FrieFattihforsorgKjøbenhavn

I.

HOVEDTRÆK AF DEN FRIE FATTIGFORSØRGELSES UDVIKLING UDENFOR KJØBENHAVN Da det offentlige Fattigvæsen omkring Begyndelsen af det 19. Aarhundrede blev ordnet ved de store Fattigreglementer, havde man ikke Øje for, at der maatte gøres noget for at hindre, at de Medborgere, der under normale Forhold netop kunde klare sig selv, ved et eller andet tilstødende Uheld sank ned i det offentlige Fattigvæsen, og man havde heller ikke Øje for Betydningen af en forskellig Forsørgelses- maade for de forskellige Kategorier af Trængende. Forstokkede Dri­ verter forsørgedes Side om Side med flittige Arbejdere, der havde sat deres Helbred eller Førlighed til, forhærdede Drankere sammen med ædruelige og stræbsomme Fattige og usædelige Fruentimmer sammen med hæderlige Enker med Børn. Allerede før Grundlovens Tid var man dog bleven klar over det uheldige i, at det offentlige Fattigvæsen ikke gjorde Forskel paa de Trængende, der var under dets Forsorg, men skar alle over en Kam uden Hensyn til Trangens Aarsag, og efter at Grundloven havde givet Folket politiske Rettigheder, men i denne Henseende givet de Fattig- understøttede en ringere Stilling, blev Savnet af nye Regler paa dette Omraade endnu mere føleligt. De første Forsøg paa at bøde paa den Omstændighed, at man kun havde det offentlige Fattigvæsen, har man i de saakaldte Dyrtidslove af 27. November 1853, 15. Februar 1855 og 15. Januar 1856, hvortil Forslag indbragtes i Folketinget ved privat Initiativ, og hvorved Kommunalbestyrelserne bemyndigedes til at lindre Dyrtidens Tryk paa de uformuende ved en overordentlig Understøt­ telse, der ikke skulde betragtes som Fattigunderstøttelse. Disse Love, der navnlig benyttedes i Landkommunerne, var til megen Gavn, hvor de blev anvendt af Kommunalbestyrelserne.