FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 145 —

Borgbjerg beklagede Borgmesterens kølige Stilling til Sagen og fandt, at det nu var paa høje Tid, at Kjøbenhavns Kommune paa dette Omraade fik samme Selvstyre, som alle andre Kommuner havde. Overfor Borgmesterens Frygt for, at politiske Hensyn skulde blive af­ gørende ved Valgene, henviste han til, at der ikke i Provinsen havde vist sig nogensomhelst Ulempe herved. Tværtimod havde det forøget Befolk­ ningens Interesse for Valget og medført, at man fik de rigtige Mænd frem. Med Hensyn til den Stigning i Udgifterne, som Borgmesteren ogsaa havde nævnt, maatte det erindres, at Kommunen fik Refusion for en Del af Hjælpekasseudgifterne i Modsætning til Udgifterne ved Fattigvæsenet, og at Hjælpekasseinstitutionen, saaledes som den nu praktiseredes, i høj Qrad bidrog til at humanisere Fattigunderstøttel­ sen. Borgmesteren havde dvælet ved. alle de Skyggesider, han kunde finde ved Sagen, og det forekom ham næsten, at Borgmesteren med en lidt pinlig Omhu havde peget paa Vanskeligheder og Ulemper. Meget af det var imidlertid saa lidt, naar man saa til Bunds i det. At der skulde mange Mennesker til, var jo rigtigt, men dem fik man nok. Faktisk havde man dem i Understøttelsesforeningen, og det hele betød ikke andet, end at man lagde Understøttelsesforeningen over paa et demo­ kratisk Qrundlag. Borgmesterens Indvendinger var de, der altid fra konservativ Side kunde gøres: Ængstelighed ved alt nyt og navnlig Frygt for at lægge en Sag i Befolkningens Haand. Overretssagfører C. Becker mente, at naar man havde en Institu­ tion, der i mange Aar havde virket godt og upartisk til alle Sider, skulde man ikke kaste det faste og sikre over Bord og styrte sig ud i det uvisse, blot for at opfylde nogle Principper om folkeligt Selvstyre, som man vist oven i Købet gjorde de Fattige en daarlig Tjeneste ved at søge gennemført paa dette Omraade. Der var nemlig ingen Tvivl om, at, i det Øjeblik Kommunen gik over til at oprette Hjælpekasser, vilde den meget betydelige Virksomhed, som Understøttelsesforeningen fra gammel Tid havde udøvet, støttet paa private Midler, ganske simpelt høre op, idet Folk ikke længere vilde give Midler til Foreningen. Ordføreren, Salomon, fandt, at Borgmesterens Udtalelser gennem- gaaende var præget af nogen Vrangvilje, og at der var mange af hans Argumenter og Indvendinger, som egentlig faldt ind under Kate- 10