NielsLauritsHøyensLevned_1872

81

saiske Kaisonnements og havde herlige -Øjeblikke, hvor han, glemmende Hede og Træthed henreves af de magiske Farvefænomener, der aabenbarede sig i Sollyset. Middags­ stunden med sin usigelige Stilhed, hvor de brændende Solstraaler paa Stensiderne og den liaarde Vej og de mørke og skarpe Skygger spænde Iagttagelses-Evnerne paa det Højeste, saa Sjælen netop derfor synker hen i Hvile, syntes ham at ligne Midnatsstunden; anelsesfulde Drømme opfyldte dem begge. Men naar saa senere hen paa Efter­ middagen den feberagtige Gløden ophørte, kom der en velgjørende Ko over ham, og naar Aftenklokken lød og alle Bjergspidser funklede i de lierligste Farver over de grønne Skove, naar den venlige Himmel spejlede sig i Søernes eller Flodernes klare, grønlige Vover, da følte han sig usigelig lyksalig; da forstod han Bjergboerens Hjemve, naar han lever paa Sletten. Hvor frydede det ham ikke at se disse Bjergdrotter i Nærheden, se demthrone i deres gyldne Smykker, med Pantseret om det brede Bryst og den rige Fyrste-Kaabe af grønt Fløjl slynget i store Folder omkring sig, med Perler og Ædelstene funklende i Sol­ glans, med Skyhjelmen eller den sølverne Ishætte paa de stolte, knejsende Hoveder! Men tænkte han saa paa sig selv, kunde han græde som et Barn, der havde mistet sine Forældre og stod ene Jigeoverfor lutter fremmede An­ sigter , der kolde og ligegyldige oversaa det og dets Smerte. Thi paa samme Tid som han med en Landskabs­ malers Glæde og Nøjagtighed fordybede sig i hvad hans Øje saa, var han som et Barn grebet af Følelsens og Fantasiens Magt; han var lige saa meget Digter som Maler. Skyerne, der hang ned over Bjergene, forekom ham tidt som Spøgelser i lange hvide Kapper, og et af 6