KomediehusetKongensNytorv_1748

HVORDAN DET GIK TIL 69 gom«, Holbergs sidste Komedie, en lidt ramsaltet Vaudeville, som besynderligt nok først naaede frem paa det Teater, for hvilket den var skrevet, i 1882, 128 Aar efter Mesterens Død. De nye Moder irriterede ham, men han benyttede dem, thi de var scenisk virkningsfulde. Men Alderdomskomedierne havde ingen Evighed i sig, hvormegen Pris han end selv satte paa »Plutus«, den bedste af dem. Der groede ikke ud af disse Allegorier nogen ny Tid for Skuespilkunsten. Der­ imod havde de franske Skuespil, han filistrøst bedømte, meget Nyt i deres Følge, thi fra dem udgik Genren »det borgerlige Drama«. Da Teatret paa Kongens Nytorv havde bestaaet i fem Aar, gik Holberg bort. Døden indtraf Natten mellem 27. og 28. Januar 1754. Han var da en vidt­ berømt Skribent, hvis Skuespil tilhørte Verdenslitteraturen. Nyere Forfattere har bebrejdet Teatret, at det ikke arrangerede en Sørgefest ved Stifterens Død. Det blev udlagt som en stor Utaknemmelighed mod ham, der havde skænket det alle sine Komedier, men Forklaringen er, at man endnu i Midten af det attende Aarhundrede ikke ansaa Scenen for at være et passende Sted for en Sørgehøjtidelighed. Denne Opfattelse blev først brudt af Romantiken; i Dan­ mark var Johannes Ewald den tidligste, hvis Minde blev hædret paa den Maade. Alle Holbergs Komedier paa fire nær var spillet i hans Levetid, og i Dødsaaret havde Teatret 25 paa Repertoiret - et enestaaende Tilfælde. Da han laa paa sit Dødsleje, fik »Det lykkelige Skibbrud« Première. Det var ejendommeligt, at just denne Komedie skulde blive hans Svanesang, da den indeholdt hans Selv­ portræt og Forsvaret for hans dramatiske Skribentvirksomhed, idet alle hans Figurer passerer Revy i Stykkets Retsscene. Mon der den Aften gik Bud hen til den døende Mester om Opførelsens Forløb? Teatret var udsolgt, Londemann og Clementin var i Ilden som Henrik og Jeronimus, og Stykket var en af de levende Komedier, hvormed siden begge Sekularfester og Aabningen af den nuværende Bygning blev højtideligholdt i 1874. Traditionen gaar ikke tilbage til Holbergs Tid, hvis man med Tradition forstaar bestandig Efterligning af Fortidens Udførelse. Enkelte Træk er levnet, men længe, altfor længe, eftergjorde de gamle Skuespillere, hvad de havde set den forrige Generation gøre, og først med William Bloch kom omkring Aar 1900 den egentlige Fornyelse, som Edv. Brandes forud havde efterlyst i sine Anmeldelser, samlede i Bogen »Holberg og hans Scene«. Den gik ikke ud paa at modernisere Teksten eller paa at give Personerne Nutidens Klæder, men paa at skaffe Komedierne stilfulde Rammer, der harmonerede med Holbergs moderne virkende Satire. William Bloch afskaffede de stereotype Tricks, hvori der ikke var anden Hensigt end at fremkalde tom Latter, og han udfyldte Hul­ lerne i Holbergs undertiden springende Tekst med lunerige Paafund i hans Aand; hver let henkastet Antydning udnyttedes til Bestyrkelse af Karakteristiken og den logiske Mening. Han begyndte med andre Ord helt forfra og gik i Dybden,