FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 16 —

Antal laasede Bækkener ved Kirkernes Indgange, ligesom man havde givet sin Tilslutning til, at hvad der paa denne Maade indkom til de Fattige i Stedet for at indbetales i Fattigvæsenets Hovedkasse maatte uddeles blandt Sognets værdige Trængende, der ikke nød offentlig Fattighjælp, ved 2 af Sognets Gejstlige og 2 dertil udvalgte Mænd af Sognet. Naar Kommunalbestyrelsen holdt saa stærkt paa den fuldstændige Afskaffelse af Tavleombæringen, skyldtes det de mange Klager over de med denne forbundne Forstyrrelser og Ubehageligheder. Der om­ bares nemlig et stort Antal Tavler, som faldt i 4 Hovedgrupper, efter­ som Indtægten tilfaldt henholdsvis Kirkerne, Kjøbenhavns kommunale Institutioner, de ved Kirkerne ansatte Gejstlige og forskellige offentlige Stiftelser — indtil 8 å 9 forskellige Tavler kunde forekomme i en Kirke. Kommunalbestyrelsens Standpunkt var vel i og for sig klart og ratio­ nelt, men bidrog dog væsentlig til, at Sagens Ordning her i Byen trak saa længe ud, fordi det var vanskeligt at naa til en samlet Løsning paa Grund af de mange forskellige Interesser, hovedsagelig udenfor Kommunalbestyrelsens Omraade, der var knyttet til Tavleombæringen. Sjællands Biskop og Kancelliet havde modsat sig Kommunalbe­ styrelsens Ønske om Tavleombæringens fuldstændige Afskaffelse bl. a. under Henvisning til, at den Skik at indsamle Gaver under selve Guds­ tjenesten var af apostolisk Oprindelse, og at navnlig Kirkerne og de gejstlige Embedsmænd ikke kunde undvære den deraf flydende Ind­ tægt, som maatte formodes at blive meget ringere ved hensatte Bøsser end ved Tavler, der blev ombaaret. Derimod var man villig til at gaa med til en Indskrænkning i Antallet af Tavlerne. Heroverfor havde Kommunalbestyrelsen i 1844 udtalt, at den fremdeles var af den For­ mening, at Tavleombæringen maatte ønskes fuldstændig afskaffet, og at man heller ikke kunde gaa med til de tilbudte Forandringer, naar fuldstændig Afskaffelse af Tavlerne ikke kunde ske, da Resultatet kun vilde blive, at en Indskrænkning i Antallet vilde forøge Indtægten ved de tilbageblevne Tavler og derved gøre deres Afskaffelse vanskeligere. Sagen var derfor ikke bleven løst ved denne Lejlighed, og samme Skæbne havde den faaet, da den i Aaret 1854 atter bragtes paa Bane af Kjøbenhavns gejstlige Konvent, idet Konventet henviste til den stadig