S_FørOgNu_1918

Krystalgade set fra N ørregade mod St. K øbm agergade Aar 1870. Rundetaarn.

R aad busbibliotliek et.

Zoologisk M useum.

TTniversitets-Bibliotheket.

Regensen.

netop er kommet til Verden og skrevet ned paa Bunden af et af „Dyrkjøb“s tykmavede Fade. Lad os saa haabe, at Johan Lehn har været Mand for at goutere den og har sagt: Drik, Me­

Frue Kirkegaard. — Paa dette Strædes østlige Hjørne laa den over hele Byen kendte Vinstue eller rettere Vinkælder i Dyrkøb, der paa Christian V.s Tid blev drevet af den velforstandige og for­ nemme Johan Lehn.

ster Anders, drik, til I revner, og min Kjælderer læns. En frisk Vise i en traurig Tid kan ikke lønnes med Penge. Med Aarhundredets Udgang var det gamle, minderige „Dyr- kjøb“s Dage talte. Man fandt, at Frue Kirke maatte isoleres noget mere fra Bygningerne i Nørregade paa dens søndre Side, og Kirkegaarden trængte haardt til en Udvidelse paa denne Kant. Universitetet købte da i Somme­ ren 1699 en Del af „Dyrkjøb“ af Abraham Lehn — netop den Del, der laa paa Hjørnet, hvor Vinkæl­ deren fandtes — „til Vor Frue Kirkes Sikkerhed saavel som til Kirkegaardens sirlige Indrettelse*. Og saa blev „Dyrkjøb“ revet ned, og en poetisk, men ikke navngiven Akademiker, vi gætter paa en Teolog, satte sig hen og forfattede nedenstaaende Ære­ minde, hvor han med digterisk Frihed taler om, at Huset faldt ned. Men en saadan Dødsmaade har vel forekommet ham mest passende for Stedet. Det glædelige Dyrkjøbs Hukommelse, der det A° 1699 saanærved S ecu li Endenedfaldt i sit Annum climactericum og deri expirerede.

Der var mange Vinkældere her i Nærheden; den nærmeste var „Bacharach“ paa Hjørnet af Nørregade, der søgte Købmænd og Skippere, men i „Dyrkøb“ eller paa „Kirkehjørnet“ som det ogsaa hed, maaske særlig hos Theologerne, kom Studenterne, de gode Hoveder, som nok un­ dertiden kunde trænge til at faa det lærde Støv skyllet af Hal­ sen. „Dyrkøb“ laa saa rart i Nær­ heden af Universitetet. Blot tværs over Kirkegaarden, saa var man der. Og i Johan Lehn fandt de en raisonnabel Vært. Selv om han ikke lod alle og enhver tage paa Kridt, kunde en vel- meriteret Student dog altid lade sin Kappe staa for et Glas eller to. En af Stedets Gæster var An­ ders Bording. Og det kunde vel netop hænde ham af og til, at han maatte lade Kappen staa. Det hedder i alt Fald om ham i en gammel Vise: Jeg hannem paa den gamle Hat og lughar Kappe kjendte, som fordum hos en Kjælderkat I Dyrkjøb stod paa Rente.

Og det er jo ikke umuligt, at denne „Pocte-Gnist“ her i Bac- chi Tempel kunde slaa ud i Lue til Tider, og at maaske en saa fornøjelig Vise som den, han skrev under Belejringen: risk op, naar Djævelen gjør sig vred, da vil jeg lystig være,

Gamle Huse, Hj. af K rystalgade og Fiolstræ de.

Saa kan dog ingen Sted sig ret lyksalig sige, saa længe Verden staar; det tilgaar ingen lige ved Solens Opgang og ved Nedgangs Aftentid ; i Tusmørk taber man tidt Morgenrødens Flid.

199