FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 23 —

munen ydede gennem det almindelige Fattigvæsen, baade fordi det efter dens Formening vilde medføre betydelige Bekostninger for Kom­ munen og derved forøget Skattebyrde, der atter vilde indvirke skade­ ligt paa den private Velgørenhed, og fordi det vilde bidrage til at svække de paagældendes egen Vilje og Energi. Og da Folkevennernes Selskab og Foreningen for Oldgeseller eller Ladesvende senere ind­ sendte Andragende om, at der fra Kommunalbestyrelsen eller i hvert Fald fra dens Medlemmer som Privatmænd maatte udgaa en almindelig Opfordring til den velhavende Del af Befolkningen om at yde frivillige Bidrag til at lindre Dyrtidens Tryk paa den ubemidlede Del af Sam­ fundet, der led under Dyrtiden og Følgerne af den ødelæggende Kolera­ epidemi, svarede man, at man ikke fandt Anledning til at gaa ind paa en saadan Begæring, da det laa udenfor Kommunalbestyrelsens Om- raade at tage Beslutning herom, saa meget mere som man derved vilde komme i Strid med de Betragtninger, man tidligere havde gjort gældende. Da den anden Dyrtidslov var givet, indkom der paany Andragen­ der til Kommunalbestyrelsen fra Formanden for Arbejderforeningens Repræsentantskab og Bestyrelsen for Oldgeselforeningen samt Folke­ vennernes Selskab om at benytte den givne Bemyndigelse, i hvilken Anledning Kommunalbestyrelsen udtalte, at den ikke fandt Føje til at anvende Loven, men derimod fandt det naturligt, at der anvendtes mere end sædvanligt til Fattighjælp. Den henledte derhos Fattigdirek­ tionens Opmærksomhed paa § 36 i Planen for Kjøbenhavns Fattig­ væsen af 1. Juli 1799, der kunde virke til at forebygge, at understøttede Personer gik over til at blive faste Fattiglemmer. Kommunalbestyrel­ sen vilde endelig ikke være utilbøjelig til, naar der herom maatte blive Spørgsmaal, at indrømme de vedkommende, at den Hjælp, de havde faaet ifølge sidstnævnte Bestemmelse, ikke skulde være til Hinder for Udøvelsen af deres borgerlige Rettigheder. Denne Stilling fra Kom­ munalbestyrelsens Side havde naturligvis til Følge, at ogsaa denne Lov blev uden nogensomhelst Betydning i Kjøbenhavn. Det var navnlig Henvisningen til Fattigvæsenet, der stødte dem tilbage, som nærmest skulde have haft Qavn af Loven, nemlig ikke dem, der alligevel vilde komme under Fattigvæsenet, men derimod stræbsomme Folk, der blot