NielsLauritsHøyensLevned_1872

43

der flittig skriver paa sin Stil — lians Lexikon beskjæftiger ham i dette -Øjeblik —; en anden betragter med Hen­ rykkelse sin Fugl i det pæne Fuglebur; to Børn se Bille­ der sammen, det ældre forklarer dem for det yngre; et lille Pigebarn med en Fløjte i den ene Haand; hun sidder imellem nogle Buske, som man undertiden ser Bom, rent hensunken i sig selv; det er et ubeskrivelig yndigt Billede. Den bløde, noget ubestemte Behandling skader disse Bille­ der ikke; den venlige Aand, der frembragte dem, udtaler sig saa tydelig, saa rén, at netop denne Behandling synes Beskueren den eneste passende.« Høyen priser sin lykke­ lige Skjæbne, at Vogels Søn netop under hans Ophold i Dresden fik et Alterbillede af Faderen hjem fra Landet for at rense det. Det forestillede Christus der lægger Haanden paa et Barns Hoved og siger til de forsamlede Apostler, at de skulle blive som Børn. »Her«, siger han »saa jeg den gamle Vogel i sm fulde Giands. Det kan være at Tegnin­ gen ikke overalt var stræng rigtig, men det var et sandt Maleri. Jeg har betragtet det flere Gange, og det har stedse ret glædet mig. Det Hele er simpelt og ligefrem opfattet, men med saa megen ægte Følelse, at det ikke syntes at tilhøre sin Tidsalder, men snarere det 15de eller 16de Aarhundrede.« Iblandt de levende Konstnere, som Høyen gjorde per­ sonligt Bekjendtskab med, skulle vi først nævne den Nys­ nævntes Søn, Carl Christian Vogel, født 1788, en ivrig Tilhænger af den »nytyske« Skole, som i Italien var gaaet over til Katholicismen og havde malet Pavens Por­ træt. Der malede han ogsaa Thorvaldsens Portræt paa samme Tid som Eckersberg. 1820 blev han Professor i Dresden ; men han længtes altid efter det skjonne Italien.