HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Chr. Behrend

114

Da fegtedis her skarp t; her hø rtis Støcker bromme. Hin H a ndg ran at udsmed; den brug te Seglen kronime, Hver paste paa sin Post oc F ienden hilste saa, At hand tilbage igien med Skamme m aatte gaa. Der Dagen nu b rød igien1) oc Natten v aa r forgangen, Da vaar her Lyst oc F ryd , m and saa med sto r Forlangen, Hvor hver da b rug te Been, fra Byen ripp et2) bort, Løb ofver Marck oc Stie ad Leyeren saa fort. Da saaes her m angen Een p aa Pallesader henge, Der F ienden sty rtet vaa r i H aabetal oc Mænge; Hist Kroppen ho f ved-løs, h e r Arm’ oc Beene laa! Saa m angen tapper Helt i Grafven d rucknet da! Men Tack skee dig, vor Gud, som os saa ho lt i Lifve, Oc lod os ey til Boff fo r vore F iender blifve! Dit Nafn vi prise vil, Gud voris Zebaoth, Som giorde F iendens Magt til Skiendsel, H aan oc Spot. Vor Siæl undkomm en er af Fuglefengrens Snare, Vi boer nu (Gud skee Loff) i F red fo ruden Fare. Den Snare sønderb rast oc vi er blefven fri, Vi Him len prise maa, som stod os megtig bi. Aid Verden k iender nu din høye Visdoms Vælde, Som h ialp vor Konning ud aff Dødsens grumm e Fælde! Din Salvede, o Gud! god Held oc Lycke giff, Aid Farlighed oc Nød fra han s P au lune driff. F red s Første, Jesu kier! Lad ham i F red regiere; Lad F ienden i vort Land ret aldrig findis mere. Saa ynsker jeg, oc hver en ærlig danske Mand Sin Arfve-Konning tien udi sit Fædre-Land.

1) skal vel være: frem. 2) rippe eller reppe = drage bort.