NielsLauritsHøyensLevned_1872

62

en prosaisk Bog, og udspurgte nu den unge Danske om Guldhornene, 0111 ældre dansk Konst 0 . s. v. Ogsaa de he­ denske Slavers Kultur, Thüringens gamle Minder 0 . s. v. passerede Revue i deres Samtaler. Men større Betydning end disse Samtaler havde den gamle, i saa mange Hen­ seender mærkelige Kirke. De velbevarede Glasmalerier baade i det østlige og i det vestlige Chor gjorde et mæg­ tigt Indtryk paa Høyen. De skjønt udførte architektoniske Enkeltheder interesserede ham; i det østlige Chor saa han for første Gang et af disse mærkværdige Kapitæler, hvor Dyr eller Menneskefigurer fremstilles i forskjellige Beskjæftigelser; her var det to Bjørne der spillede Skak*). Han forbav- sedes over de 11 Statuer af thtiringske Markgrever og Markgrevinder i det vestlige Chor. Det er legemsstore Sandstensfigurer, udhugne af ét Stykke med Kragstenene, hvorpaa de staa; de udgjøre altsaa en Del af Murpillen og synes at maatte være samtidige med Chorets Bygning, d. e. fra det 13de Aarhundrede. Trods det Ubehjælpelige i Tegningen, navnlig af Armene, frembyde de dog store Skjønheder, ja et Par af dem kunde vel endog med Hen­ syn til Idé, Stilling, Draperi, kaldes mesterlige: »hvor gik Konsten ikke tilbage i den følgende Tid!« Og hvilket herligt, mystisk Indtryk modtog han ikke i den smukke Krypte, hvis faste Korshvælvinger bares af stærke, lav- ’) Det er afbildet hos P u t t r i c h , Denkmale der Baukunst des Mittel- alters in Sachsen, zweite Abtheil. Naumburg PI. 14. Det er dog næppe Bjørne; Lepsius bemærker i Texten, at man ikke kan se, om det er Aber eller andre Dyr. I samme Værk PI. 16 og 17 findes smukke Afbildninger af de ogsaa af Høyen omtalte Statuer af thtiringske Fyrster, der ere forherligede der som fundatores ecclesiee.