FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 199 -

havns Undertøttelsesforening. Ydes undtagelsesvis Hjælp, bør det kun være i Tilfælde, hvor Hjælpen kan antages at kunne fri paa­ gældende fra paany at søge Fattighjælp, og naar der herom har fundet Forhandling Sted med Forsørgelsesvæsenet. II. Til Personer, der nycler Alderdomsunderstøttelse, Hjælp ifølge Fattiglovens § 63 (fortsat Sygekassehjælp), Hjælp ifølge Blinde- loven (Lov af 29. Marts 1920), Hjælp ifølge Tuberkuloselovens § 10 eller Hjælpekassehjælp, yder Kjøbenhavns Understøttelsesforening som Regel ikke Hjælp, idet disse Arter af Hjælp ydes efter hvert enkelt Tilfældes Behov. Hvor den af det Offentlige ydede Hjælp synes for ringe, er det Kjøbenhavns Understøttelsesforenings Op­ gave ved Forhandling med Forsørgelsesvæsenet at søge Under­ støttelsen forhøjet; kun hvis saadan Forhandling ikke fører til noget Resultat, vil Kjøbenhavns Understøttelsesforening und­ tagelsesvis kunne træde hjælpende til. Personer, der har nydt den her nævnte Hjælp, vil i Trangs­ tilfælde være at henvise til paany at søge Hjælp hos Forsørgelses­ væsenet, og kun hvis Hjælp derfra ikke vil kunne ydes eller ikke i tilstrækkeligt Omfang, kan Kjøbenhavns Understøttelsesforening undtagelsesvis træde hjælpende til. III. Anden Hjælp fra det offentlige Forsørgelsesvæsen udelukker ikke Hjælp fra Kjøbenhavns Understøttelsesforening; men Forhandling med den Myndighed under Forsørgelsesvæsenet, hvorfra paagæl­ dende oppebærer eller har oppebaaret Hjælp, vil oftest være nød­ vendig, forinden Hjælp ydes. Med Hensyn til Reglerne om Foreningens Forretningsgang ud­ videdes Afdelingernes Bevillingsret, idet der i Stedet for den siden Vedtægtsrevisionen 1888 gældende Regel om, at en Afdeling ikke uden Hovedbestyrelsens Samtykke maatte bevilge over 200 Kr. til samme Trængende i samme Forretningsaar, indførtes den Bestemmelse, at Afdelingerne ikke uden Hovedbestyrelsens Samtykke maa give enkelte Bevillinger paa over 300 Kr. og ikke ved flere Bevillinger til samme Ansøger yde Hjælp over 500 Kr. i Løbet af et Aar. Endvidere bestemtes det for at udelukke Enkeltmandsafgørelser, at ingen Sag maa afgøres, medmindre 2 eller — hvis Enighed ikke kan