HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

K A J F O L T M A R Den kongelige resolution forelå den 7. juni 1765, og den 13. i samme måned fik direktørerne for banken underretning. Man kan tænke sig frøken Emst’s sindstilstand, da hun kørte op foran banken i sin karrosse og med den kongelige garanti i hånden an­ modede om et banklån på 12.000 rd., men kun fik en fjerdedel - et lån på 3.000 rd. Banken har antagelig forlangt sikkerhed for lånet, foruden den kongelige garanti, og det har hun åbenbart syntes var overflødigt, når kongen ved sin garanti hæftede for beløbet.3' Derefter indsendte frøken Ernst den fordrede efterretning om hendes fabriks tilstand og gjorde opmærksom på, at hun nogle måneder senere behøvede de resterende 9.000 rd., hvilken udbe­ taling banken anmodedes om af Kommercekollegiet den 14. de­ cember 1 765-3S Det ses ikke at have givet noget resultat. Året efter søgte hun at rejse penge ved en omprioritering af sine ejendomme, bl.a. gården på Østergade ( 1 1 . juni 1766), som efter delvis om­ bygning af mellembygningen blev indrettet til fabriksbrug: fa­ brikslokaler, lagerrum til hør og blår og til færdige varer, desuden til folkekøkken og folkekamre, da de ugifte svende og drenge havde kost og logi hos deres arbejdsgiver. I kælderen mod Øster­ gade, som tidligere var udlejet til butik med beboelse, blev ind­ rettet en bod, hvor hun solgte sine produkter.39 Den hør, som frøken Ernst anvendte, kom fra Rusland. Det var oliehør, af hvis frø man pressede olie (linolie), medens man af stænglernes indre udvandt de lange basttaver, som kunne være fra 0,60 m til 1 m lange. Hørren måtte ruskes op med rod og derefter gennemgå en lang række processer, inden den blev pakket i baller og indskibet i Riga. Regeringen søgte også her i landet at opmuntre bønderne til at dyrke hør, men det faldt af forskellige årsager ikke godt ud. Den hør, som blev dyrket her i landet, såede man tæt, hvorfor

9 8