HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1989 h5

»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn« Forfølger vi denne tanke, støder vi på et værk fra 1729 Memoria Haf- niae. Bogen er kun af et lidet omfang og er egentlig kun et forarbejde til et større værk omDanmark TheatrumDaniae, men den store ildebrand, der hærgede København i 1728, gjorde pludselig en særskilt publika­ tion om hovedstaden aktuel.39 i bogen, som kom på tysk, omtales Chri­ stian IV's gamle vartegn på denne måde: »Das Copenhagner Wahrzeichen aber ist die wunderbahre Statua, welche man zwischen Copenhagen und Christianshafen/auf einer ho­ hen Seulen/mitten imWasser gegründet siehet; selbige stellet vor eine nackte Jungfrau/an deren Leibe ein Schwaan fest hanget durch seinen Schnabel/den er in ihren Mund hin einstecket/die Bedeutung ist unge­ wiss.«40 Tonerne er velkendte, de har jo tidligere lydt fraThurah.Thurahs Leda var altså blevet set sytten år tidligere af en anden forfatter. Denne forfat­ ter var ingen ringere end den senere professor og biskop Erik Pontoppi- dan. Denne herre synes at udvise et betragteligt engagement i Køben­ havns vartegn. Ikke nok har han beskrevet det i fire bøger, men han har tillige sørget for, at det blev afbildet flere gange.41 Hans forhold til Thu- rah har så vidt vides ikke tidligere været undersøgt,men hans indflydel­ sesrige stilling ved ChristianVI's hof i 1740'erne må uomgængeligt have betydet, at den økonomisk betrængte Thurah ikke sad Pontoppidans meninger om København eller dets vartegn overhørig.42 Havde han ikke Memoria Hafniae i førsteudgaven, så kom den i en nyudgave 1738, ligesomTheatrum Daniae var udkommet år 173O.43Pontoppidan hørte givetvis til blandt de »brave og lærde mænd«, »nyere som ældre«, som Thurah benyttede i sin Vitruvius. De historiske oplysninger deri var de­ res ære, og Thurah understreger, at han kun viderebringer disse.44 Set i dette lys bliverThurahs og Pontoppidans oplysninger omvarteg­ net ikke to af hinanden uafhængige kilder, der bekræfter et motiv med Leda med svanen, men to kilder, hvoraf den yngre forholder sig tæt til den ældre. Dermed er tyngdepunktet forskubbet fra Thurah til Pontop­ pidan, og spørgsmålet er nu, hvor Pontoppidan har sine oplysninger fra. På dette punkt sander sporene til. Det viser sig nemlig, at 1600-tallets beskrivelser af København er påfaldende karrige med oplysninger om byens vartegn. Et af århundredets mest refererede historiske værker, skrevet på latin og udsendt i Nederlandene i 1631 af danskeren Johan­ nes Isaksen Pontanus, nåede kun i ringe omfang at få Christian IV's æra beskrevet. Flere af kongens bygningsværker i København blev dog om­

25