NielsLauritsHøyensLevned_1872

tydelige Summer til denne ikke store B ygnings og den hoslig- liggende Præ steboligs Opførelse. D et kan give D ig en Fore­ stillin g om hvad Foreninger, som man hiemm e knap hører næ vne, formaae at udrette. — E fter i den gam le By (City) at have vandret om og taget nogle af de offentlige B ygninger, B anken, B ø rsen , P osth u set, i ø ie s y n , gik vi hen til S. Paul. Folk kom just ud af Kirken, og der aabnes kun een Dør til Udgang, men den er stor. Vi stode næsten et fuldt Qvarteer og ventede paa at Strømmen skulde høre op, og paa fik den ogsaa en E n d e, men Kirken blev ogsaa øieblikkelig lukket, og vi m aatte gaae bort med lange Næser. Idet vi nu stode og saae paa denne Vrimmel af Mennesker, var det m ig paafal­ dende, hvor forskiellig den saae ud fra dem, man møder paa Gaderne i vor By-Ende, eller i Parkerne, eller i Sam lingerne. D isse ved S. P aul hørte da aabenbart til de lavere, arbeidende K lasser, i det m indste den langt større Deel. Det var formo­ dentlig den »C ity«-B efolkning, som paa Søgnedagene arbeider inden Dørre og først om Søndagen kommer lidt ud. Deres Ydre m anglede den Friskhed i F arven, den kraftige Bygning, som ellers maa vække den Fremmedes Opmærksomhed, naar han gaaer i Stim len her i London, og deres Klæder, endskiøndt de aabenbart vare p yntede, bare Præget af ringe Kaar; men Crinoliner fattedes der ikke paa. Londons Kirker, saavidt vor E rfaring gaaer, ere stærkt besøgte. Margrethe Kirken var propfuld; S. Martin, som vi den forrige Søndag gik ind i om A ftenen, var ogsaa fuld, og desforuden prækes der under aaben H imm el. Marstrand blev Vidne til en Præken i en af V est­ endens m eest b esøgte Gader forleden Aften, og i Gaar saae vi paa den smukke Grønning i Greenwich, bag ved det pompøse H ospital for gam le Sømænd, en m eget velklædt midaldrende Mand staae med blottet Hoved og tale til en heel Flok Men­ nesker, som havde sam let sig paa Skrænten under de høie Elmetræer. J eg gik hen til ham og hørte ham slutte sit Foredrag med m egen Varme og mange Udraab. Hans Stemme