HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T den ikke blev grenet ved roden, men fik lige stængler med lange, stærke og fine taver, men den var for dyr. I Rusland, hvor jorden var billigere, blev hørren sået mere spredt. Det gav grovere hør og flere stængler med flere frø til olieudvinding, hvorfor den kunne købes billigere end den danske. Desuden var det billigere at indføre hørren i halvfærdig stand og så begynde med heglingen, som frøken Ernst gjorde. Hørstænglerne består indvendig af bast; men inden man ud­ vinder den, må man først knuse det indvendige og det udvendige trælag; først derefter kan man bearbejde hørrens bast, som inden heglingen består af båndagtige sammenhængende taver (der altså endnu ikke er isolerede fra hinanden), men til spinding derimod er taverne isolerede, hvilket man opnår ved heglingen. Heglingen er altså en spaltningsproces, som er en slags kæm­ ning med spidse nåle. På den tid frøken Ernst begyndte, havde man nogle heglemaskiner, der var ret primitive, og der fordredes vind- eller vandkraft til at drive dem. Frøken Ernst havde ingen af delene, men hun klarede sig med håndhegling. En håndhegle består af et bræt med flere rækker lange spidse ståltænder; de skal være spidse for at trænge ind, og være tyk­ kere ved roden for at virke spaltende, være glatte og elastiske for at give efter, når man trak tavebundtet. Man heglede først den halve længde, idet man med højre hånd slog den fri ende, som var udbredt som en vifte, ned mod tænderne, idet en skærm an­ bragt på brættet hindrede, at man slog bunden for dybt ned. Heglens dybde var bestemt til at rumme de korte taver, hegle- blåren, som blev stikkende i heglen, når man trak bundtet til sig. Efter at man havde vendt bundtet, begyndte man fra den anden ende. Man heglede flere gange, først med en grov hegle, senere med tættere og finere hegler, indtil fire eller fem hegler, med af­ vekslende grad af tæthed. Man gentog heglingen flere gange, så­ 99