KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

12

taget P ippe t fra dem, hvo rim od H u stru e rn e , som Nora, fik Tungebaandet løst og fo rkynd te den sto re Opdagelse, at de v a r nedværdigede ved deres Ægteskab, a t de i G runden altid havde væ ret ulykkelige. Ja, Ibsen havde i Sandhed faae t Lykke til at lægge To rpedo und e r Arken i det omværnede, hellige Ægteskab. Som Gre­ gers W erle i »Vildanden« reiste Ibsen den ide­ ale F o rd ring , afslørede »Livsløgnen«, men øde- lagde Idyllen. H vert andet Aar kom et ny t af hans D ram ae r. Ventet med Spænding, avlede de hver Gang en u hy re Bevægelse og F o r a r ­ gelse. »Gjengangere« vakte en saadan Fo rb it- trelse, at ingen a f N ordens T ea tre den Gang vovede at op føre det. E fte r en Aprilstid i B jø rnsons Sind, i hvil­ ken det gamle faldt, og det ny fik Fæste, mødte ogsaa h an frem i den ny T ids K lædebon med sine realistiske S am fundsd ram aer. H ans Syn paa Menneskene gav dog han s A rbejder en ganske anden F a rve end Ibsens. Menneskene v a r efter B jø rnsons Opfattelse i sig selv gode, det v a r F o r ­ holdeng, d e r v a r slette, det va r Sam fundet, de r skulde forbedres. I »En Fallit« b liver alt godt, da iVdvokat Beren t h a r k la rlag t fo r G rosserer Tjælde det Selvbedrag, hvo ri h an h a r væ ret h ildet i sin fortvivlede Kamp fo r at undgaa Fallitten , og det hele ender i en Fam ilieidyl. Det er F o rre tn ing s ­ livet, de r ødelægger Mændene. I »Redaktøren« er det Po litiken, d e r g jø r dens D y rkere til smaa Mennesker, og i »Kongen« er det det una tu rlige