FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 59 —

denne Lov kunde blive udvidet til Kjøbenhavn, fordi de bestaaende private Velgørenhedsforeninger savnede den indbyrdes Forbindelse og Samvirken, der kun kunde opnaas gennem en fælles Overbestyrelse. Et andet Medlem ønskede Lovens Udvidelse til Kjøbenhavn for at faa gjort en Ende paa Tavleombæringen i Kirkerne og paa det Forhold, at denne fandt Sted til Fordel for det offentlige Fattigvæsen, d. v. s.

kom Kjøbenhavns Skatteydere til Gode. Forargelsen herover gav sig bl. a. Udtryk i følgende Bemærknin­ ger: »Det er forunderligt, at man ikke er kommen saavidt i Kjøben­ havn, at man har faaet den Uskik, vil jeg kalde det, afskaffet at om­ bære Tavler under Prædikenen. Naar man sidder og gjerne vil høre paa en Prædiken, komme Kirkebe­ tjentene ringende med deres Tavle; det er en Uskik, som man burde søge at fjerne.« De tilstedeværende Repræsen­ tanter for Kjøbenhavn, navnlig Tømmermester H. H. Kayser, der var Formand for Borgerrepræsen­ tationen og tilkaldt Medlem af

Hovedbestyrelsen for Fattigdistrikternes Understøttelsesforening, og Konferensraad, Professor J. N. Madvig, udtalte sig stærkt imod en Udvidelse af Loven til Kjøbenhavn og var enige om det fordærvelige i en saadan Foranstaltning. Saaledes udtalte Madvig bl. a.: » .. . Naar det ærede Medlem, som har indbragt Lovforslaget, og hvis Hensigt jeg ingenlunde miskjender, sagde, at han maatte ønske det saakaldte frie Fattigvæsen, De fattiges Kasse, med hvad dertil hører, indført her i Kjøbenhavn, saa tror jeg, at jeg udtaler en stor Mængde velgjørende Menneskers Tanke, naar jeg siger: Gud bevare os for her i Kjøbenhavn at faae ved Siden af vort offentlige Fattigvæsen en saakaldet