeg kom op ved Vennebjerg højt liggende Kirke, saae jeg det store Vesterhav, som væltede sin uendelige, milde, blaafarvede Flade i lange, hvide Kruser op mod Strandbredden. E t Tordenveir hang ude over Havet, jeg skyndte mig og snart rullede Vognen ned gjennem »Løn-strup« der virkeligen ligger i Lø n mellem ikke meget høje rundagtige Bakker. E n Aae løber gjennem Byen, dennes Løb fulgte jeg; snart var jeg inde­ klemt mellem høje Bakker, der lige fra Toppen og ned til Aa- vandet vare skjult med en Torn, der henad Høsten bærer gule Bær, i Bladene ligner Pilen, men forresten kun danner lave Buske. Da Kløften udvidede sig, saae jeg Sandklitterne, en sand Labyrinth af Banker, der snart ere bedækkede med Knoi­ ler og Vorter, snart glat afrundede, snart brat afskaarne, eller udtungede. Overalt gjennemkrydses de af utallige krumme Veje og Stier, og man seer fast aldrig andre Mennesker end Bønder og Sømænd, som jage op og ned fra Stranden medGods, og enkelte Hyrdedrenge, som vogte adspredte Faar paa de magre K lit­ banker, der ere saa sparsomt bevoxede paa deres Rygge, at det hvide Sand titter overalt frem mellem de tynde blege Græs- straae. Jeg kom frem, af min Kløft og ud paa Strandbred­ den; Aaen gled nu ud til Havet mellem det rene Sand; det var hvidt og saa hint, at Vinden havde riflet det med lige saa fine Furer og Kruser, som Emaillemaleren eller Guldsmeden anbringer, naar han guillocherer Kassen paa et Gulduhr.