NielsLauritsHøyensLevned_1872

5!

utallige Farvenuancer, lian opdagede i de forskjellige Lys- og Skygge-Partier paa nærmere og fjernere Gjenstande. Men disse Forstudier var hans egen Hemmelighed; han viste ikke Andre, hvordan Blomsten spirede; naar han traadte frem med den, var den fuldt udfoldet. Det er imidlertid en Selvfølge, at Hoyen i den lange Vintertid ofte længtes efter Sommeren. Han trøstede sig da ved sine Boger og, naar han var træt af dem, ved gode Venners Selskab. Det var ikke blot Konstnere, han sagte, af hvilke, som vi have sét, Friedrich og Dahl saare jevn- lig saa ham hos sig; ogsaa med de betydeligste Viden- skabsmænd og Forfattere stiftede han personligt Bekjendt- skab. Han nævner med Interesse den brave Bibliotheks- Sekretær Ebert, Professor Forster, som havde oversat Petrarca, Professor Hasse, der havde leveret værdifulde Artikler til Ersch og Grubers Encyklopædie, og fremfor Alle Carus og Tieck. Den bekjendte Fysiolog, Professor Carus, var den­ gang en Mand paa nogle og tredive Aar. Høyen lærte ham at kjende hos Friedrich, og skjøndt mange Pligtfor­ retninger — Carus var Forstander for Fødsels-Stiftelsen i Dresden — og Sygdomme i hans Familie optog hans Tid, saa han ham ikke saa sjelden, og følte sig snart ligesom hjemme i hans Selskab. Om hans egentlige Fag kunde Høyen vel ikke tale synderlig med ham, men de talte sammen om Poesi, omGothe, der var en personlig Ven af Carus, og om Landskabsmaleri, og her fandt han ham aandfuld i høj Grad. Carus meddelte ham interessante Ting af sine Rejsebreve, og en Aften forelæste han ham sine »Ideer over Landskabsmaleriet.« Det var som talt ud af Høyens egen Sjæl; hvad han selv havde følt, var 4 *