FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 93 -

Sluttelig udtalte Borgmester H. C. Uolch: ».. . Jeg skulde meget tilraade at begrænse Lovforslaget, lade det slutte sig ganske nøje til den bestaaende Institution: De Fattiges Kasse og udvide den til Kjøbenhavn, saa at Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse fik den Pligt at give Bidrag til den frivillige Fattigunderstøttelse som foreskrevet for de øvrige Kommuner, et Bidrag, som et af Kommunal­ bestyrelsen valgt Udvalg skulde være bemyndiget til at lade Paagjæl- dende tilflyde gjennem de bestaaende Understøttelsesforeninger eller andre Understøttelseskasser. Selvfølgelig maatte Sagen ordnes saa­ ledes, at man ikke greb ind i eller forstyrrede hele den storartede Virksomhed, som nu findes i Kjøbenhavn paa dette Omraade. ...« Denne sidste Udtalelse har særlig Interesse, fordi den praktiske Løsning, der her antydes, i Hovedsagen svarer til den Ordning, der 21 Aar senere — i 1909 — blev truffet mellem Kjøbenhavns Kommunal­ bestyrelse og Understøttelsesforeningen. Da Forslaget i den paafølgende Rigsdagssamling paany indbragtes som »Forslag til Lov om Hjælpekasser«, var der givet Kjøbenhavn en Særstilling, idet der var optaget en saalydende Bestemmelse: »Indtil det ved Lov er bestemt, at der skal oprettes en Hjælpekasse for Kjøbenhavn, kan der med Indenrigsministerens Samtykke af Stats­ kassen ydes Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse et lignende Bidrag og paa samme Betingelser som i § 5 nævnt, naar Kommunalbestyrelsen bevilger Bidrag af Stadens Kasse til saadanne private Understøttelses­ foreninger, hvis Bestyrelse afgiver Garanti for en forstandig og sam­ vittighedsfuld Anvendelse af Bidragene.« Som tidligere nævnt lykkedes det ikke at gennemføre dette Lov­ forslag, og Sagen hvilede nu en lang Aarrække for Rigsdagens Ved­ kommende. Ved denne Lejlighed havde man, som det vil ses, beskæf­ tiget sig temmelig meget med Forholdene i Kjøbenhavn, ikke mindst Christen Berg, der næppe tænkte sig, at der endnu skulde gaa mere end 30 Aar, før Kjøbenhavn paa dette Omraade fik fuld Ligestilling med det øvrige Land, og at det skulde blive hans Søn, der som Inden­ rigsminister kom til at gennemføre en Lov herom. I Aaret 1887—88 underkastedes Foreningens Vedtægter for første Gang en Hovedrevision. Allerede forinden var der dog foretaget enkelte