292552920

KOMITÉEN TIL BELYSNING AF STATSMONOPOLER

SERIE C. NR. 1:

ARBEJDSKRAFTEN KØRENHAVNSKE RYGGEFAG

<£>

KØB E NH AV N 1923 I KOMMISSION HOS G. E. C. GAD .

Blandt de sociale Spørgsmaal, som trænger sig paa rundtom i Verden, er Boligspørgsmaalet maaske det vigtigste. Komitéen har derfor ved Indsamlingen og Bearbejdelsen af sit socialpolitiske Materiale haft Opmærksomheden henvendt herpaa, og for at bi­ drage til Spørgsmaalets Klaring for Danmarks Vedkommende ned­ satte man sidste Sommer et Udvalg, der skulde samle Stof til Belysning af Sagen. Resultatet af disse Undersøgelser foreligger i denne lille Pjece. Paa Komitéens Vegne HARALD WESTERGAARD

i s - ^ i

TRYKT I UNIVERSITETSBOGTRYKKERIET (J- H. SCHULTZ A/S.)

INDLEDENDE BEMÆRKNINGER. N ærværende lille Skrift indeholder Resultatet af nogle forelø­ bige Undersøgelser vedrørende Arbejdskraften i Byggefagene, særlig i de københavnske Byggefag. Tanken om at iværksætte disse Undersøgelser er opstaaet under Indtrykket af den Kends­ gerning, at Byggevirksomheden i København i Sommeren 1922 faktisk og praktisk lagde Beslag paa hele Murerfagets Arbejds­ kraft, medens der var eMille Overskud af Arbejdskraft i Tømrer­ faget og i Bygningssnedkerfaget. Da Arbejdsledigheden blandt Provinsens Murersvende samtidig var meget ringe, saaledes at Tilgang af Arbejdskraft i dette Fag til Hovedstaden ikke i nævne­ værdig Grad syntes at kunne paaregnes, og da selve det Antal Murersvende, hvorover Hovedstaden selv raadede, var paa­ faldende lavt, maatte en umiddelbar Betragtning føre til den Slutning, at Afhjælpningen af Bolignøden, der i Almindelighed opfattedes som et Spørgsmaal om Byggepriser, Finansiering og Boligtyper, i ikke mindre Grad var et Spørgsmaal om Arbejds­ kraft. Ifølge den af Staden Københavns statistiske Kontor afgivne Beretning blev der i 1922 fra April Flyttedag til Oktober Flytte­ dag kun taget 1 017 nyopførte Lejligheder i Brug i København og 134 paa Frederiksberg. Af 1 745 Lejligheder, som var under Opførelse allerede ved April Flyttedag, naaede ca. 800 ikke at blive færdige til Indflytning i det følgende Halvaar. Ved Oktober Flyttedag var 2 892 Lejligheder under Opførelse og 1 456 Lejlig­ heder anmeldte til Opførelse, men endnu ikke paabegyndte; ca. 1 000 af Lejlighederne i den sidste Gruppe havde allerede været anmeldte til April Flyttedag. Byggevirksomheden synes trods Anvendelse af al disponibel Arbejdskraft i Murerfaget kun at have beskedne Resultater at opvise, end sige at den skulde kunne præstere en Overskudsproduktion til Afhjælpning af Bolignøden. Herved er ganske vist at bemærke, at Meningsforskellen med Hensyn til Bolignødens Aarsager i høj Grad paavirker Anskuelserne

4

om de Forholdsregler, der bør træffes til dens Afhjælpning. Knap­ heden paa Arbejdskraft bliver af skæbnesvanger Betydning, naar man gaar ud fra, ikke blot at Tusinder af Mennesker er i Bolig­ nød og lider derunder, men ogsaa at denne Tilstand er Følgen af en virkelig Overbelastning af selve det Husrum, Byen raader over. Væsentlig anderledes stiller Sagen sig, naar Rigtigheden af den sidste Slutning bestrides. Set gennem de kritiske Briller, som særlig Grundejere benytter, forklares Bolignøden simpelthen ved de Hindringer, Huslejelovgivningen har lagt i Vejen for en rationel Udnyttelse af den forhaandenværende Boligplads. Da | Huslejen har været unddraget fra den almindelige Prisstigning eller dog langt fra har holdt Niveau med denne, har det været en Mængde Lejere muligt at beslaglægge en Gulvflade og et Værelseantal, som de ikke vilde kunne holde, hvis Huslejen spillede en normal Rolle i deres Leveomkostninger. At Huslejelovgivningen ikke just har virket som en Op­ fordring til Lejerne om at økonomisere med Husrummet er en Kendsgerning, hvorom deF foreligger Vidnesbyrd fra vistnok de allerfleste af Europas store Byer. Det norske Blad »Farmand« har anført Forholdene i Christiania i Aaret 1. Februar 1918 til 1. Februar 1919 som et særlig graverende Eksempel. Byens Folkemængde sank i dette Aar med 1 012 Mennesker, medens der var i det mindste nogen Tilgang af nye Lejligheder; ikke destomindre antog Bolignøden netop i dette Aar særlig for­ uroligende Former. Hvis man nu kunde blive staaende ved den Forklaring paa Bolignøden, at den kun er Følgen af en Boligluksus, som Sam­ fundet ikke har Raad til at forbeholde nogle begunstigede Fa­ milier og énlige Personer, vilde det være et lige saa simpelt som virksomt Middel til Fremtvingelse af normale Forhold at op­ hæve Huslejeloven og derved udvirke, at Husrum blev forholds­ vis lige saa dyrt som andre Livsfornødenheder. Og det blev da nærmest til Fordel for en sund Udvikling, at der kun var ringe Arbejdskraft til Raadighed for det Boligbyggeri, som iværksattes af det offentlige eller dog med offentlig Støtte for at afhjælpe den faktiske Bolignød. Det vilde, hvor sørgelige end de hygi­ ejniske og sociale Følger af Bunkebeboelsen er, kunne gøres gældende, at den rationelle Fordeling og dem fulde Udnyttelse af Byens beboelige Husrum alene af økonomiske Grunde maatte blive et første og fundamentalt Formaal ved Løsningen af Bolig-

5

problemet. Og det vilde da have ringe Aktualitet at undersøge, om Byggearbejdet er monopoliseret for en til en normalt fremad­ skridende Boligforsyning utilstrækkelig Arbejdskraft. Men Bolig- spørgsmaalet kan, for at benytte en udmærket svensk Forfatters*) Udtryk, ikke klarlægges ved at gaa rent talmæssigt til Værks og betragte Værelser og Individer blot som Enheder, der kan placeres indbyrdes efter Forgodtbefindende. En saadan »ato­ mistisk« Betragtningsmaade fjerner sig alt for langt fra de fak­ tiske Forhold. Vi vil derfor gøre Bolignøden til Genstand for en noget alsidigere Undersøgelse. BEFOLKNINGEN OG BOLIGEN. Statistiken viser, at det Husrum, Stor-København (Køben­ havn—Frederiksberg—Gentofte) for Tiden har til Raadighed for hver enkelt Indbygger, er noget mindre, end det var et Par Aar før Krigen, idet det saakaldte Etageareal pr. Individ er faldet fra 28,2 m2 i 1911 til 27,8 m2 i 1921. Men selve denne Tilbage­ gang virker ikkejoruroligende, navnlig ikke, da ogsaa Antallet af Beboere pr. Lejlighed samtidig er formindsket, hvad følgende Tal viser: Beboere pr. Lejlighed. 1. Februar 1911............................... 3.57 1. — 1916............................... 3,49 1. — 1921............................... 3,50 Det er Undersøgelsen af Beboelsen i de enkelte Lejligheder, der giver et helt andet Billede end disse gennemsnitlige Tal. Regner man en Lejlighed for overbefolket, naar den beboes af mere end 2 Personer pr. Værelse, viser det sig, at Hovedstaden i 1916 havde 17 227 og i 1921 ikke mindre end 22 097 overbe­ folkede Lejligheder. I disse Lejligheder boede der i 1916 106 673 Personer eller 17,6 % af Befolkningen. I 1921 var Tallet steget til 131 736 Personer eller 19,8 %. I Gennemsnit beboedes hver Lejlighed følgelig Saavel i 1916 som i 1921 af ca. 6 Personer. Da det nu viser sig, at Overbefolkningen saa godt som udeluk­ kende falder paa 1- og 2-Værelses-Lejlighederne, medens Beboelses- tætheden for de større Lejligheders Vedkommende snarest er *) Arbetsslatistisk undersokning rorande husbyggnadsverksamheten i Sveriges stader och stadsliknande samhallen. Akademisk Af­ handling af Bertil Nystrøm. Stockholm 1922.

2 2 , 2 T i ? JL

n ,

oJr \

Q

r.

J ^ 1

—1J3

•■ vvj ^ ; ( ^ 1 1 V vM** i

41 4-

lp ^ l

Z\

6 mindre end før Krigen, vil det forstaas, at man her er ved Bolig­ nødens Kerne, idet en meget betydelig Procentdel af Byens mindste Lejligheder er overbefolkede. Med sit største Pres hviler Bolignøden paa de ringeste af disse Lejligheder, hvor Sammen­ stuvningen af Voksne og Børn i smaa Værelser trodser enhver Beskrivelse. Boligtilsynet oplyser i sin Aarsberetning for 1921, at der ved Undersøgelsen af ialt 5 187 Boliger fandtes 780 Værelser med mindre Flademaal end de 6 m2, som er det efter Byggeloven tilladte Minimum; 50 af disse Værelser havde en Gulvllade af mindre end 3 in2, 202 Værelser en Gulvllade af mindre end 4 m2. Sundhedsvedtægten forlanger som Minimum 10 m3 Luft pr. Beboer af en Bolig, i Kælder og Stueetage 12 m3. Boligtilsynet nævner imidlertid eksempelvis Lejligheder med 5,5 m3, 3,5 m3, 3,33 in3, 2,9 m3 og 2,75 m3 pr. Beboer. Og til Belysning af Sam­ menstuvningen i saadanne »Boliger« anføres følgende Tilfælde: »I Anledning af Forespørgsel fra Magistratens III. Afdeling angaaende en overbefolket Bolig i Frederik VII.s Gade konsta­ terede Boligtilsynet, at der i eet Værelse boede Mand, Kone og 5 Børn samt Konens Søster og hendes Forlovede«. Det siger dernæst sig selv, at de til Beboelse anvendte Lokali­ teter ofte er af den elendigste Beskaffenhed. Boligtilsynet anfører: »I et Hus i Guldbergsgade var Gulvet i en beboet Stueetage i den Grad angrebet af Svamp, at Gulvbrædder, Indskudsbrædder og Bjælker var aldeles fortæret langs Væggene, hvor der var en 12—18 cm bred Revne, gennem hvilken man kunde se ned i Kælderen. De tiloversblevne Dele af Gulvet, der altsaa var uden Forbindelse med Væggene, hvilede paa Bukke, der var opstillet i' Kælderen. Boligen blev straks ved Politiforbud for­ budt som Menneskebolig; Sagen henvistes derefter til Bygnings­ kommissionen«. Til Vidnesbyrd om Boligmanglen i Almindelighed skal end­ videre anføres, hvorledes Antallet af Lejligheder med mere end 1 Familie er steget i København—Frederiksberg: Juli 1917...................... 1157 Lejligheder —. Og endelig haves som uforkastelige Vidner om Bolignøden de ca. 8 000 husvilde, der fandtes i København’ ved Oktober Flyttedag, og som Kommunen maa skalle Tag over Hovedet. Maj 1920...................... 2440 Februar 1921............... 4499

7

Men desuagtet vil Tanken fæstne sig ved den tidligere nævnte Omstændighed, at der er flere Lejligheder i Forhold til Folketallet, end der var før Krigen. Lejlighedsstatistiken har følgende Tal for Stor-København:

Lejligheder i Stor-København 1911 og 1921. 1911 1921

1921 pCt. 9,5 21,9

1911 pCt. 8,9

1 Værelse(r)...................

13 905 18 445 33 342 42 522 10 706 12 492 59 096 74 332 37,7 38.2 27 422 32 520 17,5 16,7 21,2

2 3 4 5 6 7 8

- ........................ — ..................... — ..................... — ..................... — ..................... — ..................... -— og derover ..

6,4 3,6 1,8 1,9

6,8 3,8 1,9 2,2

6 887 3 501 3 695

5 953 3 061 3 464

156 949 194 394 100,0 100,0 Antallet af Lejligheder er i dette Tiaar steget med 37 445 eller 23,9 %. I samme Tidsrum er Befolkningen vokset fra 584 089 til 700 610 Personer, eller kun med 19,9 %. Forskydningerne i Procenttallene for de enkelte Lejligheds­ typer viser imidlertid, at Byen ingenlunde kan antages at være overforsynet med større Lejligheder; der er procentvis Nedgang for alle Lejligheder fra 4 Værelser og opefter. Den alt over­ vejende Tilgang falder paa 1—3 Værelses-Lejlighederne. An­ tallet af 3 Værelses-Lejligheder er vokset med henved 27 %, Antallet af 2 Værelses med henved 26 %, Antallet af 1 Værelses med over 32 %. Skønt Antallet af mindre Lejligheder saaledes er steget procentvis langt stærkere end Folketallet, er Bolignøden stadig blevet alvorligere. Og det vil igen sige, at Antallet af lejlig­ hedssøgende indenfor den Befolkningsgruppe, der maa holde sig til de smaa Lejligheder, er steget uden Sammenligning stærkere end Antallet af Lejligheder. Først en rationel Familiestatistik kan bringe fuld Klarhed over dette Forhold. Men forstaar vi en Lejlighed som den Bolig, hvori en Familie lever og fører sin selvstændige Husholdning, vil Forklaringen saa nogenlunde give sig af sig selv. Allerede før Krigen gik Udviklingen i Retning af mindre_Husstan.de; der fødtes færre Børn i Familierne, Tyendeholdet indskrænkedes, der gik stadig flere Familier paa samme Indbyggerantal. Denne Udvikling fortsattes under Krigen; og hertil kom, at de gode

8

økonomiske Forhold medførte Trang til bedre Boliger, samtidig med at Antallet af Husstande■ forøgedes abnormt, takket være en Ægteskabshyppighed som ingen Sinde før; hvert nyt Ægte­ skab skaber en ny Husstand, der kræver sin Lejlighed. Det, at Familien, ogsaa Arbejderfamilien, stadig bliver faatalligere, betegner utvivlsomt en Mildnen af Boligproblemet, idet den lille Familie kan leve under sunde Forhold i en lille Lejlighed. Men naturligvis, førend denne lille Lejlighed er skallet til Veje, er Bolignøden ikke afhjulpen. Giver Forholdet mellem Folke- og Boligtal alene af de her anførte Grunde ingen rigtig Forestilling om Boligbehovet, er der ogsaa andre Omstændigheder, som tilslører dette. Fra 1. Februar 1916 til Oktober 1922 er der taget 18 000 nye Lejlig­ heder i Brug i København—Frederiksberg. I samme Tidsrum er Befolkningstallet steget med 64 500 Personer, men samtidig er An­ tallet af Personer i Fælleshusholdninger, navnlig Kaserner, faldet med 7 000. Den virkelige Tilvækst af Personer i almindelige Lejligheder er derfor 71 500, og med et Gennemsnit af 3,50 Per­ soner pr. Lejlighed skulde disse 71 500 Mennesker repræsentere et Behov af 20 500 Lejligheder, medens der som nævnt kun tilkom 18 000. Her røber der sig altsaa et Deficit paa 2 500 Lejligheder. Man føres af alt dette til den Slutning, at JBolignøden ikke kan hæves ved en Omfordeling af Befolkningen i de forhaanden- ' værende Lejligheder. Selv om det er rigtigt, at de større Lejlig­ heder ikke udnyttes tilstrækkeligt, fordi enlige Personer og Fa­ milier med ganske faa Medlemmer takket være den lave Hus­ leje beslaglægger for mange af dem, saa kan det paa den anden Side ikke betvivles, at adskillige Familier, der kunde betale en j større Lejlighed, nu maa nøjes med en mindre, fordi den større ikke er til at opdrive. En Ombytning af Lejligheder mellem disse to Grupper vilde give bedre Beboelsesforhold, men ikke frigøre synderlig mange Boliger til Imødegaaelse af Bolignøden. Dernæst melder sig Spørgsmaalet, om man kan fremskaffe et betydeligt Antal Lejligheder ved at udskille Dele af under­ befolkede Lejligheder til Brug for selvstændige Husholdninger. Den svenske Socialstyrelse har nylig ladet foretage en statistisk og bygningsteknisk Undersøgelse af dette Spørgsmaal. Som underbefolkede har man defineret Lejligheder med 4 Værelser og Køkken og derover, i hvilke Antallet af Beboelsesværelser, Køk

9

kenet iberegnet, var større end Antallet af Beboere. Og man er kommet til det Resultat, at der af saadanne Lejligheder i Stockholm kunde udsondres i det allerhøjeste 2 000 nye Lejlig­ heder, men at det effektive Antal utvivlsomt vil blive meget mindre. (Bertil Nystrøm). Der er ingen Grund til at tro, at Forholdene stiller sig gunstigere i København. For øvrigt tyder meget paa, at Stigningen i Antallet af 1-Værelses Lejligheder, der er særlig paafaldende siden 1916, i væsentlig Grad frem­ kommer ved Udskilning af Værelser fra gamle Lejligheder, hvilke Værelser saa udlejes direkte af Husejeren. Savnet af Køkken m. v. giver disse 1-Værelses »Lejligheder« et særlig uheldigt Præg. Beboelsesforholdene, som de er, afkræfter vel ikke Formod­ ningen om, at en bedre Boligfordeling i nogen Maade vilde for­ mindske Bolignøden. Men selv om man ubetinget maa have Opmærksomheden henvendt herpaa, naar det viser sig, at øko­ nomiske Hensyn tvinger Boligbyggeriet ind paa Boligtyper (Et-Værelses-Lejligheden) af et hygiejnisk, socialt og kulturelt utilfredsstillende Lavmaal, kan det dog betragtes som givet, og er ogsaa anerkendt af Staten ved Støtte under forskellige Former til Byggevirksomheden, at en By som København lider af Mangel paa Lejligheder, at der maa bygges for at afhjælpe denne Mangel, og at det i saa Henseende nødvendige Byggeri ikke kan ventes iværksat uden offentlig Hjælp. Hertil kommer, at der selv med saadan Støtte vil være store Betænkeligheder for det private Initiativ. Byggepriserne menes endnu at ligge væsentlig over det Niveau, paa hvilket en Stabilisering kan ventes, og Bygherrens Risiko er i Tilfælde af et betydeligt Prisfald meget alvorlig. Ogsaa Kommunen, der allerede har lidt enorme Tab paa sit Boligbyggeri, maa bygge forsigtigt og rimeligvis med store Afslag paa den Bolig-Standard, man har søgt at fastholde for de lidet betalingsdygtige Lejere. Under disse Forhold er det indlysende, at de Faktorer, der samvirker i Byggeriet, maa bringes til at gennemføre det paa en saadan Maade, at Planlæggelse og Udførelse repræsenterer den størst mulige Nyttevirkning med de mindst mulige Om­ kostningen Denne Definition af en rationel Byggevirksomhed har Bud til mange Sider. Nationalbankdirektør C. Ussing har gentagne

10

Gange offentligt fremhævet, at der maatte skabes Garantier mod vilkaarlige Forstyrrelser af Byggearbejdet. I en af sine offentlige Udtalelser anbefaler Nationalbankdirektøren at skride til Regu­ lering af Produktionsprisen og udvikler sin Tanke nærmere saa­ ledes: »Reguleringen bør indskrænke sig til de Bygninger, der egner sig til Afhjælpning af Bolignod, og kun angaa f. Eks. tre Hustyper, saaledes at Materialets Mængde, Arbejdsmængden, Opførelsestiden, alt paa Forhaand een Gang for alle kendes, før Bygningstilladelsen gives. En Boligret bør da ratihabere Priserne; foreløbig altsaa suspendere private Trust-, Kartel- og Sammenslutningspriser; have Hjemmel til retslig Afhøring for at komme Omgaaelser og Sammenrottelser til Livs og Ret til at idømme Straffe. Navnlig bør den, der ved Ulovligheder bi­ drager til Arbejdsløshed i eget eller andres Fag, kunne fradømmes Ret til selv at nyde Arbejdsløshedsunderstøttelse, og den, der ved ulovligt Forhold bidrager til Bolignød for andre, bør ikke kunne paakalde Offentlighedens Hjælp til egen Bolig«. Synspunkter som disse har i nogen Grad paavirket den nylig vedtagne Lov om Boliglaan. En ikke mindre vigtig Side af Sagen har en stor københavnsk Haandværksmester, Tømrer­ mester Eli Unmack, berørt i følgende Udtalelse: »Hvad der trænges til er et intimt Samarbejde mellem Arki­ tekter, Haandværkerc og Arbejdere lige fra Begyndelsen af Projekteringen af Bygningen. Derigennem vil man opnaa for­ bavsende Fordele. Der maa med Hensyn til Boligbyggeriet) tilvejebringes de samme Forhold som paa en Fabrik, saaledes at alle Led virker nøjagtigt ind i hinanden, og saaledes at Ar­ bejderne forud ved, hvad de kan tjene paa Arbejdet Endvidere: »Lad Kommunen vise større Forstaaelse og Energi end hidtil i Henseende til at bane Vej for Byggeriet ved Anlæg af Kloaker, Veje, Sporvejslinier og ved hurtig Ekspedition af Byggesager. Og lad ikke Byggeriet blive sat i Gang som før i Tiden, voldsomt og planløst, men lad alt begynde roligt og støt«. En anden Udtalelse af Tømrermester Unmack lyder saaledes: »Man maa vel lægge Mærke til, at det at give Tilbud paa en Bygning, hvor Bygningerne som nu er vidt- forskellige og uden Spor af Standard, er et meget stort Arbejde, som Haand- værksfirmaet slet ikke faar betalt. Det er virkelig sket og sker ofte, at Arbejder, selv mindre, der koster meget at udregne,

11

først udbydes til tre Firmaer, efter nogen Tids Forløb med noget ændrede Tegninger til 10 andre, for saa endelig til sidst at havne lios 14 nye — og saa bliver Arbejdet maaske endda ikke til noget«. Hypothekbankdirektør Jensen-Sønderup har udtrykt sin Tvivl om den nylig vedtagne Boliglovs Betydning for Byggeriets Fremme ved at gøre gældende, at Publikum næppe vilde være tilbøjeligt til at tegne de statsgaranterede Obligationer, ved hvilke en væsentlig Del af Byggeomkostningerne skal tilveje­ bringes. Publikum har efter Direktørens Mening den Opfattelse, at Byggefagene beregner sig en for stor Fortjeneste, og at Bygge­ riet af den Grund bliver for dyrt. Direktøren udtaler Ønsket om, at Saavel Arbejderne som Arbejdsgiverne i Byggefagene vil indse Nødvendigheden af at resignere paa Lønninger og For­ tjeneste, og han opfordrer specielt Arbejderne til at nøjes med lidt lavere Lønninger end dem, der tjenes af andre faglærte Arbejdere. Samtlige disse Udtalelser er for saa vidt i Favør af Bevarelsen af den lovmæssige Huslejeregulering, som de forudsætter, at Byggeri vil kunne blive rentabelt med en lavere Husleje end den, der betinges af de nuværende Byggeomkostninger. Til Reduktion af disse Omkostninger gives der Anvisning paa tvungen eller fri­ villig Regulering af Materiale- og Arbejdspriser, Industrialisering og Standardisering af Byggemaaden, Garantier for planmæssig Udførelse af Arbejdet, hurtigere Ekspeditionsgang i de offentlige Kontorer, der har med Byggesager at gøre, rationellere Tilrette­ lægning og Udførelse af de Ingeniørarbejder, der udkræves for at gøre et Terrain »byggemodent«, og Begrænsning af Byggeriet efter den disponible Arbejdskraft. Af disse Anvisninger ligger der ikke mindst Vægt paa dem, der har Adresse til Leverandører, Arbejdsgivere og kommunale Institutioner; men Spørgsmaalene om Lønninger, Arbejdsgang og Arbejdskraft fører naturligt over til Undersøgelsen af Ar­ bejdernes Stilling indenfor de københavnske Byggefag. BYGGERIET I KØBENHAVN FØR KRIGEN. . Den danske Hustype, Murstenshuset, og det danske Klima forudbestemmer Bygningsindustrien til at være en Sæsonindusiri, hvis Arbejdskraft, og det gælder i særlig Grad Murerne, kun kan arbejde paa Nybygninger i ca. 9 af Aarets Maaneder. Dette

12

forklarer, at Byggefagenes Lønninger, og blandt dem navnlig Murernes og Tømrernes, regelmæssigt har ligget noget højere end Lønningerne i andre Fag, et Forhold, der var mere naturligt i Tiden før Indførelsen af Arbejdsløshedsunderstøttelse med offentligt Tilskud, end det nu kan siges at være. At netop Bygge­ fagenes Arbejdere har været Pionerer for 8-Timers Arbejdsdagen er derimod et Forhold, som den offentlige Mening vanskeligt har kunnet forsone sig med, og som navnlig nu, da Trangen til Bolig­ produktion føles saa stærkt, almindeligt lægges disse Arbejdere til Last. For Fag, som maa ligge stille en rum lid af Aaret, som i den mørke Tid kun kan arbejde i højst 7 Timer, og som selv i »Sæsonen« hvert Øjeblik sinkes af vort ustadige Vejrlig, skulde den blandt Arbejdere saa almindelige Opfattelse, at kort Arbejdstid er det bedste Middel mod Arbejdsløshed, ikke kunne veje op mod Erkendelsen af, at der maa hænges i, medens Tid er. Samfundsøkonomisk set maa det siges, at Arbejdskraften i Byggefagene ikke udnyttes tilstrækkeligt, og at Arbejderen selv ikke er uden Skyld deri. Derimod er Arbejderen uden Ansvar for det Forhold, der mere end noget andet har givet Byggeriets Udvikling i Hoved­ staden et kaotisk Præg, og til hvilket ogsaa de senere Aars Misere i væsentlig Grad kan føres tilbage — det Forhold, at Bygnings- industrien har været en udpræget Konjunkturindustri. Dette er vel ikke et Særkende for København; enhver stor By i hurtig Vækst har oplevet det samme. Men selve Kends­ gerningen og dens Virkninger ligger klart for Dagen. Midt i 80’erne i sidste Aarhundrede havde Byggeriet sit første mægtige Fremstød i København. Byen overfyldtes med ledige Lejligheder, og først midt i 90’erne var der efter en lang­ varig Indskrænkning af Byggevirksomheden bragt nogenlunde normale Forhold til Veje. Den næste Højkonjunktur strakte sig over Aarene 1902 til 1907; da den brød sammen, laa Køben­ havn alene med over 9 000 ledige Lejligheder. Den paafølgende Stramning af Kreditten virkede i nogle Aar næsten lammende paa Byggeriet, og just som der var sikre Tegn til Bedring, kom Verdenskrigen. Omstaaende vil man finde Tallene for An­ tallet af ledige Beboelseslejligheder gennem Aariækken 1907 til 1922 og de tilsvarende Tal for Befolkningstilvæksten. Tallene i første Skema viser, at det mindste' Antal ledige Lejligheder i Perioden før Krigen falder i 1913; derefter bygges

13

der bedre, og endnu i 1915 er Situationen taalelig. Med 1916 indtræder den egentlige Bolignød. Af Tallene i andet Skema fremgaar det, at der var stærk Befolkningstilvækst _.i Køben­ havn fra 1909 til 1913, og det var denne Tilvækst, som efter- haanden optog de ledige „Lejligheder. Krigsaarenes Invasion strækker sig over Aarene 1915 til 1919; fra og med Aaret 1920 finder der en saa betydelig Udvandring Sted fra Byen, at Befolkningstilvæksten er væsentlig mindre end Fødselsoverskudet. I dette Forhold har den allersidste Tid imidlertid bragt et Omslag, hvad der af Hensyn til Bolignøden er særdeles betænkeligt. Frederiksberg har derimod lige siden 1920 formindsket sit Folke­ tal, rimeligvis som Følge af en strammere Boligpolitik.

Antal ledige Beboelseslejlig- heder ved April Flyttedag

Befolkningstilvækst

KøbenFredeKøbenFrede­ havn riksberg havn riksberg

6 764 2222 2 486 1996 6 048 1577 8 585 634 8 032 222 9 076 163 10 639 —1059 807 1695 15 675 1568 11 426 1667 13 532 1631 11 306 1372 14 290 942 4 400 179 1 908 661

1907. 1908. 1909. 1910. 1911. 1912. 1913. 1914. 1915. 1916. 1917. 1918. 1919. 1920. 1921. 1922.

9265 1776 % 1907—V> 1908. 7713 983 - 1909— - 1910. 5234 , 581 - 1910— - 1911. 3349 VLa530 - 1911---- 1912. 1900! ll l* 231 - 1912— - 1913. 1520 ,t %o 141 - 1913— - 1914. 1858 ,1 %209 - 1914— - 1915. 1795 tY l 232 - 1915— - 1916. 14 - 1916— - 1917. 2 - 1917---- 1918. » - 1918— - 1919. 1 - 1919---- 1920. > - 1920— - 1921. 11 - 1921— - 1922. 8 - 1922 Juli 1922. 8205 1225 1908--" 1909. 399 52 34 24 21 11

2 1300 600 Juli 1922—Novbr. 22 2 400 - 300 Vi gaar saa over til at betragte Boligbyggeriet og medtager her Tal fra Perioden tilbage til 1902.

Antal nyopførte Lejligheder. København

Frederiksberg

5125 3564 1279 2160 1134 3231

1054 760 191 249 414 210

1902—03 gennemsnitlig 1904—08 — — 1919 .............................. 1920 .............................. 1909—13 1914—18

14

Tallene 1921 og 1922 kan ikke opgives nøjagtigt, men vil formentlig i Henhold til Statistisk Kontors Tabeller kunne anslaas til: København Frederiksberg 1921—22 gnsn............................ ca. 3500 ca. 250 Ser vi paa Tiden før Krigen, finder vi efter det forcerede Byggeri i Aarhundredets Begyndelse et voldsomt Tilbageslag i Perioden 1909—13. Og den direkte Følge heraf er en overordentlig stærk Reduktion af den faglærte Arbejdskraft i Byggefagene. Udvik­ lingen fremtræder klart i følgende Tabeller, af hvilke nogle til Sammenligning medtager Tallene fra Provinsen. Antal og Aldersfordeling af Murersvende og Murerarbejdsmand 1906 og 1914. Hovedstaden Provinsb. \ Landdistr. Hele Landet Under 18 Aar 1900 1914 635 1914 950 1823 11 845 304 21 . 4324 2206 ;4942 4834 6302 7903 15 568 14 943 Tallene, der stammer fra Industritællingerne 1906 og 1914, viser, at Tilgangen til Faget i Hovedstaden har været yderst ringe i Aarene før Krigen, idet Antallet af Personer under 18 Aar i 1914 kun er en Fjerdedel af Antallet i .1906. Endnu mere op­ lysende er det dog, at Arbejdsstyrken som saadan formindskes med Halvdelen i denne Periode, nemlig fra 4 324 til 2 206. Et helt andet Billede frembyder Provinsbyerne, hvor An­ tallet af Ardejdere er omtrent konstant. Men særlig iøjnefaldende er det, at Tilgangen til Faget kommer fra Landdistrikterne, hvor Antallet af Arbejdere stiger fra 6 302 til 7 903, uden at den dog kan opveje Afgangen i København. Efter den officielle Statistik gengives følgende'" Oversigt over det gennemsnitlige Antal Murersvende i Aarene 1910—19. . Hovedstaden Provinserne Hele Landet Gns. Ant. Arb. Gns. Ant. Arb. Gns. Ant. Arb. 1910 ...................... 1600 f 3400 5000 1911 .................... 1582 I 3536 5118 1912 .................... 1503 4037 5540 1913 .................... , 1791 3962 5753 1914 .................... 1737y 4219 5956 1915 .................... 1856 4486 6342 1916 .................... 1902 4670 6572 1917 .................... 2076 4815 6891 1918 .................... 2054 5498 7552 1919 .................... 2205 - 6221 8426 V 18—22 22—60 — Over 60 — Uoplyst........... Tilsammen .. 401 229 170 3471 53 1914(1900 1914 1900 53! 344 262( 611 105 i 352 1940 4160 87 21 86 408 ;1143 1310 4026 4464 5879 138 74 79 - 10 — 1900 1184 1665 12 095 213 411

"

( ^ q j r ' T O 'Y » ^ 1 ' k

/

15

Medens Dybdepunktet for Københavns Vedkommende naas i 1912 med kun 1 503 Murersvende, er der for Provinsens Ved- , kommende, et enkelt Aar fraregnet, en jævn Fremgang, saaledes at Antallet i denne Del af Landet paa det nærmeste fordobles i den omhandlede 10-Aars Periode. I København indtræder der en lille Stigning fra 1913—14; den vedvarer med smaa Tal i Krigsaarene og i nogen Tid derefter, men fører dog ikke Tallet tilnærmelsesvis op til Antallet for 190G. Og, hvad der ikke frem- gaar af Tabellen, siden er Tallet igen faldet. Den 1. Februar 1922 havde Murersvendenes Fagforening i København kun 1 935 Med­ lemmer; medio December var Antallet 2 010. For Tomrernes og Bygningssnedkernes Vedkommende har Tingenes Gang været nogenlunde den samme, dog at Linien gennem Aarene ikke tegner sig fuldt saa skarpt. Ejendommeligt er det derimod, at et Bygningsfag som Malerfaget viser større Evne til at fastholde sin Arbejdskraft. En Oversigt over det samlede Personel (inkl. Forretningsindehavere) i Murer-, Tømrer- og Malerforretninger henholdsvis i 1897, 1906 og 1914 er særdeles oplysende. Murerforretninger Tømrerforretninger Malei'forretninger Hovedst. Provinsen Hovedst. Provinsen Hovedst. Provinsen 1897. . 2830 14 697 1442 10 225 2151 4727 1906. . 4731 16 464 1799 11 250 2979 5796 1914. . 2619 18 294 1233 12 075 2596 6962 Ogsaa af denne Oversigt fremgaar det, at 1906 er Aaret for de københavnske Byggefags rigeste Blomstring, medens det er en forbavsende Kendsgerning, at Murer- og Tømrerfagene har lavere Tal for 1914 end for 1897. Malerfaget, der gjorde Høj­ konjunkturen med, har baaret Nedslaget langt bedre, og for samtlige Fag er der i Provinsen Fremgang gennem hele Perioden. Til yderligere Belysning af Udviklingen i København skal endelig Antallet af bestaaede Svendeprøver anføres: Ialt Murere Tømrere Snedkere 1906......... 604 186 159 91 1907......... 586 162 184 90 1908......... .. 380 84 71 88 1909......... 346 79 53 71- 1910......... .. - 371 75 52 74 1911......... 344 85 38 78 1912......... 291 40 40 82

16

Ialt 254 181 170 205 182 195 232 237

Murere

Tømrere

Snedkere

34 23 24 35 26 38 40 34

37 21 33 39 43 62 59

86 50 51 49 35 43 52

1913........ 1914.......... 1915........ 1916........ 1917........ 1918.......... 1919.......... 1920..........

9 .

43 1906 og 1907 er atter Kulminationsaarene. Det bratte Fald kommer baade for Murernes og Tømrernes Vedkommende i 1908; Murerne har deres mindste Tal i 1914, Tømrerne dereS i 1915. Snedkernes Tal lader sig ikke benytte til Sammenligning, da ogsaa Møbelsnedkerne er medregnede. Tilbagegangen i det samlede Antal af Svendeprøver stammer overvejende fra de to Byggefag; Tømrerfaget er gaaet tilbage med to Tredjedele, Murerfaget endog med mere end fire Femtedele af Antallet af Svendeprøver i 1906. Det fremgaar af disse Undersøgelser, at Byggeriet i Hoved­ staden i Tiden omkring'1906 beskæftigede et abnormt højt Antal Murer- og Tømrersvende, af Antallgt af Svende i disse to Fag ved Krigens Udbrud var abnormt lavt, og at de samme to Fag ikke for Tiden er i Stand til at levere den til en normal Bolig­ forsyning nødvendige Arbejdskraft. Hvad Provinsen angaar, synes Tilgangen af Arbejdskraft at have svaret nogenlunde til Behovet, medens det er tvivlsomt, om der er et Overskud at afgive til Hovedstaden. Hvorledes Tingene vilde have formet sig i Hovedstaden uden Verdenskrigens Mellemkomst, er et aabent Spørgsmaal. Sand­ synligheden taler dog for, at Byggeriet under en jævnt god Kon­ junktur vilde være naaet op paa en jævnt tilstrækkelig Arbejder­ styrke. Men som det nu gik, maatte Hovedstaden bøde mange­ dobbelt for den Vanskæbne, der var paaført den ved Overpro­ duktionen af Boliger i Aarene 1902—07 og den paafølgende Depression med tilhørende Nedslag i Antallet af Murer- og Tømrersvende. Krigsaarenes Byggevirksomhed var af mange Grunde ude af Stand til at dække Boligbehovet, og vil man spørge, hvorfor der i disse Aar saa godt som ikke oplærtes ny Arbejdskraft, er Svaret givet dels i selve Forholdenes Usikkerhed, dels i den Omstændighed, at Bydrengen — Begrebet taget i videste Forstand — havde sin Guldalder i disse Aar, og dels

17

endelig deri, at Saavel Mestre som Svende i Byggefagene har en grundig Skræk for at overbefolke deres Erhverv. De bitre Er­ faringer fra Byggeraseriet og Byggekraket i Aarhundredets Be­ gyndelse sidder dem stadig i Blodet. Begge Parter ser deres Ideal i at have et Personel, der kan beskæftiges ved en jævnt fremadskridende Boligforsyning. Der er utvivlsomt her en indbyrdes Forstaaelse, og det vilde være urimeligt at nægte, at den kan føre til Misbrug. Men den Omstændighed, at Arbejds­ forholdene navnlig i Byggefagene har haft Tilbøjelighed til at antage urolige Former, har dog overbevist de fleste Arbejdsgivere om Ulemperne ved at skulle operere med en for stærkt begrænset faglig Arbejdskraft. * * BOLIGBYGGERIET I KRIGSPERIODEN. LØBNINGER OG ARBEJDSFORHOLD. Hovedstaden gik ind i Krigsperioden med et meget stærkt reduceret Antal Arbejdere i Byggefagene, og som Følge af de foregaaende Aars ringe Byggevirksomhed var der kun forholdsvis meget faa ledige Lejligheder til Disposition. Naar det nu erindres, at Hovedstadens Folketal voksede med gennemsnitlig 1,9 % om Aaret i Femaarsperioden 1916-—21 — den højeste Tilvækst­ procent, Aarhundredet kan opvise — vil det være indlysende, at kun et regelmæssigt Boligbyggeri, der lagde Beslag paa Hoved­ parten af den disponible Arbejdskraft, kunde have afværget en Boligkrise. Det blev imidlertid ikke Boligbyggeriet, der kom til at nyde godt af Krigsperiodens Overflod paa Kapital, og det i det væsentlige af følgende Grunde. * 1. Boliglovgivningen, der i det store og hele tilsigtede at fiksere Huslejen paa Niveauet fra Fredstiden og sikre Lejerne vedvarende Brugsret til de Lejligheder, de engang havde taget i Besiddelse, var en stærk Hemsko paa Byggeinitiativet. Folk, som under andre Omstændigheder vilde have bygget, foretrak at blive siddende i deres billige Lejligheder. Og skønt man undtog Nybygninger fra Huslejereguleringen og støttede Byggeriet med store Tilskud fra Stat og Kommune, kunde det private Initiativ dog kun i ringe Grad sættes i Bevægelse. Særlig maatte det saakaldte Spekulationsbyggeri, af hvilket Hovedstadens Bolig

18

forsyning stedse har været afhængig, blive lammet af den Om­ stændighed, at en virkelig Rentabilitetsberegning var udelukket, Hvornaar vilde Tilbageslaget efter den voldsomme Prisstigning paa Materialier og Arbejdsløn komme, og hvor føleligt vilde det blive? Hvorledes vilde Huslejen komme til at ligge, naar den lovmæssige Lejeregulering var afviklet? Disse Spørgsmaal lod sig ikke blot med nogen Sikkerhed besvare. 2. Boligbyggeriet fmancieres hovedsagelig af Kreditfor­ eningerne, hvis Virksomhed igen i væsentlig Grad er baseret paa Sparekasserne. Men under Krigen var det Bankerne, der for­ trinsvis sugede Pengemarkedets frie Kapitaler til sig, og fra Bankerne fandt de Vej til alskens Foretagender, af hvilke man lovéde sig en anderledes glimrende Forrentning end den, Be­ boelseshuse kunde give. Under Krigen firedoblede Bankerne deres Indlaanskapital, medens Sparekassernes kun fordobledes. Kursen paa 4% % Kreditforeningsobligationer sank til 80 og derunder. Den effektive Laanerente af Kapital til Byggeri blev derfor meget høj, og Kreditforeningernes forsigtige Politik for­ øgede yderligere Vanskeligheden ved at rejse Penge. 3. Byggeomkostningerne steg overordentligt. »Statistiske Efterretninger« har givet følgende Oversigt over Omkostningerne ved Opførelsen af et Husmandssted: December Arbejdsløn for Murer- og 1914 1919 1920 1921 1922 Jordarbejde.................. 100 307 370 276 231 Murer- og Tagmaterialer. 100 339 390 271 242 Arbejdsl. for Tømrerarb.. 100 291 332 255 209 100 296 346 215 200 og Malerarbejde........... 100 297 353 264 220 løvrigt.............................. 100 290 337 254 234 Ia lt... 100 312 365 256 225 Til Sammenligning anføres Engros- og Detailprisniveauet for de samme Aar: 1914 Dec.1919 Dcc.1920 Dec.1921 Dee.1922 Engrosprisniveauet . 100 340 341 178 181 Detailprisniveauet.. 100 242 264 • 212 —1 Det vil ses, at Byggeomkostningerne arbejder sig op over Engrosprisniveauets Toppunkt, og at det helt igennem. ligger Tømrermaterialer............. Snedker-,' Blikkenslager-

19

betydeligt over Detailprisniveauet. Da Byggeomkostningerne var paa deres højeste, viste de en Prisstigning paa 265 %, nærmede sig med andre Ord Firedoblingen. En københavnsk Haveboligforening »Grøndalsvænge« op­ førte i 1915 en Sektion paa 41 Huse med en Bekostning af 358 000 Kr. for Jord, Grund og Huse. Udgift pr. Hus altsaa ca. 8 700 Kr. — 2. Sektion, 102 Huse, opførtes i 1916 for 1 340 000 Kr., Udgift pr. Hus ca. 13 100 Kr. — 3. Sektion, 96 Huse, opførtes i 1917—18 for 3 347 000 Kr., Udgift pr. Hus ca. 34 900 Kr. Det maa dog bemærkes, at Husene i 3. Sektion byggedes med Kvistlejlighed, medens Husene i de to første Sektioner kun var til én Familie. Til Gengæld kulminerede Byggeomkostningerne først i 1920. Om Fordyrelsen af den Kapital, hvormed Byggeriet arbejdede i Krigsaarene, giver det en Forestilling, at Omkostninger, Renter af Byggelaan og Kurs­ tab ved Opførelsen af 3. Sektion beløb sig til 600 000 Kr. eller et Beløb omtrent som det, hele Sektionen kunde have været bygget for 3 Aar i Forvejen. Prisstigningen illustreres ikke mindre tydeligt af følgende Tabel fra »Statistiske Efterretninger« over Materialepriser: December: 1914 1919 1920 1921 1922 Mursten, flammede, Kr. Kr. Kr. Kr. Kr. pr. 1 000 Stk........ 22.00 83.00 84.00 67.00 57.00 Cement pr. Td....... .. 5.30 21.85 29.90 17.65 15.00 Kalk pr. Td............. 4.80 15.70 18.75 12.10 10.35 Tagsten pr. 1000 Stk. 75.00 226.00 252.00 188.00 174.00 Kakkelovn................ 58.00 180.00 202.00 124.00 118.00 Lægter pr. løb. Alen. 0.07 0.19 0.25 0.16 0.14 Ogsaa her er Priserne stegne indtil ca. fire Gange Fredstidens. Ganske paa samme Maade med Arbejdslønnen: Timefortjenesten for Mænd (Øre). Hovedstaden Provinsen Aaret Oktober Aaret Oktober 1914 1920 1921 1914 1920 1921 Bygningssnedkere.. . . . 75,4 284 235 51,2 200 166 Malersvende. ............. 72,0 274 233 51.3 215 173 Murersvende ............. 86,0 376 306 57,5 218 172 Tømrersvende........... 83,6 371 307 52,1 215 174 Murarbejdsmænd---- 61,5 Samti. fagi. industr.- 284 236 45,5 189 149 Arbejdere................ 67,1 263 229 54,8 218 179 Samti. ufagl. industr. * Arbejdere................47,5 214 183 40,8 186 162

20

Timefortjenestens procentvise Bevægelse. Hovedstaden

Provinsen

Aaret 1914

Oktober Oktober 1920 1921 1914 1920 1921 371 312 100 391 324 381 324 100 417 340 437 356 100 379 299 444 367 100 415 334 462 384 100 415 327 392 341 100 398 327 451 385 100 456 397 Aaret

Bygningssnedkere. . . . 100 Malersvende................ 100 Murersven^e............... 100 Tømrersvende........... . 100 Murarbejdsmænd . . . . 100 Samtlige fagi. industr. Arbejdere................ 100 Samti. ufagl. industr. Arbejdere................ 100

Bemærkelsesværdigt er det, at Murersvende og Tømrersvende i København baade absolut og relativt har drevet deres Timefortje­ neste op over de andre faglærte Bygningsarbejderes og i det hele taget over andre faglærte Arbejderes Aflønning. I den Henseende frembyder Provinsen et helt andet Billede. Murernes og Tømrernes Fortjeneste ligger dér kun uvæsentligt over de andre Bygnings­ arbejderes og nøjagtigt paa Niveau med den almindelige Time­ fortjeneste for faglærte Arbejdere. Endvidere er at mærke, at de københavnske Murarbejdsmænd har sat deres Fortjeneste op over den, der er gældende for den øvrige københavnske Industris faglærte Arbejdere. Opmærksomheden fæster sig ikke mindst ved denne Kendsgerning, der staar i nøjeste Forbindelse med den idelige Uro, som prægede Arbejdsforholdene i de københavnske Byggefag under og efter Krigen. Som bekendt dannede Murere, Tømrere og Murarbejdsmænd et tæt sluttet Korps, der ikke blot beherskede Byggepladserne, men tilsidst endog syntes at diktere baade Arbejdernes og Arbejdsgivernes Hovedorganisationer deres Vilje. Det er i saa Henseende tilstrækkeligt at minde om, at de københavnske Murersvende allerede i 1918 for egen Regning og i aaben Modstrid med den gældende Overenskomst indførte Weelc-end, Frihed fra Lørdag Middag Klokken 12, simpelthen ved at forlade Arbejdspladserne paa dette Klokkeslet. Fagfor­ eningen blev af den faste Voldgiftsret idømt Bøder paa indtil 60 000 Kr., og Arbejdsgiverforeningen lod den erklære konkurs. Men Murersvendene vilde ikke bøje sig, og lige saa lidt vilde de slutte sig til den midlertidige Overenskomst om Arbejdstiden, som de samvirkende Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen sluttede i April 1919, og ved hvilken den normale Arbejdstid indskrænkedes

21

til 8 å 9 Timer. I Forening med Tømrerne og Murarbejdsmændene fastholdt Murersvendene Kravet om Arbejdstidens Indskrænkning til 8 Timer med det samme; en af Arbejdsgiverforeningen iværksat Lockout var virkningsløs, og den blandt Arbejderne frem­ herskende Stemning tvang da Hovedorganisationerne til med kortest Varsel a t#gennemføre 8-Timers Dagen over hele Linien, saaledes at den skulde være effektiv i alle Fag senest den 1. Januar 1920. At den straks blev effektiv i Byggefagene siger sig selv. Lockouten blev hævet, og Murerne betalte aldrig de 60 000 Kr. 4. Byggefagenes Arbejdskraft blev af hele den økonomiske Udvikling draget bort fra Boligbyggeriet (Opførelsen af Lejehuse) for at anvendes til anden Byggevirksomhed. Nedenstaaende Tal viser Arten af det Arbejde, hvormed københavnske Tømrere var beskæftiget i December 1913, 1916 og 1917. December: 1913 1916 1917 Almindelige Beboelseshuse 1020 350 952 Villaer................................. 210 210 50 Fabriksbygninger, Pakhuse m. v................................ 102 340 308 Reparationer, Ombygninger 75 220 117 Vandbvgningsarbejde........ 15 40 30 Udenbvs Arb. (mest Villaer') 10 120 61 Indk. til Militærtjeneste . — 90 84 1432 1370 1602 Adskilligt af det Byggeri, der saaledes optog Arbejdskraften, ønskedes forceret saa meget som muligt; adskilligt var Luksus­ byggeri, ved hvilket Arbejdslønnen ikke spillede en væsentlig Rolle for Bygherren. Disse Forhold kunde kun begunstige Op- drivningen af Arbejdslønnen, i hvilken heller ikke Arkitekter og Mestre var uinteresserede, forsaavidt som deres Honorarer ofte beregnedes af de samlede Omkostninger ved Arbejdet. 5. Arbejdsforholdene blev bl. a. som Følge heraf saare upaalidelige, og der herskede i Tiden omkring Krigens Afslutning Tilstande, som forsinkede og fordyrede Arbejdet. Selvtægt fra Arbejdernes Side gik Haand i Haand med Slaphed fra Arbejds­ givernes. Boligkommissionens Betænkning II, offentliggjort 1921, anfører talrige Eksempler paa Forsinkelser ved Byggefore­ tagender som Følge, af Vilkaarligheder fra Arbejdernes Side. Statistiken over Arbejdsstandsninger viser følgende Tal:

22

Arbejdsstandsninger.

1916-20 1911-15 1905-10 1897-04 70 17 31 25

Murerfaget.............. ............. Murarbejdsmandsfaget........ Tømrerfaget......................... Snedkerfaget........................ Malerfaget............................ Samtlige F ag .......................

41 50

8 21 17 8 28 17

89 21 % 59 41

4

5

1 23

1249 274 528 709 Femaarct 1916—20 har, som det vil ses, særlig mange Ar bejdsstandsninger i Byggefagene undtagen i Malerfaget, der i flere Henseender fremtræder som en smuk Undtagelse. Stati- stiken omfatter hele Landet, men København var i hin Periode Landets urolige Hoved. Det bemærkes, at det store Flertal af .Arbejdsstandsninger hidrørte fra Sirejker, og at en Mængde af Smaakonflikterne ikke har kunnet medregnes. BESTAAR DER ET FAGFORENINGSMONOPOL? Vil man nu fra de Faktorer, der tilsammen hæmmede Bolig­ byggeriet under og umiddelbart efter Krigen, udskille dem, som formentlig har særlig Tilknytning til Knapheden paa Arbejds­ kraft i de egentlige Byggefag, og hvis uheldige Virkninger med Sandsynlighed kommer paa Arbejdernes Ansvar, maa det blive den voldsomme Stigning af Arbejdslønnen, særlig i 1919—20, og den særlig iøjnefaldende Usikkerhed i Arbejdsforholdene. Utvivlsomt er det, at Saavel Lønstigningen som Arbejds- uroen er blevet begunstigede af det Forhold, at Byen kun raadede over et meget begrænset Antal Bygningshaandværkere, som til­ med i deres faglige Politik var stærkt paavirkede af den radikale Socialismes Teorier og Praksis. Tilstanden i Provinsen med dens rigeligere Arbejdskraft og roligere Fagforeningspolitik afgiver det slaaende Modstykke til Virvaret i Hovedstaden. Men noget andet er, om de københavnske Bygningsarbejdere systematisk har søgt at afspærre Hovedstaden for Tilgang af Arbejdskraft fra Provinsen og saaledes bevidst har sikret den utilstrækkelige Arbejdskraft, hvormed Byen gik ind i Krigs­ perioden, et Monopol paa Byggearbejde indenfor Hovedstadens Omraade. Hvis dette var Tilfældet, vilde det være at undersøge, om en saadan Afspærring fremdeles opretholdes, og om man i den,har Forklaringen paa, at Bolignøden, som fremfor alt hjem­ søger Arbejderklassen, kun langsomt kan afhjælpes alene af den

23

Grund, at Bygningsarbejderne har »reguleret« Arbejdskraften ned paa et Minimum — hvilken Omstændighed tillige i væsentlig Grad vilde forklare, at denne Arbejdergruppe kunde bevare en kort Arbejdstid i Forbindelse med høje Lønninger. Fra Bygningsarbejdernes Side vil Formodningen om, at der skulde foreligge et Monopol baseret paa bevidst Indskrænkning af Arbejdskraften, straks blive afvist under Paaberaabelse af den Kendsgerning, at den gennemsnitlige Arbejdsløshed i Bygge­ fagene ikke er og aldrig har været lavere end den tilsvarende Arbejdsløshed i Provinsen, men at den snarere har ligget noget højere. Statistiken viser, at dette er rigtigt. Arbejdsløsheden optræder i de enkelte Aar med forskellig Styrke i Hovedstad og Provins, men gennemsnitligt og taget for et længere Aaremaal er den omtrent den samme. For Hovedstadens Vedkommende finder man ikke Arbejdsløshedens Mindsteprocent i Krigs­ perioden, men i 1913; størst, og betydeligt større end i Provinsen, var den i 1921. Noget afgørende ladet sig dog ikke udlede af Arbejdsløsheden i udprægede Sæsonfag. Og det er i og for sig rimeligt at antage, at Bygningsarbejdernes Fagforeninger ,har været tilbøjelige til at holde Tilgangen af Arbejdskraft saa langt nede som muligt. Et Udtryk for Tankegangen i Arbejderkredse giver nogle Be­ mærkninger, som Folketingsmand Lundberg (S) i sin Tid hen­ vendte til Folketingsmand, Pastor Laursen (V), som havde anket over, at en Murer fra Provinsen forgæves havde søgt Optagelse i den københavnske Fagforening. »Det ærede Medlem«, sagde Hr. Lundberg, »talte bl. a. om Murerne, man havde forbudt Til­ gang til en Arbejdsplads i København. Det ærede Medlem maa imidlertid erindre, at der, selv om den Bygning, der opføres, er en stor. Bygning, og det derfor kunde synes, at der kunde være Brug for mange Mennesker ved Arbejdet, kan være Tilfælde, hvor det begrundet paa svigtende Materialetilførsel eller lignende er saaledes, at hvis der blev antaget flere Arbejdere, vilde man i Løbet af nogen Tid køre i Staa, saa at alle Arbejderne kom til at spadsere. Jeg mener derfor, det er naturligt, fivis Murernes Fag­ forening her i København paa et givet Tidspunkt har truffet den Beslutning, at man ikke ønskede Tilgang for Øjeblikket*). Men det er Ting, man skal kende; man skal vide, hvad man taler om. Jeg tvivler ikke om, at det ærede Medlem indenfor sin Virksomhed er en glimrende dygtig Mand, men Kendskab til Forholdene, *) Udhævet af Komitéen. • ,»■ ■ '■>

24

indenfor Arbejderklassen vidner i alt Fald hans Tale ikke om. Jeg kender nok det Forhold som Haandværksmester, at der bliver mindre og mindre Arbejde, jo dyrere det bliver, men jeg gør ikke som det ærede Medlem, retter Smed for Bager. Naar det kan bevises gennem Statistiske Efterretninger, at Dyrtiden bliver værre Dag for Dag, vil jeg naturligvis ikke være med til at modsætte mig, at Arbejdernes Løn bliver forhøjet, selv om Arbejdet fordyres, og vi paa den Maade efterhaanden kommer ind i Tilstande, som ikke er heldige. Man skal ikke rette Smed for Bager, men tage Tyren ved Hornene, som man siger paa godt gammelt Dansk, og se, hvor Skaden ligger.« (Rigsdagstidende, Samlingen 1920—21, Folketingets Forhandlinger Sp. 717). Senere udtalte Folketingsm. J ensen-Broby (V) til Hr. Lundberg: »Endelig vil jeg overfor Hr. Lundberg gerne sige, i Anledning af den Murer, der blev talt om fra det ærede Medlem Hr. Laursens Side, og som ikke kunde komme til at arbejde her i København, at en lang Tid var det her i København saaledes, at for Bygge­ fagenes Vedkommende var der stoppet for Tilgang lide fra Pro­ vinsen. Der var skabt en Slags Monopol for de københavnske Byggearbejdere, saa de kunde gaa fra det ene Sted til det andet og derved skrue Lønnen op. De tænkte sandelig ikke paa at gaa under de vedtagne Tariffer, men i Ly af det Monopol, de havde skabt, formaaede de at skaffe sig langt højere Lønninger end de tarifmæssige*).« (Sp. 725). Ogsaa ved andre Eksempler kunde det paavises, at der efter almindelig Opfattelse har bestaaet et københavnsk Bygnings­ arbejder-Monopol, og at denne Opfattelse ikke just er blevet afkræftet ved Kendskabet til Synspunkterne fra Arbejdernes Side. Men af egentlige Kendsgerninger, der kunde have nogen Beviskraft, foreligger der saavidt bekendt kun meget faa. Tøm­ rernes Fagforening fik under Krigsperioden i deres Overenskomst med Mestrene indført en Bestemmelse, der i høj Grad begrænsede disses Ret til at antage Arbejdskraft fra Provinsen. Det hed i den paagældende Overenskomst, at Tømrernes Fagforening skulde være forpligtet til, saafremt det kunde bevises, at der var ledig Arbejdskraft tilstede, at bevæge denne til at udføre foreliggende Arbejde. Og derefter: »Københavns Tømrerlaug (Mesterforeningen) er forpligtet til, saa længe der er ledig Arbejdskraft i Byen, og saa vidt Mestrene har Brug derfor, da at antage saadanne «. . *) Udhævelserne af Komitéen.

25

Men Svendene har ladet denne Bestemmelse falde under et Tryk fra Mestrenes Side. Saavel Murernes som Tømrernes Fag- ’forening optager kun Medlemmer, der har allagt Svendeprøve , og Kravet om en saadan faglig Garanti kan have hindret Murer- og Tømrersvende fra Provinsen i at faa Arbejde i København; men for øvrigt har Fagforeningernes Krav paa dette Punkt fuld Tilslutning hos Mestrene. Svendeprøve forlanges derimod ikke som Betingelse for Optagelse i Bygningssnedkrenes og Malernes Fagforeninger. Med Hensyn til Forholdene sidste Sommer oplyste Sekretær P. Hedebol (S.) under Budgetdebatten i Borgerrepræsentationen, paa Grundlag af Meddelelser fra Murer­ svendenes Fagforening, at der i Sommerens Løb var flyttet 92 Murere fra Provinsen til København, medens 37 københavnske Murere tog Arbejde i Provinsen. For øvrigt var Provinsens Arbejdskraft saa fuldstændig optaget, at der af Centralarbejds­ anvisningskontoret kun foretoges Anvisning af 1 Svend fra en By til en anden. Dette ene Træk illustrerer slaaende, hvor lidt Landet som Helhed er udrustet til at gennemføre et Boligbyggeri i stor Stil og hurtigt Tempo. Og hvor Nøden er størst, nemlig i Køben­ havn, er Arbejdskraften utilstrækkeligst. Foruden af de alt nævnte Grunde synes Murerfagets københavnske Arbejdskraft ogsaa at være blevet formindsket ved en ikke ubetydelig Afgang af Svende til anden Virksomhed. Man har nævnt forskellige Aarsager til denne Bortvandring, deriblandt den, at Fagfor­ eningens stramme Organisation og dens betydelige Kontingentkrav til Medlemmerne skulde falde adskillige af disse for Brystet. Dette i Forbindelse med, at de gode Tider havde gjort det muligt for ikke faa af dem at lægge nogle Skillinger til Side, var For­ klaringen paa, at de i ikke ringe Tal slog sig ned som smaa for­ retningsdrivende i forskellige Brancher. Nogen Udvandring synes der ogsaa at have været. Endelig er det blevet gjort gældende, at Tilgangen af Smaamestre, der har været ganske bemærkelses­ værdig, i nogen Grad forklarer Afgangen fra Fagforeningen. Der har ikke kunnet fremskaffes autentisk Materiale for disse For­ holds Vedkommende. Man maa derfor nøjes med at gengive en Opfattelse, der synes at være den almindelige hos Folk, som har gjort deres Iagttagelser paa nært Hold. Langt alvorligere i sine Virkninger end Afgangen af Arbejds­ kraft er imidlertid Mangelen paa Tilgang fra Byen selv. Det er denne Kalantitet, som forklarer, at P. Iiedebol i sin førnævnte

Made with FlippingBook flipbook maker