FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 101 —

den en Haand. Det maatte ikke overses, at Foreningen tog et Stød af for Kommunen og skaanede mange, som uden den maatte ty til det offentlige Fattigvæsen, for at komme ind derunder. Tømmermester Kayser indvendte overfor Sommerfeldt, at, naar man havde bevilget 10 000 Kr. til Understøttelsesforeningen, var det, fordi man havde fundet en Forskel paa dennes Andragende og det

Andragende, der i 1886 forelaa fra Fagforeningernes Komite. Naar det var en Kendsgerning, at der her­ skede Arbejdsløshed og stor Nød, var der ingen Qrund for Kommunen til nu at nægte et Tilskud, der i flere Aar var ydet en Forening, hvis Virksomhed man maatte sætte me­ gen Pris paa, idet den med stor Ihærdighed søgte at afhjælpe Trang ved Midler, som den ad privat Vej med stort Besvær indsamlede. Varemægler V. Mannheimer

sluttede sig til Sommerfeldt,idet han særlig fremhævede, at Kommunen næppe gavnede Understøttelsesfor­ eningen ved at give den Tilskud, da der var Fare for, at Private vilde holde deres Bidrag tilbage, saafremt de kunde vente, at Kommunen nok vilde træde til, naar Foreningen savnede Midler. Det vedtoges derefter at forny Tilskuddet, der ligeledes blev for­ nyet i hvert af de følgende to Aar. I denne Periode var Fløjesteretsassessor P. C. Muller Foreningens Formand, medens Overretssagfører Jacobi ved sin Udnævnelse til Borgmester for Magistratens 3. Afdeling i 1891 var bleven afløst af Grosserer Th. Wessel som Næstformand. I Begyndelsen af Aaret 1893 beskæftigede Kjøbenhavns Kommu­ nalbestyrelse sig indgaaende med Spørgsmaalet om Understøttelse til Trængende udenfor Fattigvæsenet. P. C. MULLER