NielsLauritsHøyensLevned_1872

153

8.

Cassel, 16dc September 1869. Baade i Gaar og i- Forgaars læ ngtes jeg m eget efter at

fortsæ tte m it B rev, men Læ ngselen efter at hore fra D ig var endnu stø rre, saa jeg havde den største L yst til strax at slu tte dette Brev, men saa kom Rembrandt og en halv Snees a f hans Cannter og trak deres gamm eldags Sølv Stegevendere op og viste m ig , at det var den liøie Tid at komme hen og vise dem m in Æ rbødighed, og saa satte de nogle A nsigter op, saa at jeg af Skræk tabte Pennen, og turde ikke blive længere paa m it Værelse. J a , Du K iæ re, det er nogle vanskelige Folk at have m ed at giøre. V il man blive fra d em , saa faaer man alligevel ingen Fred for dem ; er man derimod artig, galant, ærbødig mod d em , viser m an, at man sæ tter'sto r Priis paa at have Omgang med dem , saa kunne de være saa fornemme, saa kolde, at man med N ød og Næppe kan faae et Ord af dem. Der er im idlertid dog nogle, som jeg ikke bør giøre Uret. Jacob Jordaens, den æ rlige Siæl! han er h er, ligesom i Dresden, grumme om g iæ n g elig ; han holder desuden et velbesat Bord og leer hjerteligt, naar han mærker at det sm ager En. Ogsaa J a n S t e e n har været forekommende. Han har indført m ig i et godt Selskab. D et er H ellig Trekongers A ften! Den lille tre, fire aarige Dreng har været den lykk elige, som er bleven Bønnekonge. Han har faaet en stor udklippet Papiirs- krone paa H ovedet, og er stillet op paa en lille Bæ nk, for at man dog kan see hans Majestæt. Han skal nu tømm e sit G las, det store, prægtige G las, som Bedstemoder holder ham for Munden, og nu falder hele Orchestret ind med Violin og Rum lepotte og den lille blanke S tegerist, der paa engang kan benyttes baade som Triangel og Strængeleeg. Og den lille Konge staaer saa uskyldig i sin lille hvide Skiorte, for det er hele hans G ala; Ginene tabe sig i det store G las, som han endnu ikke har nippet af, og Moderen, bag hvisStol han staaer, dreier Hovedet om til ham og sender ham et Blik saa rørt,