NielsLauritsHøyensLevned_1872

88

de Skikkelser med sig, der dog skulde vandre sikkert langs med dens skiønne Bredder? Var jeg nu hjemme lios Dem, hvor langt lettere vilde jeg da kunde giøremig tydelig ved at udpege de Steder, som mine Spørgsmaal nærmest gieide! skriftlig føler jeg mig ikke istand dertil. Men det være 1111 som det vil, Hovedsagen er der; der er en Dybde, en Varme i den Maade, hvorpaa De har seet paa vor Middelalder, som stiller den frem for mig i et nyt Lys, eller rettere, som giver det, jeg havde anet, større Liv og Fylde.

8. T il Samme.

Kjøbenhavn, 10de Januar 1850.

Kiære Ven! »De er,« siger De, »slaaet ind i en mere verdslig Retning uden dog at svigte den christelige Grundtone.« Det er netop den Dybde, den Alvor, ogsaa i christelig Betydning, som i liøi Grad tiltaler mig i Deres D igt; men var det ikke muligt, at denne bestemte Retning havde faaet Indflydelse og, konstnerisk talt, f o r m e g e n Indflydelse paa hele Deres Behandling af det givne Æmne? Kunde ikke denne Retning dog have bi­ draget til, at Skialm i Deres Fremstilling af denne Ridder, som har vundet Guldsporen i Kamp med de vilde Letter, og som har et aabent Die for al den Usandhed, der blander sig i Kirkens Færd overhovedet og navnlig mod Kongen og Føde­ landet, er bleven mere blød og drømmende end man kunde vente det efter det foranførte og efter den Beslutning, han tager, at bortføre sin Elskede fra Klosteret? Kunde det ikke være, at man for meget føler, at »Gammen har udhugget hans høire Die og drukket Hælvten af hans Hjerteblod«? Bliver ikke Findal under hele Klosterfarten en Deus es machina, som man heller kunde ønske reent borte? Og med Hensyn til hans Charakteer som Kongens ærlige Mand, vilde da denne Side ikke have været tilstrækkeligt udtalt giennem hele hans