591977245

høje og- lyse Chor, prydet [med de 3 slanke Spir, Treenighedens Symbol, som du lier ser mig smykket med. Danmarks Christian ærede sin gamle Moder og satte hende i Højsædet med langt prægtigere Kjortel, end hun for havde baaret Han lod ogsaa en Indsamling begynde til Hovedspiret, som hans Son, Freder ik den jd ic, fortsatte, og da Danmark stækket i dot. ydre,' men styrket i det indre ved at det danske Folk i Nodens Time havde lært at finde og vinde sin Konge, var gaaet ud af den blodige Svenskekrig, rejste han i Aarene 1666 til 1669 det herlige Spir, som du nu ser pryde mit Taarn. % Men, ved Kjøbenhavns ulykkelige Brand den 5te 6te og 7de Juni 1795 hk jeg Dødsstedet; Spir og Kirke blev et Bov for Luerne, og hvorvel jeg endnu havde Talsmænd blandt danske Christne, som baade med Mund og Haand vilde værne om mine Minder, saa vare mine Fjender dog for stærke, og jeg hk ikke mere Lov til at opstaa af Gruset. Kong Frederiks Spir var ødelagt, men skjondt mine Mure og en Del at mine Hvælvinger stode uskadte, saa brødes de dog ned ; hvad Ilden havde sparet, odelagde Mennesker. Kong Christians herlige, lyse, opløftende Chor maatte bort, kim Walkendorfs Taarn var dem for stærkt, det, lode de staa. Hvor Tausens Prædikestol og Dobefond havde staaet, der fik Slagtcrboderne deres Plads, hvor Slægt efter Slægt havde søgt Opbyggelse i gode og onde Dage ved Aandens Opløftelse til Gud, der havde man dengang kun Tanke for at sørge for Menneskers legemlige Fornødenheder, ret som om Herrens Ord var intet: et Menneske le­ ver ikke af Brød alene. , t Jeg skærmede før over danske Heltes Grave, — som N iels Rosenkrantz, der lod sit Liv for Fædrelandets Sag ved "Helsingborg .1676, som Johan Rantzau, der bar Dan­ marks Hæder vide i Verden og udman-kede sig ved Ramelliers og Oudenarde, som Grøn­ lands Apostel Hans Egcde og lians ædle Hustru Gertrud Rask, der havde søgt sig en beskeden Hvileplads udenfor mine Mure paa min Kirkegaard. Jeg gjemte Støvet af den berømte svenske Rigsforstander S ten S tures Moder og Søster, som døde af Pesten 1524, af Adelens berømte Fører under Frederik den 3die,. Otto Krag, at hans Rigshofmester og Rigsdrost Joachim Gcrsdorff, af hans berømte Feltherre, Hans Sehacks Søn, af Rigsraad lia n s Lindenow, af Stiftsamtmand Cornelius Lerche og af en Skare berømte Adelsmænd og Videnskabsmænd med deres Slægtninge som Rantzaucr, Farsberger, Friiser, Ulfcldlcr, Fiurencr, Viber , Høyer , S tenvinkelcr , — men alle Mindesmærker over dem har man ødelagt og fjærnet. Fortjener deres Ihukommelse ikke at opstaa paany, og Pletten, hvor de have fundet den sidste Hvile, ikke at fredes og hegnes? Fortjener jeg a t rejses paany? Hvis Du elsker og ærer Dit Fædrelands store og stolte Minder, saa vil Du sige: jo. Hvis du har Lyst til at træde ind i Rækken af mine fordums trofaste Venner som Walkendorfs Christian den 4de og Frederik den jd ie , saa giv min Sag en Plads i Din Erindring og i Dit Hjærte, og naar der slaas til Lyd for, at jeg skal opstaa af Asken, saa forsvar min Sag og giv Din Skærv hertil! — I den liaarde Nød sidste Vinter, da fandt behjærtede Mennesker en uventet stor Tilslutning til paa min gamle viede Grund at samle Bidrag til at lindre de fattiges og nedlidendes trange Kaar;