FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 17 —

stigende Misfornøjelse med den forstyrrende Tavleombæring og til, at Fattigvæsenets Indtægt af Tavlerne kun kunde betragtes som Gaver til de Skattepligtige, der herved fik mindre at udrede, uden at de Fattige fik nogen større eller anden Hjælp, end de uden disse Gaver vilde erholde, ligesom det i Virkeligheden kun drejede sig om ubetyde­ lige Beløb. Under Hensyn til den Forbindelse, der oprindelig bestod mellem denne Sag og Spørgsmaalet om en fri Fattigforsørgelse i Kjøbenhavn. vil det være af Interesse i Korthed at følge den videre Udvikling af Sagen om Tavleombæringens Afskaffelse, som det i mange Aar syntes umuligt at faa en Ende paa, og som først fandt sin Løsning, henimod 40 Aar efter at Sagen var rejst. I 1859 toges Spørgsmaalet paa Foranledning af Konventet under Overvejelse af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der indhentede en Betænkning fra Sjællands Biskop og udbad sig Kom­ munalbestyrelsens Erklæring over Biskoppens Forslag. Dette gik nu, efter at imidlertid fi. L. Martensen havde afløst J. P. Mynster som Sjæl­ lands Biskop, ud paa, at alle de Tavler, der hidtil var bleven ombaaret under Gudstjenesten i samtlige Hovedstadens Kirker, skulde bortfalde, imod at der i deres Sted ved Kirkedørene hensattes, dels en Bøsse til Fordel for vedkommende Kirke, dels en Bøsse til Nedlæggelse af fri­ villige Gaver til Menighedens Trængende, der ikke hørte under det almindelige Fattigvæsens Forsorg. Biskoppen havde derhos fore- slaaet, at Fattigbøssernes Indhold hver Maaned skulde udtages og fordeles af Præsterne. Medens Kommunalbestyrelsen selvfølgelig kunde tiltræde For­ slaget om Tavlernes fuldstændige Afskaffelse, saa meget mere som den regelmæssige Ombæring af Tavler i Kirkerne udenfor Kjøbenhavn imidlertid var afskaffet ved Loven af 8. Marts 1856, afveg, som det vil ses, Biskoppens Forslag med Hensyn til, hvem der skulde uddele de i Fattigbøsserne indkommende Bidrag, fra den Beslutning, Kommunal­ bestyrelsen havde taget i 1842, og som forøvrigt den daværende Fattig­ direktion havde udtalt sig imod, idet den befrygtede, at der herved efterhaanden vilde danne sig et særskilt Forsørgelsesvæsen i hvert Sogn, som vilde lægge Hindringer i Vejen for en ordnet og planmæssig 2