NielsLauritsHøyensLevned_1872

57

denne Kirke gjorde paa mig, da var det en Kolighed, der nu og da afbrødes af en vemodig Længsel. -Øjet hvilede saa gjerne paa de høje, rolige Former, men Hjertet svulmede i Brystet og banede sig Vej gjennem Spidsbuerne og svang sig op i den mørkeblaa Aftenluft. Alt, mit Fødeland, alle mine Kjære derhjemme, mit hele Liv blan­ dede sig endelig for min Fantasi, og først da jeg steg op ad den smalle, mørke, udhuggede Vindeltrappe, først da fandt jeg Hvile efter den stærke Spænding. Endelig, efter en møjsommelig Stigen, stod jeg igjen i den fri Luft paa Chortaarnets Murkrans. Vidt kunde nu mit øje svæve, selv hen til Dresden, tre Mile herfra; blaa Dunster ind­ hyllede de fjernere Bjerge i et halv gjennemsigtigt Slør, og dybt nede under mine Fødder strømmede Elben, hvis Bredder allerede vare belagte med Is ogbesøgte af skøjte­ løbende Drenge. Tæt ved Siden af mig hævede sig Taarn- Pyramiden, fuldført af lutter gjennembrudt udhugne Sand­ sten, hvis Kanter prydes med Egeblade. Jeg stak Hovedet ind i denne hule Stenmasse, der blot sammenholdes af nogle faa, temmelig spinkle Jernankere, men er saa kon- stig sammensat, at den hartrodset mere end 4 Aarhun- dreders Storme; og hvilken Dverg har selv dette Taarn været imod de to Taarne over Hovedindgangen, som en­ gang strakte deres høje Spir imod Himmelen! 1547, den 25de April, ligesom Domherrerne vare i Færd med at fejre Jubelfesten over Carl V’s Sejr ved Miihlberg, slog Lyn­ ilden ned under uhyre Tordenbrag, og begge Taarnene sank for dens frygtelige Vælde. Kirkens Udvortes har lidt overordentlig; meget har Materialets Beskaffenhed bidraget dertil; mange Steder begynder den bløde Sandsten at for- vittres; men Krig og Lynild have gjort det Meste. Dertil