NielsLauritsHøyensLevned_1872

47

ere uclen Tvivl, at Konstneren skal udtale sit Hjertes ful- deste og dybeste Følelse, at alt Fag- og Inddelings-Værk bor være dødt og magtesløst for Konstneren; enhver Gjenstand, som vækker hans Følelse, er værdig til at be­ handles; ikke Gjenstandene selv, men kun mangelfuld Be­ handling kan blive ubetydelig; vil Konstneren fremstille noget Andet end hvad der stemmer med hans egen Følelse, bliver han en Løgner og hans Arbejde en Usandhed, alt- saa et uægte Konstværk. Betragter man hans Arbejder fra dette Synspunkt, da falde rigtignok de fleste Ytringer om Gjentagelse af sig selv, Tomhed etc. etc. ganske bort; fejlfri blive hans Værker derfor ingenlunde. Ogsaa her i Dresden har jeg hørt ham stærk dadiet. Sædvanlig ender man med den Floskel, at han jo rigtignok er poetisk, et Ord som de kjære Herrer henslænge ligesom Ordet Talent i Ohlenschlågers Correggio. Poesi er fælles for alle Konst- nere, Friedriclis Særkjende er den Sandhed, hvormed han fremstiller Naturen og hans dybe Nataranskuelse, den inderlige Kjærliglied, hvormed han fremstiller Naturen. Min, alt i mit Fødeland saa dunkelt anede Ide om hvad Landskabsmaleriet kunde og skulde virke (ovenfor S. 28) er hos ham bleven til klar Overbevisning; thi i hans Vær­ ker har jeg ikke alene fundet Naturen i høj Grad levende og tro fremstillet, men ogsaa dette skjultere Naturliv, som gjør, at ethvert Natursyn tiltaler os paa en egen Maade, og at det er som om alle vore Følelser, alle vore Anelser bleve gjentagne, besvarede af den store, vide Natur, lige­ som vort Raab gjentages af Echoet. De der tro, at han er en ensidig Mystiker, der kun maler sørgelige Nattesce- ner eller Taagebilleder, tage svarligen fejl. Jeg har rigtig­ nok sét Maaneskinsstykker af ham fremstillede med over