NielsLauritsHøyensLevned_1872

124

lade m ig til inine F ølelser, tabe m ig i det U synlige og U ende­ lige ; thi Messen og O rgelet vare blot som et A ccom pagnem ent, der understøttede og hævede, men ikke dominerede m in Stem ­ ning. J eg behøver forresten vel ei at fortæ lle D ig, Du Kiære, at saa b ehageligt det Indtryk var, som jeg m odtog, saa er det dog ei paa den M aade, at jeg kunde ønske, et kirkeligt Liv skulde gaae op for m ig. D isse G ieblikke efterlade sig behage­ lige og kiære M inder, men de gribe ei varigt og afgiørende ind i L iv et, de kunne aldrig faae Kraft og Udholdenhed, naar det kommer an paa at støtte sig til dem i N ød og Tvivl; her kan ene den faste Troe hielpe, og for den forsvinder saa- danne Indtryk, som det oven staaen d e, som Regnbuefarverne ligeoverfor den S o l, som de venligt og broget, men kun svagt o g flygtigt afspeile. — — Fredagen d. 29 . Ju li forlod jeg H a a g , efterat jeg endnu den samme Morgen havde været i Leyden for at sige Farvel til den mærkelige L ucas paa Raadhuset. Da jeg om Aftenen kiørte ind ad Rotterdam s P o rt, blev jeg strå s indenfor Porten opmærksom paa flere stærkt oplyste Boder, der om ringedes af tæ tte K lynger D renge og Karle. Paa D isken stod en Mand, ligesom en sort Silhouet paa lys Grund, eller ligesom en Dæ­ mon foran en Flamm everden, for at det kan klinge lidt fornem ­ m ere, og denne F igur holdt en m æ gtig stor Peberkage i den h øit opløftede Haand, idet han med giennem trængende Stemm e gientog nogle T al, der bleve oplæ ste af en u syn lig Person. Der var da L atter og S tø i, saa det lød vidt omkring! D et var B egyndelsen til » K ir m e s « . D renge og Karle spille om disse store Peberkager, deels som i Lotteri, deels med Kugler; i begge Tilfælde har hver sit Numm er; Num rene raabes op og naar det lykkelige vindende Numm er kommer, overleveres Kagen, der indtil det G ieblik har været en fæ lleds Eiendom for m ange begiæ rlige G ine, til den heldige Seierherre. Mit Ophold i D elft og Rotterdam faldt ind i de kolde R egndage, saa der var ei at tænke paa Spadseretoure, n o g et, Tiden desuden ei vilde