HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

O M R E F O R M E R T K I R K E S B Y G M E S T E R der fra andre kilder hans stol i kirken, og fra 1693 til sin død 1697 førte han som diakon kirkens fattigregnskaber. I de kunsthistoriske håndbøger om denne tids kunstnere skrives der i regelen, at han var hollænder, hvad han mulig også var - navnet kunne tyde der­ på; men hans regnskaber førtes på tysk, hvilket sprog synes at have været hans modersmål. Det er således vidnefast, at det var ham, der huggede sandstensornamenterne på Reformert Kirkes façade, og derfor må det også være ham, menigheden henvendte sig til, da man ønskede et arkitektonisk udført udkast til det kommende byg­ gearbejde. Der findes i kirkens arkiv en anden udtalelse, der peger i samme retning. Det areal, som kongen skænkede menigheden til bygge­ plads, var tvedelt; kirken byggedes på den nordvestlige del, medens de sydøstlige partier anvendtes til præsteboliger.5 Kirken havde tre præster i den ældste tid, to franske og een tysk. For franskmæn- dene byggedes der to præsteresidenser ud mod Åbenrå, medens den tyske præst foreløbig måtte leje en bolig i St. Gertrudsstræde. I 1696 skænkede imidlertid dronning Charlotte Amalie 2200 rdl. til opførelse af en tysk præstebolig, og denne kom til at ligge på præsternes jord med façade ud mod Gothersgade på det sted, hvor også i vore dage den tyske præstebolig findes (i en nybygning fra 1885-86, Gothersgade 109). I brevene vedrørende denne nye resi­ dens fra 1696 siger det tyske presbyterium, at man overdrog byg­ gearbejdet til Henrich Brockam, fordi han var duelig til sligt, eller for at bruge presbyteriets egne ord : tegningerne udførtes »von dem in der Baukunst sehr erfahrnen Diacon Henrich Brockam«.0 Her bliver altså stik mod alt, hvad vi hidtil var vant til, selve arkitek­ tens navn forkyndt for alverden. Og spørger man, hvorfra presbyte- riet havde sin viden om stenhuggerens store erfaring i den civile bygningskunst, må svaret være ligetil: de havde jo selv anvendt ham få år tidligere, da kirken skulle rejses.

17

2