292552920

12

forklarer, at Byggefagenes Lønninger, og blandt dem navnlig Murernes og Tømrernes, regelmæssigt har ligget noget højere end Lønningerne i andre Fag, et Forhold, der var mere naturligt i Tiden før Indførelsen af Arbejdsløshedsunderstøttelse med offentligt Tilskud, end det nu kan siges at være. At netop Bygge­ fagenes Arbejdere har været Pionerer for 8-Timers Arbejdsdagen er derimod et Forhold, som den offentlige Mening vanskeligt har kunnet forsone sig med, og som navnlig nu, da Trangen til Bolig­ produktion føles saa stærkt, almindeligt lægges disse Arbejdere til Last. For Fag, som maa ligge stille en rum lid af Aaret, som i den mørke Tid kun kan arbejde i højst 7 Timer, og som selv i »Sæsonen« hvert Øjeblik sinkes af vort ustadige Vejrlig, skulde den blandt Arbejdere saa almindelige Opfattelse, at kort Arbejdstid er det bedste Middel mod Arbejdsløshed, ikke kunne veje op mod Erkendelsen af, at der maa hænges i, medens Tid er. Samfundsøkonomisk set maa det siges, at Arbejdskraften i Byggefagene ikke udnyttes tilstrækkeligt, og at Arbejderen selv ikke er uden Skyld deri. Derimod er Arbejderen uden Ansvar for det Forhold, der mere end noget andet har givet Byggeriets Udvikling i Hoved­ staden et kaotisk Præg, og til hvilket ogsaa de senere Aars Misere i væsentlig Grad kan føres tilbage — det Forhold, at Bygnings- industrien har været en udpræget Konjunkturindustri. Dette er vel ikke et Særkende for København; enhver stor By i hurtig Vækst har oplevet det samme. Men selve Kends­ gerningen og dens Virkninger ligger klart for Dagen. Midt i 80’erne i sidste Aarhundrede havde Byggeriet sit første mægtige Fremstød i København. Byen overfyldtes med ledige Lejligheder, og først midt i 90’erne var der efter en lang­ varig Indskrænkning af Byggevirksomheden bragt nogenlunde normale Forhold til Veje. Den næste Højkonjunktur strakte sig over Aarene 1902 til 1907; da den brød sammen, laa Køben­ havn alene med over 9 000 ledige Lejligheder. Den paafølgende Stramning af Kreditten virkede i nogle Aar næsten lammende paa Byggeriet, og just som der var sikre Tegn til Bedring, kom Verdenskrigen. Omstaaende vil man finde Tallene for An­ tallet af ledige Beboelseslejligheder gennem Aariækken 1907 til 1922 og de tilsvarende Tal for Befolkningstilvæksten. Tallene i første Skema viser, at det mindste' Antal ledige Lejligheder i Perioden før Krigen falder i 1913; derefter bygges