HøkerForeningenIKøbenhavn_1817-1917

53 Gavn , var meget læng e om at slaa an, o g der var flere Gang e Planer opp e om at ne d læg g e den igen, da den kun fandt ringe Støtte ho s Høkerfo ren ing en s Med lemmer, men den fik Lov at b e ho ld e Livet, men no g en særlig bemærkelsesværdig Tilværelse har den aldrig ført, den kan endnu den D a g i D a g trænge til at anbefales til Med lemme rnes Forsorg. Paa Søndags#Lukningen af Butikerne fra Kl. 9 M o r g e n ar# b e jd ed e Bestyrelsen stærkt i 1885, samtidig med at Stiftelsens U d v id e ls e stadig beskæ ftigede den. Et Udv a lg , bestaaende af S. Jensen, P. C. Bunch, L. Jørgensen, J. N ie lsen , Berthel Pe# tersen, C. O lsen , Lars Jensen, F. D . Schmidt o g R. C. Schmidt, nedsattes den U d e April 1885 for at røgte dette Hverv, men allerede den 22de Juli blev Sagen atter opg iv et efter en længere D isc u s s io n o g Lidvalget opløstes. D e n 20de Decemb er 1886 raabes for første Gan g Vagt i G e væ r for at værge Standen m od de b e gyndend e Forbrugs# foreninger, som er til Skade for Høkerstanden o g paa en paafølgende ekstraordinær Generalforsamling, v ed tog es en Re# so lu tion , der udtalte en M isb illigelse af, at Høk ere i K ø b e n ­ havn o g paa Frederiksberg for Fremtiden handler med Medlem# mer af Forbrugsforeninger, »hvorfor de opfordres til at ophøre dermed, der alt har begynd t, saa snart deres Kontrakter ere ud# løbne.« Indenfor Stiftelsens D ø r e ho ldes der i disse Aar ret skarp Justits, idet ikke mindre end 5 å 6 Fribeboere stedes for Be# styrelsen, fordi der fortælles, at en har arvet, en anden tjener Penge privat etc. I Reglen ender det hele med, at Ekstrapengene tages fra dem, men at de beho lder Bo ligen , i et eller to Til# fælde har de d o g forspildt denne o g maa fraflytte Stiftelsen. Aaret 1888 bragte ved den da herskende Svinesyge eller Svinepest, som den kaldtes, store Forstyrrelser i F læskehandelen, og særlig ved at Sverrig lukkede for vort saltede Flæsk, opho# bedes her store Lagere, der bragte Priserne til at dale betydeligt, ja saa betydeligt, at det blev nø d v end ig t at henvende sig til