Snedkerbogen_1

løs, uldagtig belægning af gullig farve til tider med et violet anstrøg. Destruktionen viser sig som en typisk terningemuld af en dyb brun farve. Svampen optræder i fugtige kældre, men forekommer især almindeligt og skadeligt i minetømmer. Skællet sejghat (Lentinus lepideus) og korkhat (Lenzites sæpiaria) er to svampearter, der i modsæt­ ning til de ovenfor anførte ikke udvikler noget over­ flademycelium, og deres tilstedeværelse røber sig der­ for som oftest først, når frugtlegemerne bryder frem på et relativt sent stadium af angrebet. De to arter har endvidere til fælles, at de fortrinsvis angriber træ i det fri, såsom hegnspæle, ledningsmaster, sveller og træ­ konstruktioner i broværk og danner en brunmuld med

Fig. 21 a. Den hvide tømmersvamp (Poria el. Polyporus vaporarius) udvokset på en vandret flade.

svampene optræder hyppigst hos nåletræsarterne og blandt disse især hos fyrretræ. Angrebene er begræn­ set til splinten, »bladsplinten«. Efter svensk termino­ logi skelnes ofte mellem »stokblånad« træ, hvor hele splinten er misfarvet, og »ytblånad« træ, der betegner et mere overfladisk angreb. Med henblik på at undgå eller begrænse skaderne ved svampeangreb på træ kan følgende forholdsregler bringes i anvendelse:

Fig. 20. Kældersvamp (Coniophora cerebella). (Efter F. Kollman, foto J. Liese).

hovedsagelig parallelt løbende skrumperevner. De an­ griber desuden begge udelukkende nåletræsarterne. Blandt svampe, der ligesom sidstnævnte ikke dan­ ner noget overflademycelium, men angriber løvtræ, skal til slut nævnes to arter Stereum purpurium og Hypoxylon coccen ium , der er skyld i en typisk hvid­ flammet destruktion, der er ret almindelig forekom­ mende hos såvel runde som opskårne bøgetræs­ effekter. Betegnelsen blåsvampe omfatter flere svampe­ arter, der har det fællestræk, at de ernærer sig af ved­ cellernes indhold af organiske stoffer uden herved at nedbryde cellevæggene. Veddets styrkeegenskaber for­ ringes som følge heraf ikke eller i alt fald i meget ringe grad ved disse svampearters angreb. Deres tilstede­ værelse er derfor nærmest at regne som skønhedsfejl, hvis betydning afhænger af træets senere anvendelse. Det af blåsvampe angrebne ved er dog mindre mod­ standsdygtigt overfor angreb af andre svampearter end helt frisk træ. Veddets misfarvning skyldes til­ stedeværelsen af svampehyferne. Disses egenfarve er imidlertid som oftest grålig eller brunlig, og træets blålige tone skyldes således et optisk bedrag. Blå- b.

Fig. 21 b. Den hvide tømmersvamp udvokset på en lodret flade.

35

3 *