FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 11 —

»at enhver Reform af Fattigvæsenet ikkun i ringe Qrad vil kunne virke til at standse den stedse stigende Byrde af den offentlige Fattigunder­ støttelse, naar den ikke støttes af en godt organiseret og virksom fri Fattigforsørgelse, der forstaar at skaffe sig de fornødne Midler og at anvende disse paa en Maade, der passer til de i de enkelte foreliggende Trangstilfælde tilstedeværende Forhold.« I Overensstemmelse hermed udarbejdede Kommissionen Udkast baade til »Lov om fri Fattigforsør­ gelse« og til »Lov om det offentlige Fattigvæsen.« Da Regeringen kun optog det sidste af Forslagene, der blev fore­ lagt for Landstinget i Samlingen 1872—73, indbragte Mindretallet i Kommissionen, Landstingsmand, Proprietær J. C. Brinck-Seidelin, om­ trent samtidig et Forslag til Lov om Tillæg til og Forandringer i Loven af 8. Marts 1856. I Modsætning til Kommissionsflertallets Udkast til Lov om fri Fattigforsørgelse, der vilde ophæve Bestemmelsen om Kom­ munernes Bidrag som stridende imod det Frivillighedens Princip, der efter dettes Mening udelukkende burde være Grundlaget for den frie Fattigforsørgelse, byggede hans Forslag netop paa Kommunernes Ret til at forøge den frie Fattigkasses Indtægter ved Tilskud. Forslaget naaede dog ikke længere end til 1. Behandling i Landstinget. Om selve Reformen af Fattiglovgivningen lykkedes det ikke at naa til Enighed mellem Folketinget og Regeringen, og Sagen blev derfor efter at være behandlet i de to næste Rigsdagssamlinger stillet i Bero af Rege­ ringen. De følgende Aar stod jo i den storpolitiske Kamps og Visne- politikens Tegn, og som bekendt Saa en ny Fattiglov først Lyset den 9. April 1891. Imidlertid vandt den Mening stærkere og stærkere frem i Befolk­ ningen, at Fattigvæsenets daværende Ordning lagde Hindringer i Vejen for, at den Humanitetsfølelse, som mere og mere gennemtrængte Samfundet, kunde komme til Anvendelse overfor de Mennesker, der nødtes til at give sig ind under den offentlige Fattigforsørgelse. Denne Anskuelse gav sig Udslag i, at der i Folketinget af et eller flere Med­ lemmer, særlig af Venstre, Aar efter Aar indbragtes Forslag, dels til Ændring af nogle af de mest inhumane Lovregler, dels til Afhjælp­ ning af Trangen paa et saa tidligt Tidspunkt, at den Trængende derved kunde undgaa at melde sig til offentlig Fattigforsørgelse. Hvad der sær