S_FørOgNu_1918

nu i den stille Nat, naar ingen sig har rørt. Dørtærskel, Hængsel, Laas, Gulv, Bænke, Klokkestrænge, Glas, Pæl- og Pottemaal, de kjælder-vante Drenge var jo ved Nat og Dag i fulde Spring og Færd for hver en Gjæst, der kom, var han end læg, end lærd. Det gik saa ærlig til, at hvad man vilde pege og hastig raabe paa: Kort, Skak og Brætspil-Lege, Forkering, Lanter, Dam, Labet og Suderspil, da fandtes altid den, som vilde sætte til. Om Frankrig, Spanien, om Danzig, Island, Norge der ofte handlet blev, at kjøbe eller borge,

O kloge Rechabs1) Art, som ikke vilde plante Vinranker og ej Sten til Hjernehuset sanke! Thi Ranker visne bort og Huse brydes ned, en Klase anden ej, ej Sten den anden véd. Hvad er C a r th a g o nu? Hvad T y r u s og saa mange af Stolthed bygte op saa bred© og saa lange C a s te lle r ? linje Taarm’? A lta n e r ? som i Muld er næsten kastet ned, men blive ej til Guld! Som de dog kostet har; det mangen en har klaget, at han i Sten og Kalk sin Arv har sammendraget, Mæmd, Bomher, Floder, Ild har kastet Huset om, saa aldrig nogen Mand ind ad de Døre kom.

at fragte, losse Skib, man derpaa jævnlig fik en Sålus paa hver Part, som endte tidt i Hik.

■Store Kannikestræde (ti! venstre Borchs 1862 munder fe t nordiske Studenten»wle.

Kollegium) set mod Kebmagergade, Sii svensk og en uoisk Student ¡ses p u Billedet,

Dog iitel ej sælsomt w , at saadan Lande-Vande gjjw bart til Rod og Grund, saa ISjermæend ej made for Mur og Bygning mer, det farer bort I Støv. som det om Efterhost stor » e d det tørre Lev. Dot og ej fremmed er faldfærdigt, Hus at fælde, som har sin Styrke mist’ af Uvejr, Regn øg Ælde, øg sætte nyt derfor tø .Lofter højere op, s u det mod Skyen selv teer' Trods mod spidse Top,.’ Men at e t Glænlesluas i Frede Tid bedrøve«, at mossegroet Sten fra, stærke Stolper røves øg ¡aldrig samles skal til bedre bygget Hus, det tuMurdt fortryd© mim den vellogeret Mus,. O, dyto Dyrkjøh, du mig rinde t u u i Tanke! Jeg har saa mange set paa dine Bore banke, Mu ved opgangen Sal, naar Hanegal er hort, *5 Stieitilhaliltw«* Q U raw im SS—4)1 viM « O d » »faiiite TI® « 1 !« K m t* M m .

Saa snart Frøprasåikem » e d „Ære være“ sluttet, lod Kirkedøren op, da saa’ man mange puttet

ad Kjælderhalsen Ind, lang Fasten var dem tung, en Haandvserkskarl og Dreng lod derfor op sin Pung.

Højmessens K y r ie tog den bedaged' Børger i Vinens Spidseglas og lagde der de Sørger,

søm han fra, Sengen bar, indtil man Troen sang ved mindste K lokker, tog da forst sin Kirkegang:., Naar Aften-Prædiken med Søndags-Andagt ©udles» de flestes Næser hen til Dyrkjobs Hjørne vendtes, af Wtsmars, Røstøekspot, af Rhins og franske Pægl in,an drak paa Natten n i til Værk i Tast. øg Hæl, Naar Skole-Aaget brast i bedste Sommer-Tid©» en Rus ined ar,den da fik Lyst her hen at glide sin Skolemesters Skaal til Rus mod Glæde drak og sagde ham (God veed) af Hjærtet twsend 'Tak

20«