KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

086554372

5543 72 08 m 101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

0 9 3 9 Ÿ 1

1

8

7

8

—

1

9

1

8

VED

KØB ENHAVNS HØJSKOLEFORENINGS

. AARSDAG

4 0

S L A G E L S E C E N T B A L T R Y K K E R I E T 1918

O ci 3 - 7 4 3 i t o \ L

h * -

I NDHO L D

Jacob Marstrand: Tilstande og Forhold i København mellem 1870 og 1880 ................. 3 Aage Møller: Høj skoleforeningens Oprindelse 18 Vilhelm Møller: Gamle M inder........................... 23 Johannes Vinther: Højskoleforeningens dra­ matiske Aftenunderholdninger..................... 48 H. P. Jensen: »8 Dage paa H øjskole« 74 Uffe Hansen: D ig t e .................................................. 79 Ernst J. Borup: Højskoleforeningen i Nutiden 83

Omslagstegning af Svend Kirk.

T I L S T A N D E OG F O R H O L D I K J Ø B E N H A V N I T IDEN MELLEM 1870 OG 1880. / G r u n d t v i g v a r død den 2. September 1872. Vor ^ F re lse rs K irke kunde lang tfra rumm e de mange, som f ra hele N o rden va r strømm ede sammen fo r at vise deres Mester, den gamle Barde, den sidste Æ re. Jo rd fæ stelsen skulde finde Sted p aa Kjøge Aas, hvo r Grundtvigs anden H ustru , Marie, hvi­ lede. F r a K irken gik Sørgetoget d e rfo r gjennem Byen over de gam le Grave til Banegaarden. Kjø- benhavn va r den Gang endnu omgivet af Volde og Grave. Skønt Grundtvig havde v irket i K jøbenhavn i mere end to Menneskealdere, den sidste som P ræ st ved Vartov, og skønt hans Indflydelse strak te sig ud over hele Norden , va r han dog en fremmed Gjæst fo r K jøbenhavnerne. F r a Hej- berg til Knud Valløe havde det intelligente K jø­ benhavn kun hav t Spot til Svar p aa al hans Tale om N ordens Aand, 0111 K irke og Skole. G rund t­ v igianerne var fo r dem nogle sæ re Mennesker, der klædte sig som Bønder og troede p aa Odin og Thor.

4

S tor Opsigt vakte d e rfo r det mægtige Følge, d a det langsom t skred gjennem Byens Gader. »Saa mange bløde H atte liavde aldrig væ ret sam ­ let p aa et Sted«, hed det Dagen efter i en Avis. Men da Toget naaede Vartov Kirke, standsede det, og medens O rgeltonerne lød fo r aabne Døre, brød Salmen: »Krist stod op af Døde«, frem fra Tu sinde r af H je rte r med en K ra ft og Enhed , de r g jorde et mægtigt In d try k og skab te F o r ­ nemmelsen af, at h e r var en Magt, d e r m aatte tages Hensyn til. — En ta lrig Skare fulgte med til Kjøge. Ved Graven blev H o strup s Sang; »Kimer I K lokker! Nys sluktes enS o l over Mulde«, sunget, og b land t mange and re talte B jø rn stje rn e B jørnson . H an b rag te en H ilsen fra dem i de tusinde H jem og fra dem, de r lever det sto re Liv med og ta le r til Alle. En T ak f ra dem for, hvad de af G rund t­ vig h a r faae t fo r deres G ern ing !« »Det m ener jeg derfor,« sagde han , »at medens der ved and re Grave lyses F red , bø r der lyses Kamp over denne. Kamp fo r det, vi elsker, — og elsker ved ham!« Der va r U ro i Tiden, Uro i Menneskenes Sind, U ro i N aturen . En S torm flod af uk jend t Voldsomhed hærgede det E fte r aa r sto re Dele af D anm ark . I B jørnsons modtagelige Sind gjærede det. Til Grundtvigs Æ re skrev h an i de Dage sil mærkelige Kvad: »Ligesom Vølven i Nordfo lkets Gry steg over Sagnenes Vande«, hvo r det hed ­ der: »Synerne tog ham , — fo r mægtige H aand H je rte rnes Strængeleg bæved, — Fo lkene rejste

5

sig. Fæd renes Aand, »Kamp-Aanden« Kamp- Raabet hæved. Synligt det blev p aa de b ristende Baand, at den leved«. — To Dage efte r Begravelsen blev der, som sæd­ vanligt: i en Række Aar p aa Grundtvigs Fødsels­ dag den 8. September, a fho ld t »Venne-Møde«. Men Venskabet b rast, da B jø rnson lagde Ven­ ne rn e p a a S inde at blive Grundtvig lige i Rum ­ melighed, og d a h an krævede af dem, at de skulde vise denne Rummelighed, ogsaa i F o r­ ho ldet til Tyskland. E n S to rm af Uvilje b rød løs. H adet mod Tysk land v a r endnu saa glødende, at m an ikke engang taa lte en Henstilling om at vise R etfæ r­ dighed ogsaa til den Side. Men B jørnson, som ikke lod sig skræmme, fo rtsa tte sin Kamp i Tale og Skrift i D anm a rk og Norge. H an talte om at fo rand re Signalerne, og A fstanden voksede mellem ham og G rundtvigianerne. Det blev mer og m e r aabenlyst, at Rummelighed havde de ikke taget i Arv. Grundtvigs kirkelige Syn havde hos den æ ld re Slægt fæstnet sig i Læ resæ tninger, og B jørnson , som ikke kunde bøje sig ind unde r de Krav, som sæ rlig P a s to r B irkedal opstillede, blev udstød t og fjernede sig e fte rhaanden helt fra den Aand, om hvis Syner h an havde sunget: »Nordfolkets Udsigt i tusinde Aar skal den rande«. — Det forenede Venstres Dannelse havde alle­ rede sat Splid mellem H ø jremæ nd og Venstre- mænd ind en fo r G rund tv ig ianernes Lejr. Denne Samm enslu tn ing mellem Idealister og M aterial

6

ister, mellem Aser og Jæ tte r, som m an den Gang yndede at ud trykk e sig, fald t mange fo r B rystet; men re n t galt blev det, efter at Venstre i 1873 havde nægtet F inanslovens Fremme, Da b rød de r en Krig ud, som aldrig fik Ende, saalænge de Gamle v a r i Live, m an kæmpede fo rb itre t mod h inand en om Politik, om Skole og Kirke, ja endog om, hvad Grundtvig vilde have ment, hvis h an havde levet. Det v a r dog ikke alene b land t Grundtvig­ ianerne, d e r v a r U ro og Kamp. T red se rn e havde væ ret Nederlagenes Tid. Med Slaget ved Sedan v a r de r g jo rt Ende p aa alle F o rh aabn ing e r om G jengjældelse og Oprejsning. Den anden Men­ neskealder af det n ittende A arliund rede v a r lø­ ben ud. Dens Mænd v a r gam le eller døde. De Ideer, de havde levet paa, v a r falmede, deres Po litik havde lidt Skibbrud. Tysk land v a r b le­ vet sam let til et mægtigt Rige. F ran k rig va r ydmyget og svækket ved ind re Splid. Kommune­ opstanden i P a ris havde re js t de store, sociale Spørgsmaal, og rad ik a le Ideer tænd te S indene i Brand. Den 21. Ju li 1871 udkom fø rste N umm e r af »Socialisten« und e r Ansvar af H. Brix, men be­ sjæ let og ledet af Postassisten t, L ieu tnan t Louis Pio, der havde tilegnet sig den rad ik a le Socialis­ mes Verdensbetragtning. Med s to r Energ i og ag itato risk Evne kald te h an Masserne til Kamp fo r en P lads i Solen. Det vakte en uhy re F o r ­ skrækkelse, og alle »gode« K ræ fte r blev mob ili­ serede fo r at knuse denne Bevægelse i Fødslen.

7

Den 2. Maj 1872 indva rslede Pio, Brix og Geleff ved et Op raab i »Socialisten« til et Folkemøde paa Nørrefæ lled . O p raabe t sluttede saaledes: »Maalet er fu ld t! Men Je r, I Guldets Dyrkere. I, de Fattiges Udsugere! E d e r vil vi endnu en Gang tilraab e : »I h a r i A a rtusinder iskænket os en b itte r Livsdrik. Vogt J e r nu! Maalet er fu ld t! Lad d e r ikke komme en eneste D raabe til, eller — de t fly d e r o v e r /« Dette Bolschevik Op raab benyttede Po litid i­ rek tø r C rone sig af. H an fo rbød Mødet og fængslede de tre U nde rsk rive re N atten mellem Lø rdag og Søndag. Da Mødetiden næ rm ede sig, stim lede en Mængde Mennesker sammen fo r at se, hvad d e r vilde ske. De fand t Adgangene til Fæ lleden spæ rrede af Po liti og H u sa re r, og det kom til forskjellige Sammenstød, men nogen s tø rre Skade skete ikke, og Revolutionen ude­ blev. Ai H ø jestere t blev im id le rtid Pio, Brix og Geleff fo r Ophidselse til O p rø r døm te til 3 Aars Fo rbed ringshus. E fte r 2 Aars Indespæ rring paa Vridsløse blev de benaadede, men g jenvand tikke deres gam le Indflydelse, og 1877 udvand rede de hemmeligt til Amerika. Socialismen havde hav t sit G jennembrud og havde faae t sine M artyrer. Arbejderbevægelsen blev taget op af de egentlige Arbejdere, d e r i 1874 havde stiftet Socialdemo­ kraten , og u nd e r Kamp og Forfølgelse, trods S treiker og Lockouter, kjæmpede A rbejderne sig frem. Der v a r den Gang ingen Fo rstaaelse af deres K rav hos de and re Sam fundsklasser, men

Socialdemokratiet voksede fra Aar til Aar i An­ ta l og Indflydelse. In te t sæ rp rægede dog de aandelige S trøm ­ n inge r i Hovedstaden som den Bevægelse, Georg B randes vakte. H jem komm en fra Udlandel;, stæ rk p aav irke t af de sto re Begivenheder i F ran k rig og hypno tise re t af F ran skmæ ndenes Syn p aa L ite ra tu r og Kunst, ho ld t h an p aa U n i­ versitetet en Række Fo red rag , hvo r h an angreb alle de Fo restillinge r, hvo rp aa Livet fø rtes h e r­ hjemme. B randes kald te disse Fo red rag , som h an be­ gyndte i E fte ra a re t 1871, »Hovedstrømninger i den europæ iske L ite ra tu r i det n ittende Aarliun- drede«, men h an fo rm ede dem som en F o rdøm ­ melsesdom over dansk L ite ra tu r. H an haanede dens Barn lighed og Spagfærdighed. De no rd isk ­ germ anske Begreber om Ægteskab, Sædelighed og Religion g jorde h an til G jenstand fo r en b i­ dende Spot. H jem følelsen fo rk la rede h an som avlet af Kakkelovnsvarme. H an bek jæmpede det no rd isk nationale , k o rt sagt alt det, som G rund t­ vig havde k jæm pet for. Det v a r dog ikke G rund tv ig ianerne alene, d e r følte sig op rø rte . B randes pietetsløse Angreb p aa den L ite ra tu r og Ku ltur, m an den Gang le­ vede paa, og hans rad ik a le F o rd ring : »Menne- skeaandens Revoltering«, en Vending, h an havde fra Ibsen, vakte, som n a tu rlig t er, en alm indelig Fo rb itre lse og Bestyrtelse. Der blev en O pstan ­ delse som ald rig fø r i de konservative K redse og i den k jøbenhavnske Presse. Sam fundso p

9

løser, Fæ d re land sfjende v a r de m ildeste Beteg­ nelser, d e r blev brugt. Det v a r ikke langt fra, at Mange troede, det var selve Antikristen. Han , som p ræd ikede »Kjødets Evangelium« og h a a ­ nede det fra Fæ d rene nedarvede. B randes havde i sin sto re Naivitet indb ild t sig, at de gamle Hus­ guder v ilde smelte som Voks fo r han s Ild, og at h an vilde blive modtaget som »Lucifer«, Lys­ bringeren . Men da d e r istedetfor re jste sig en Modstand, d e r ud a rted e til Forfølgelse, saaledes at m an b land t andet vedholdende nægtede ham den ledige Stilling som P ro fesso r i Æ stetik ved Universitetet, fo rlod h an i 1877 K jøbenhavn og tog Ophold i Berlin. F ra Berlin send te h an i de følgende Aar en Bække stæ rk t ag itato risk farvede Sk rifte r hjem, og h e rh jemm e fo rtsa tte han s beund rende T il­ hængere A rbejdet med Aandernes Revoltering. Darwins Lære om Menneskets Afstamning blev greben og frem fø rt som Vaaben mod de gam­ meldags Anskuelser om »Menneskets Adel«, og S tu a rt Mills »Kvindernes Underkuelse«, som B randes oversatte, gav Kvindebevægelsen et mægtigt Stød frem ad og forøgede de S trids­ emner, de r satte Splid i Fam ilierne. Dansk Kv indesam fund v a r allerede stiftet 1871, og fik nu T ilslu tn ing fra de rad ika les Lejr. Alt v a r sat und e r Debat. Der v a r Kaos i Sindene, S trid og Splid mellem Menneskene. I Digtning og Kunst, i Po litik og Moral, overalt gjærede det. Den Guldstrøm , som efter Krigen og de h aa rd e F redsbetingelser flød fra F ran k rig ind

10

over Tysk land , fremavlede en Speku la tionsfeber og en Overp roduk tion , d e r efter Verdensudstil­ lingen i Wien i 1873 fø rte Tysk land ind i en voldsom oekonom isk Krise. V irkningen føltes s tæ rk t ogsaa i D anm ark . De mange sto re Fo retagender, d e r v a r sat i Gang herh jemm e, blev h a a rd t trængte. Særlig gik det ud over »Store No rd iske Telegrafselskab«. Dette verdensom spændende Foretagende, som C. F. Tietgen havde sat i Værk, forekom F o rre tn ing s ­ verdenen fo r sto rt fo r vore K ræ fter, og de r blev re js t en Kamp mod P riv a tb ank en fo r at tvinge Tietgen til at sælge Aktierne i »Store Nordiske«. Det lykkedes til Skade fo r Banken og D anm a rk at tvinge Salget ig jennem ; men iøvrigt gik T iet­ gen som S e ie rhe rre ud af denne Krise, d e r havde ry ste t vort Pengevæsen og knuget ham , saa h an ikke naaede at g jennem fø re sin dristige P lan , at rejse M arm o rk irken af Ru ine rne til G rund t­ vigs P lund redaa rsfest 1883. — Indvielsen fand t Sted i 1894. — I disse K risetider g jorde de to D ram ae r »En Fallit« og »Samfundets Støtter« en mægtig Op­ sigt. De sto re no rske D igtere havde længe hav t en taknemmelig og beund rende Læ sekreds i D anm a rk ; nu frem traad te de p aa en ny Arena. Ved H alv fje rdse rnes Begyndelse stod B jø rn ­ son endnu helt p a a det overleverede religiøse og m o ralske Stade, medens Ibsen allerede i sine mægtige D ig tervæ rker »Brand« og »Per Gynt« havde svunget K ritikens Svøbe over sin Samtid. »At vække Fo lket og b ringe det til at tænke

11

stort«, saaledes havde h an selv i 1863 fo rm u leret sin Opgave. Men h an s Sind v a r tungt, hans Livs­ betrag tn ing mørk , T ilvæ relsens V ilkaar fo r ham fortvivlede: »Hammerslag p a a H amm erslag ind­ til Livets sidste Dag. Ingen Morgenstraale sk in ­ ner, ingen H aabets Sol oprinder«. Det er »Bjerg­ mandens« Tale, men sigter aab enb a rt p aa den sandhedssøgende Menneskeheds Vilkaar. Ibsen ta le r om »at vi sejler med et Lig i Lasten«, om »Nødvendigheden a f Aandernes Revoltering«. J a i et særdeles m ø rk t Ø jeblik siger han : »Jeg læg­ ger med Lyst To rpedo und e r Arken«. U nder Paav irkn ing a f den ny Tids K rav greb Ibsen sine Em n e r ud af Hverdagslivet, og frem ­ fø rte fo r os Mænd og Kvinder, som de gik og stod ib land t os. Konsul Bern ik i »Samfundets Støtter«, Advokat Helm er i »Et Dukkehjem« er begge ansete, dannede Bedsteborgere, der pas­ ser deres Fo rre tn ing e r, be ta le r enhver sit og lever i lovligt Ægteskab. F an a tik e ren B rand og Bohemen P e r Gynt v a r begge uden fo r Sam fun­ det, de kom os ikke saaledes ind p aa Livet, vi mødte dem ikke hve r Dag p aa Gaden, vi var ikke p aa H a t med dem. Men P e rsone rne i Ib- sens nye Skuespil dem k jend te vi kun alt fo r godt, og d e rfo r greb Ibsen saa dyb t og ram te saa stæ rkt. In te t T ea te rstykke h a r nogensinde vak t et saadan t Røre i det k jøbenhavnske Fam ilie livsom »Et Dukkehjem«. Mændene stod selv i de bedre H jem afslørede som forfængelige Egoister. Ib- sens sofistiske og bestikkende Logik havde

12

taget P ippe t fra dem, hvo rim od H u stru e rn e , som Nora, fik Tungebaandet løst og fo rkynd te den sto re Opdagelse, at de v a r nedværdigede ved deres Ægteskab, a t de i G runden altid havde væ ret ulykkelige. Ja, Ibsen havde i Sandhed faae t Lykke til at lægge To rpedo und e r Arken i det omværnede, hellige Ægteskab. Som Gre­ gers W erle i »Vildanden« reiste Ibsen den ide­ ale F o rd ring , afslørede »Livsløgnen«, men øde- lagde Idyllen. H vert andet Aar kom et ny t af hans D ram ae r. Ventet med Spænding, avlede de hver Gang en u hy re Bevægelse og F o r a r ­ gelse. »Gjengangere« vakte en saadan Fo rb it- trelse, at ingen a f N ordens T ea tre den Gang vovede at op føre det. E fte r en Aprilstid i B jø rnsons Sind, i hvil­ ken det gamle faldt, og det ny fik Fæste, mødte ogsaa h an frem i den ny T ids K lædebon med sine realistiske S am fundsd ram aer. H ans Syn paa Menneskene gav dog han s A rbejder en ganske anden F a rve end Ibsens. Menneskene v a r efter B jø rnsons Opfattelse i sig selv gode, det v a r F o r ­ holdeng, d e r v a r slette, det va r Sam fundet, de r skulde forbedres. I »En Fallit« b liver alt godt, da iVdvokat Beren t h a r k la rlag t fo r G rosserer Tjælde det Selvbedrag, hvo ri h an h a r væ ret h ildet i sin fortvivlede Kamp fo r at undgaa Fallitten , og det hele ender i en Fam ilieidyl. Det er F o rre tn ing s ­ livet, de r ødelægger Mændene. I »Redaktøren« er det Po litiken, d e r g jø r dens D y rkere til smaa Mennesker, og i »Kongen« er det det una tu rlige

13

F o rho ld til Livet og Menneskene, som den fødte Kongesøn opdrages i, d e r svækker og fo rdæ rver K arak te ren . B jørnsons T ro p aa Menneskets Adel er urokkelig. »Om et Haab eller to blev brud t, b link e r et ny t fo r d it Øje, strak s det faa r Glans af det høje«. B jø rnson v a r Lysbringer, F rem sk rid te ts H ero ld , Haabets Sanger. Hvilken Morgenfriskhed er d e r ikke i han s dejlige Digt: »Dagen er oppe, Glæden tændt, Mismodets Sky­ borg sto rm e t og b ræ nd t, over de glødende Fjælde, Lyskongens H æ rsk a re r tjælde. — »Oppe, oppe!« Fugl i Lund, — »Oppe, oppe!« Barnemund , Oppe m it H aab med Solen«. — U den fo r D anm a rk var d e r Uro overalt. I Eng land re jste Ire rn e deres Home Rule Krav, i Tysk land k jæmpede Bismarck mod K atolikker og Socialdemokrater, i Rusland vakte N ih ilister­ nes Rædselsg jæ rn inger Afsky og Bekymringer. E fte r den fo rfæ rdelige Krig mellem Rusland og Tyrk iet, g jo rde de det ene A ttentat efter det an ­ det p aa A lexander den Anden, til det lykkedes dem at d ræ be ham med en Sprængbombe paa Gaden i St. Petersborg . H erh jemm e voksede Spændingen mellem Fo l­ ketinget og Regeringen fra Aar til Aar. I 1875 dannede E s trup sit Kampm inisterium . Han, der va r en h a a rdhæ nd e t og stædig N atu r, de r havde en væsentlig Andel i den Form , som Grundloven af 1866 fik, paatog sig nu at føre dens P rinc ip om Tingenes Ligeberettigelse til Sejer. Da Folke­ tinget i 1877 a tte r nægtede Finansloven, ud-

14

stædte E s trup en p rov iso risk Finanslov. havde in tet tidligere M inisterium vovet. Men denne Voldshandling vakte en saadan H a rm e og Bevægelse i K jøbenhavn , at de r fra den T id begyndte at danne sig en Opposition mod M inisteriet i de borgerlige K redse i Hovedstaden. H e r havde m an h id til be trag te t Kampen som sig uvedkommende. Man havde fundet det gan­ ske heldigt, at M inisteriet m odsatte sig de Krav, som det forenede Venstre p aa Bøndernes Vegne og Soc ia ldem ok ra terne p aa A rbejdernes Vegne frem førte. Nu opdagede man, at det g ja ld t an ­ det og mere, at det v a r selve den ved G rund­ loven vundne Bevillingsret, som var i Fare. Den n a tiona llibe ra le Presse, som endnu var saagodt- som eneraadende i K jøbenhavn, fulgte dog Estrup . Selv Ploug gik med og tog M edansvaret fo r E s trup s Hand linger. Det af det forenede Ven­ stre i 1874 stiftede »Morgenbladet« fand t aldrig den Tone, som skulde til fo r at vinde Indgang i k jøbenhavnske Hjem. E fte r P rov iso rieaa re t 1877 gik det forenede Venstre i Stykker. Berg og H ø rup dannede et eget P a rti, og Berg søgte Sam a rbe jde med det »literære Venstre«, det vil sige med Georg B ran ­ des’ Kreds. H ø rup satte sit S lagord: »Intet over og in tet ved Siden af Folketinget« mod E s trup s Politik, og S triden antog nu e fte rhaanden en m e r og m e r ond a rte t K a rak te r, d e r tilsidst fø rte til den fo rb itrede Kamp med prov iso riske Love, Gen­ d a rm e r og Betsforfølgelser. Dette

15

»Held fo r dem, d e r blev S tuden ter i den re tte Tid«, saaledes lad e r D rachm ann S tuden tersam ­ fundets Medlemmer lovprise den Tid, som vi h e r om hand ler. Nægtes kan det ikke, at det var en bevæget, en in te ressan t Tid. »En Tid, hvori det gamle falder«, som B jø rnson siger om April, Men endnu skim tedes ikke dét ny, som skulde faa Fæste. T h i det v a r ogsaa en vanskelig Tid og isæ r fo r unge ubefæstede Mennesker, som kom til Hovedstaden og hvirvledes ind i den Malstrøm af L idenskab og Raaddenskab , som blev sat i Sving und e r Rydn ingsarbejdet. N a a r alle æ rvæ rd ige Overleveringer af Sæd og Skik, alle religiøse og moralske, æstetiske og etiske Be­ g rebe r kastes overende og erk læ res for skade­ lige Fordomm e, gaa r d e r uundgaaeligt mange Væ rdier i Løbet, ligesom und e r Billedstormer- nes Rasen i de kato lske K irke r efter Reform a­ tionen. Kynismen og dens Følgesvend Fortv iv ­ lelsen gav sig da ogsaa stæ rke Udslag i den føl­ gende T ids Digtning. F o r blot at nævne nogle Værker, som bæ re r stæ rk t V idnesbyrd om den T ids aandélige F rug te r, an fø re r jeg: Schan- dorffs: »Uden Midtpunkt«, H erm an Bangs: »Haabløse Slægter« og Arne Garborgs: »Trætte Mænd«. Hvor helt anderledes tegner ikke H ostrup sin S tuden tertid , og dog va r det ikke nogen in ­ teresseløs Tid. Hvor ofte søgte m an ikke i de p rov iso riske T ide r at fremm ane Aanden fra Otte­ ogfyrre. H ostrup stod endnu den Gang ib land t bs med hele sit milde Syn p aa Menneskene og

16

Livet, og h an havde bevare t sin T ro p aa Fo lket og Ungdommen. Ved Fa lk en stje rn es Skoles Aab- n ingsfest i 1881 sang lian : »Det er det unge Blod, det er det friske Mod, sn a rt det ta ’r os Tømmen ud af Hænder, p lan te r sig ved vo rt Bord, fø re r de t sto re Ord, d ristig op og ned p aa Huset ven­ der« »Men, med de t bedste frelst følges vi a lle rhe lst af en Slægt, d e r selv h a r Ild og K ræ f­ te r, ej en, der, tam og tom, b lo t i sin Svaghed from , kun kan tra lle vore Viser efter«. — I Vartov K irke samledes fremdeles G rund t­ v ig ianerne hver Søndag om P a s to r B rand ts F o r­ kyndelse, og i »Danske Samfund« mødtes man til m ere folkelige Em ner, d e r dog ofte havde en kirkelig Farve, som n a a r F o rs tan d e r Grove ta lte om »Palmefugl og Askekrukke«. — Grove v a r F o rs tan d e r fo r »Grundtvigs Højskole«, d e r v a r stiftet allerede i 1856 og laa p aa K jøbenhavns Grund, men ganske vist saa afsides, at den v a r vanskelig at finde, og den v a r da heller ikke k jend t af re t mange K jøbenhavne re; de fand t aldrig Vejen derud. Skolen sygnede hen, og ef­ te r Groves Død overførtes K ap italen og V irk­ somheden til Lyngby Landbrugsskole. K jøben- havne rne forb lev fremm ede fo r Hø jsko len og dens Gjerning. Ind re Mission havde endnu ikke taget sit sto re A rbejde fo r Ungdommen op, og Hø jsko le­ foren ingen blev fø rst stiftet i 1878. Da jeg va r Soldat i 1869—70, mæ rkede jeg ikke nogensom ­ helst Bestræbelse fo r at samle og vejlede de mange unge, som gik fo r Lud og ko ldt Vand i

17

den sto re By mellem de kaldende og lokkende Røster. — I m it H jem havde jeg læ rt en K reds af unge S tuderende at kjende, som jeg sluttede mig til. De bø jede sig i Æ rbød ighed fo r Grundtvig, b eund rede B jø rn son og elskede H ostrup . Vi dis­ ku terede og filosoferede. Alle T idens brændende Spørgsm aal blev drøftede, men a tte r og atter sam ledes dog In te ressen om Hø jskolen og dens Gjerning. Det v a r deres D røm at træ de i Fo lke­ oplysningens T jeneste ligesom E rn s t T rier, Lud­ vig Sch røde r og Jens N ø rregaa rd . Nu sn a rt Halv­ hund red e Aar efter er deres Navne k jend t over det hele Land. B land t dem v a r K arl og Alfred Povlsen i Ryslinge, Valdem ar B rücker i Aagaard og Joh an Borup, der h a r fø rt Højskolen ind i Ivjøbenhavn. Den alsidige P. V. Jensen Klint hø rte ogsaa med til Kredsen. Han, d e r h a r v ir­ ket saa meget fo r at hø jne Bygningskunsten i D anm a rk og h a r vundet P risen ved K onku r­ rencen om det bedste Fo rslag til et N ational­ m indesmæ rke fo r G rundtvig ved sin prægtige K irkebygning, der saa smuk t symbo liserer det b rede og rummelige, samm en med det himmel­ stræbende hos den gam le F o rkynd e r af K ri­ stendom og Folkelighed. K jøbenhavn, den 7. F e b ru a r 1918. Jacob Marstrand .

H Ø J S K O L E F O R E N I N G E N S O P R I N D E L S E . O om en af dem, d e r v a r med ved Højskolefor- ^ eningens Stiftelse fo r 40 Aar siden, e r jeg bleven o p fo rd re t til at skrive lidt derom , og jeg vil da gaa ud fra et Fo red rag , som jeg hø rte fo r nylig h e r i Slagelse af H ø jsko le fo rstande r Helge H o strup om et godt H jem s Betydning fo r dem, d e r e r udgaaet fra et saadan t. H an viste, hvad Fo rske l d e r er p a a det, Baggesen siger om sin Barndom : »Jeg kun E rind ring en h a r nu til­ bage« og saa det, som C. H o strup sk river i San­ gen til Skat Børdam s og H u stru s Sø lvbryllup: »Ja Minderne, de m y ld re nu som F o ra a rsb lom s te r frem , og hvem vil ej rø re s ved dem? Men glad jeg dem h ilser, det klinger i m in Hu, jeg ejer alt de t s v u n d n e endnu« . Og Helge H ostrup viste, hvorledes det Liv særlig i kristelig Henseende, d e r r ø r e r sig i et Hjem , kan paav irke Børnene saaledes, at de kan blive ved at eje det svundne. Jeg h a r hav t den Lykke at have væ ret i det H ostrupske H jem i H illerød i 4 Aar, og da det

19

er d e rfra , at det første Stød er udgaaet til Dan­ nelsen af H ø jsko leforen ingen i København og derved til alle danske Hø jskolehjem , saa skal jeg, inden jeg fo rtæ lle r herom , i ko rte T ræ k søge at d rage nogle M inder frem f ra P ræ stegaarden i H illerød, og jeg kan godt sige: Jeg ejer alt det svundne endnu. Det v a r et k risten t Hjem. Om Søndagen gik H ostrup stille og alvorlig ved sin H u stru s Side ned gennem den lange Slotsgade til F red e rik s ­ borg Slotskirke. Det er vel den prag tfuk leste K irke i D anm a rk med dens P ræd ikesto l til Dels af Sølv og det forgyldte Loft; men det va r ikke med B ram eller B lom sterprag t, at H ostrup p ræ ­ dikede. H an stod saa stilfæ rdig og ydmyg og aflagde sit V idnesbyrd, saa evangelisk og k la rt som vist faa. Det v a r en Højtid, som jeg, d e r var de r fra m it 15.—19. Aar, meget sjæ lden t forsøm te nogen Søndag, og skøn t jeg ikke huske r Enke lt­ heder, saa ejer jeg det svundne, saaledes at det ofte dukke r op af m in »Underbevidsthed« og k la re r meget fo r mig. — Og Livet i H jemmet svarede godt til det, vi hø rte i Kirken. Vi sam le­ des hver Morgen til Morgensang af et Psalme- hæfte, H o strup havde udgivet, og Sam talen fald t ofte p aa kristelige Spørgsmaal, hvo r F ru E lisa­ beth H o strup med sto r K ra ft og Varme kæm ­ pede fo r sin Mening, og H ostrup stundom med et Smil hø rte til, n a a r hendes Ord lød noget stærke. Det kunde ogsaa ske, at vi m idt paa Aftenen kunde synge Psalmer. Saaledes glem­ m e r jeg ikke, at vi en Aften sang: »At sige Ver

20

den re t Farvel«, og hvo r stæ rk t F ru H o strup v a r grebet af de dybe Ord. Og det v a r et d an sk Hjem. Vi h a r vel ikke hav t en m e re dan sk D igter end H o strup med han s danske Lune og Jævnhed. Det er ikke for ingen Ting, at h an h a r givet vo rt Fo lk en saa- dan Sang som den om Læ rken , d e r »synger saa fro om Vælden, d e r glipper, om Duen, d e r slippe r af Ø rnens Klo, om F reden , d e r kom ­ m e r med S to rdaad og Sang, om Sol og Skæ r­ somm er i Danevang«. Den kan nok væ re os til O pm un tring i denne Tid. Og H jemmet v a r præget af det lykkelige Ægteskab, hvo ri Mand og H u stru levede med h inanden . »De g jorde h inanden godt og in tet ond t alle deres Livs Dage«, som d e r s ta a r i Salomons O rdsprog. Særlig blev vi Vidne dertil paa Sø lvbry llupsdagen den 29. Jun i 1880, d a H o strup re jste sig op og sang til sin H ustru - »Saa gik 20 Aar og fem«. Hvo r er det dog sandt, hvad H o strup de r siger: »Sorgen kom med stak ­ ket F rist, men et Liv det blev forvist«. — Det v a r et H jem , hvo r Alvor og Gammen kunde godt sammen. Det fik vi unge at mærke. Selv kunde H o strup og han s H u stru væ re unge med os. De blev aldrig gamle, de ejede alt det svundne f ra deres egen Ungdomstid og fo rstod at følge med Tiden. Den Gang b rug te m an me­ get at lege, n a a r m an kom sammen, og det var en Fest, n a a r H o strup sang fo r og dansede fo r i saadanne Sanglege som: Jeg gik mig over Sø og Land. H an v a r god til at finde p aa Nyt til

21

Legene, og alle blev sm ittede af hans elskvæ r­ dige Munterhed. S lo tsp ræ sten ho ld t ikke paa Velærværdigheden; han v a r god til at gaa paa Stylter, og som æ ld re Mand lagde h an sig efter at løbe p aa Skøjter. Jeg ser ham endnu løbe p aa Badstuedammen sammen med H u stru og Børn. — t H ø jdepunk tet af Mun terheden naaedes vel, da h an en Fastelavn skrev »Skræddersven­ dens Vise«, som vi unge i Fo rk læ dn ing og med Masker p aa sang nogle S teder i H illerød. E t Sted blev vi sm idt ud, et andet Sted blev vi sæ r­ deles godt modtaget, og d e r v a r H ostrup og F ru e tilstede fo r at se, hvorledes det hele spændte af ; d e r lod vi M askerne falde, og det hele endte i Jubel. — Jeg blev S tuden t i 1876, men kom i mine S tud en te raa r jævnlig til H illerød . Saa v a r det en Dag i 1878, at jeg fo rta lte H ostrup om Li­ vet i S tuden terfo ren ingen , og jeg bemærkede, at d er den Gang ikke v a r synderlig t at hente der. — H o strup sagde da : »I kan jo selv danne en Fo ren ing fo r unge Mennesker, og det er jo ikke nødvendigt, at den udelukkende komm er til at bestaa af Studenter.« Jeg tænk te over disse Ord og henvend te mig saa til H a ra ld Holm om den Sag. H an v a r strax med, ligesaa Svend Høgs­ b ro ; vi dannede saa Fo ren ingen og fik et me­ get lille Lokale p aa H ø jb rop lads hø jt oppe i et Hus. Vi kald te den Højskoleforeningen, fordi vi mente, at den skulde bestaa af Folk, som havde F o rstaae lse af den danske Højskole. I Begyndelsen gik det smaat, men da vi var flyt-

22

tede til F io lstræde, kom d e r mere T ilslu tn ing , og vi havde en god Væ rtinde i den senere F r u J e n - sen-Klint. Senere v a r det jo H a ra ld Holm og H u stru , de r ledede den i Helgolandsgade, ind til den nu h a r faae t sin egen sto re Bygning p aa Svanholmsvej. — — Senere er de r voxet H ø j­ sko leh jem frem i mange danske Byer. Saam eget er d e r kommen ud af den lille Be­ gyndelse fo r 40 Aar siden. Æ ren d e rfo r skal i første Bække H o strup have, og skal vi ønske noget godt fo r de danske Hø jsko leforen inger, saa m aa det væ re dette, at de m aa have noget af den Alvor og Gammen, d e r v a r over H jem ­ met i H illerød, saa de unge m aa faa M inder d e r­ fra af den Art, at de kan sige: »Jeg eje r det svundne endnu«. Slagelse, 15. F e b ru a r 1918. Aage Møller.

I

GAML E M I NDE R .

D e n ligger fo ran mig, den gam le Dagbog fra 40 Aar tilbage i Tiden, og jeg s tir re r p aa de gulnede Blade — p aa den blegede Skrift. Og frem m y ld re r de, alle M inderne fra Ung­ dommens Tid, fra dengang Hø jskoleforeningen og jeg selv v a r ung. Som lysende Skum toppe dukke r de op, sti­ ger og synker over T idens Flod, de gamle Min­ der. F o r hve rt et Blad, jeg vender, hv isker det: Kan Du huske, m indes Du det? Var Du ogsaa med dengang, og hvo r er nu den og de, som da va r unge og fulde af Haab? Jo jeg kan huske, og fo r det ind re Blik gli­ d e r de frem : Begivenheder og S ituationer, Fester og Møder med Tale og Sang. Mennesker, hvo raf adskillige endnu lever, men flere, der forlængst er gaaet bort. F o rhaabn inge r, de r opfyldtes, og F o rhaabn inge r, der brast.

Det v a r et re n t Tilfæ lde — hvis i det Flele taget noget er tilfæ ldigt — d e r b rag te mig i H ø jskoleforeningens Skød. Lige kommen til Kø

24

benhavn som ung S tuden t havde jeg h id til in ­ gen egentlig Fo rb inde lse hav t med Kredse, hvo r­ f r a Fo ren ingen n a tu rlig t søgte sin Tilgang. Vel havde jeg af og til h ø rt noget om H ø jsko ler og Grundtvigianere, men det va r jo den sædvan­ lige m isvisende Omtale udefra, som dengang v a r saa alm indelig og m aaske ogsaa er det endnu , i al Fa ld tildels. Om de opb læste Højskoleelever, der, n a a r de kom hjem fra Skolen, ikke be­ stilte andet end synge om T h o r og Odin, om Valhal med Flæsk, Mjød og Bragesnak. J a og saa om de »glade Kristne«, som de saa ofte spo ttende kaldtes. Alt det kend te jeg og mere til. Jeg havde end ogsaa lad t mig fo rtæ lle fo r fu ld t Alvor af en paalidelig Mand, at Menighe­ den i Vartov kun havde én Melodi til alle sine Salmer, og det v a r den i de Dage kendte popu ­ læ re »Dumme Peter«. »Hvorfor er Du dog saa dum«. Jeg skal h e lle r ikke nægte, at det til at be­ gynde med kneb lidt med at komme i For- staaelse med alt det nye, d e r strømm ede én i Møde. Det v a r jo fremm ed Tale og ukend t T ankesæ t fo r saadan en ung P rov insstuden t, lige sluppen løs af den so rte Skole. Det v a r heller ikke saa sjæ ldent, at jeg lige­ frem reage rede og pro testerede, men d e r v a r sam tidig noget, d e r slog mig, v irkede betagende. Hvad det var, er ikke saa nem t at sige, men det va r vel næ rm est det at have Følelsen af at staa Ansigt til Ansigt med et P u st af F riskh ed og Oprindelighed, aandeligt F ris ind og Bevægelig

25

hed, o,g frem fo r alt noget, jeg hverken fø r eller senere h a r kend t Magen til, nem lig en virkelig gennem ført Lighed. H er saa m an Landets fø r- ste Mænd og Kvinder omgaaes Sam fundets m ind­ ste og ukend te som deres Lige p a a en ligesaa na tu rlig som selvfølgelig Maade, d e r udelukkede enhver Tvivl om K unstlethed og fo rlo ren De­ mokratisme. Saadan v a r det i al Fald dengang. Om hvo rd an det senere er gaaet med Ligheden skal jeg ikke kunne ud tale mig. Heller ikke med Hensyn til Spørgsm aalet om F riheden og B roderskaben , th i desangaaende bliver m an jo med Aarene noget nøjsom . En af m ine fø rste E rin d rin g e r fra Højskole­ foren ingen re fe re re r sig til Oeh lensch lågerfesten d. 14. November 1879. C. H o s t r u p havde holdt F o red rag i Thuns Lokale om den store D igter (100-Aars Fødselsdagen), og om Aftenen skulde der sammen med Fo red rag sho lde ren festes i Foren ingens beskedne Pau lune r, F io lstræde N r, 17, 1. Sal, Mb. Smukt v a r der pyn te t op med F lagdeko ra tione r, G u irlande r og Lys, men p lud ­ selig kom m an i T ank e r om, at det jo var ren t galt, at m an ikke havde saa meget som en Buste af Fødselsdagsbarnet. Som yngste Medlem a f Bestyrelsen blev jeg b eo rd re t til øjeblikkelig at skaffe en saadan Genstand. Det var nu ikke saa let en Sag. Jeg fløj fra Butik til Butik, men in ­ tetsteds syntes m an at kende noget til vor egen Digterkonge, medens d e r v a r nok op af Goether og Schillere i Gips og andet Stof. E t Sted ude i B redgade-Kvarteret erk læ rede Butiksdamen be

26

redvilligt, at de m aaske nok havde en saadan Buste »eller i al Fald noget lignende«, og efter megen Ransagen p aa H y lde r og i m ø rke Kroge tra k hun endelig et støvet Gipshovede frem og spurg te, om ikke nok det kunde bruges. Det kunde d e r nu slet ikke væ re Tale om, da det viste sig, at Busten ikke b lot savnede enhver Lig­ hed med Oehlenschlågers smukke Hovede, men oven i Købet forestillede en Mand med fo r­ d rejede T ræ k og en ondskabsfu ld Mund. Det var nemlig en Yoltaire-Buste. Da jeg nægtede at tage den fo r god, p ræ sen te rede hun mig en lille Englebasse med udspilede Vinger og S tru tk in ­ d e r med Fo respørgsel, om ikke den i Nødsfald kunde antages. Saa opgav jeg Ævred d e r og sty rtede videre, ind til det endelig lykkedes mig a t ram le p aa en rigtig Oehlenschlåger-Buste, men da v a r T iden ogsaa gaaet, og Festen skulde begynde om en halv Times Tid. Kunstvæ rket — det er vel forlængst hen sm u ld re t — blev anb rag t p aa et Bogskab inde i Fo red ragssa len m id t und e r en F lagdeko ra tion , og tog sig virkelig meget godt ud. Men saa e r d e r nogen, som ra a b e r paa, at d e r dog bu rd e væ re en lille B lom sterk rans om ­ k ring D igterens Isse. Det gik slet ikke an, at der ved en saadan Fest manglede denne Prydelse. Afsted m aatte jeg igen, og det gik over Stok og Sten, th i det v a r jo allersidste Øjeblik, om Æ ren skulde reddes. Den Rigdom af B lomster, m an nu ser i Bu tikkerne hele Aaret rund t, kendtes ikke dengang, og a lle rm indst ved V intertid, saa det v a r v istnok et helt lille Kunststykke af mig et

27

Sted ved Nø rrevo ld at indfange en beskeden K rans af »Klokkelyng fra Kap«. Naa! Oehlen- schlåger, denne Bøgeskovens Sanger, bek ranset med Hedens fattige Blomster, det v a r ganske vist en latterlig Idé, men det tog sig meget pæn t ud, og — d e r v a r ingen, d e r lo — saavidt jeg i alt Fald kunde se og høre. M A T H I L D E P E T E R S E N var jo som bekend t Fo ren ingens første Besty rer­ inde og Lederen a f det daglige Liv i Hjemmet, F io lstræ de Nr. 17, 1. Sal, Mb, og i de Aar, man d é r sad til Huse, v a r hun i Virkeligheden en af dem, d e r a lle rstæ rkest gav Fo ren ingen dens Præg. Det v a r et heldigt Valg, m an h e r havde gjort, th i Mathilde Pe te rsen va r i Besiddelse af mange og frem ragende Evner til at løse den in ­ genlunde lette Opgave at være Værtinde for det nye Samfund. H un skulde tage sig af de unge Mennesker fra By og Land, d e r daglig færdedes i Lokalerne, modtage, h jæ lpe og vejlede tilrejsende Fremmede, besty re Pensionatet og udføre ad­ skillige and re Ting, som na tu rlig t faldt i hendes Lod som H usm oder i den store Gærning. Hun m edbragte he rtil et ikke ringe Fond af Energi og en egen stille ind trængende Myndighed og Evne til at lede. D ernæ st en sikker T ak t og en Maade at op træ de paa, d e r beherskede S ituatio­ nen, uden at stille hendes egen Pe rson frem, uegennyttig og opofrende som hun var i hele sin Fæ rd. —

28

Da hun p aa Grund af ænd rede L ivsforho ld efter faa Aars Fo rløb saa sig nødsaget til at op ­ give denne Stilling, som hun vistnok selv havde kæ r, v a r det fo r Fo ren ingens Medlemmer til me­ gen Sorg og Beklagelse, og sikkert sidder d e r endnu mange om kring i Landet, som i T aknem ­ melighed m indes de Dage, d a de nød godt af h en ­ des Gæstfrihed og H jæ lpsomhed. Der he rskede til daglig et stæ rk t Ryk ind i F io lstræ de Nr. 17, vel ikke m indst p aa Grund af den gode Beliggenhed, saa at sige m idt i Byens H jerte. Særlig af S tuden ter og So ldater v a r F re ­ kvensen stor. B land t Fo ren ingens stadige Be­ boere i de fø rste Aar befand t sig de kend te Fo lketingsmænd T h om a s N ie ls en og Jens B u s k , yd e rst forskellige, men in te ressan te og oplivende hver p aa sin Maade, Vestjyden og Østjyden over­ fo r h inand en i R enku ltu r. Som po litiske Mod­ stande re (Moderat og Rad ikal) laa de i stadige K on trav e rse r med h inanden , om end i en re t venskabelig, spøgende Fo rm , hvo r Jens Busk næ sten altid v a r den aggressive, medens Thom as N ielsen helst ho ld t sig til Defensiven. — En Dag beb rejdede den første de Moderate, at de til de­ res P a r ti havde ind fange t en gammel Rigsdags­ mand »saa gammel som h an er og lige ved at gaa i Barndom .« »Ja,« rep licerede Th. N., »og som Du ved, Jens Busk, Børn h a r altid det re tte In s tin k t.« Over Søndag-Middagene v a r der som Regel

•

29

et særlig festligt Præg, th i da v a r d e r som oftest mange F remm ede, som deltog, de rib land t Rigs- dagsmænd, T ilrejsende og S tuden ter, og Sam­ ta len gik livligt og in teresse ret. B landt Foren ingens øvrige faste Beboere be­ fand t sig i disse fø rste T ide r S tuden terne Augus t og Johann e s Christensen fra Rønne p aa Born­ holm, Vilh. Møller, og af senere kendte Navne, hvis Indehave re dengang jævnlig ind fand t sig i Lokalerne, skal nævnes: Jacob Knud s en , Beg- trup , He lge H o s t r u p , I^a lkenstjerne, Jensen Klint, J. K. Lau r id sen , S v e n d Høg sb ro og mange an ­ dre, som jeg ikke i Ø jeblikket erind re r. Af Æ ldre, d e r i de fø rste Aar ydede en fo r­ trin lig H jæ lp, dels ved d irek te Arbejde, dels ved deres Position inden fo r Højskolekredse, skal særlig anfø res Johann e s Schrøder . Den stæ rke Tilgang af So ldater i den Periode skyldtes fo r en sto r Del lians In itiativ og Virksomhed b land t dem (Soldaterhjem ). Men de r v a r jo mange andre, som stod F o r­ eningen bi baade med Raad og Daad, b land t an ­ det ogsaa ved den Gæstfrihed, hvormed de aab- nede deres H jem fo r Medlemmerne. Dette gjaldt i første Række D igteren C. Ho s trup , de r jo som bekendt hypp ig t ind fand t sig som Fo red rag sho l­ der og deltog i Fo ren ingens Møder, Udflugter og Fester. Jacob Marstrand , som i længere Tid var Medlem af Bestyrelsen og ikke saa sjæ ldent rnaatte holde for, n a a r Kassen va r læns. Gros­ se re r Chr. Møller Ande r sen , d e r ho ld t aaben t Hus i Regelen hver Søndag Aften og sammen

30

med sin energiske og varm tfø lende H u stru med aabne Arme modtog saa at sige ligesaa mange Gæster, som det behagede at indfinde sig. S o fu s Høg sb ro , H a ra ld H o lm , B isp ind e Grund tv ig og mange flere. En lille, re t ubetydelig Episode fra disse Dage kan jeg ikke lade væ re med at fortæ lle, da jeg synes, at den ligesom h a r en Fo rb inde lse med noget, d e r fo regaa r i Nutiden. Det var engang i 1879, saadan en lun Som­ merdag hen imod Aften, at et m ind re Selskab vand rede ud fra F io lstræ de Nr. 17, over Lange­ bro , gik op p aa Ch ristianshavns Vold og til- sidst slog sig ned p aa Sk ræn ten ud mod Vold­ graven. Dengang eksisterede Gevær fab riken ikke og Islandsb rygge-Kvarteret ligesaa lidt, men Kalve­ bod strand laa lige overfor, stille og b lank , gyl- den farvet af den synkende Sol. B landt Deltagerne befand t sig: Mathilde Pe­ tersen , P. V. Jensen (Klint), Fa lken stje rne , Un­ dertegnede og vistnok et P a r S tykker til, som jeg ikke m ere husker. Der blev fo reslaaet at synge, og jeg stem te i med:

N atten er saa stille, Luften er saa klar.

Da Sangen v a r forbi, udb rød Jensen K lint: »Jamen det v a r jo kun den ren e Kling Klang,« hvo rtil jeg fo rnæ rm e t svarede:

31

»Det skulde selvfølgelig have væ ret noget af Grundtvig. « Men saa hu sk e r jeg, at vi, medens Solen sank og der fra det fjæ rn e lød en K irkeklokkes Aftensang, alle som én istem te: K irkek lokke Ej til Hovedstæder. Og nu spø rge r jeg: Var det mon et Varsel om den Grundtvigs M indekirke, som nu synes at blive til V irkelighed? Det er jo paa Kalve­ bod Bastion, saa mange h a r ønsket at se K ir­ ken re jse sig, og det v a r netop dér, hvor vi hin Sommeraften saa Solnedgang over Kalvebod­ strand og lyttede til den fjæ rne K irkeklokke — med G rund tv igsk irkens vordende A rkitekt i vo r Midte. B j ø r n s t j e r n e B j ø r n s o n vilde tale i F o ren in ­ gen. Det vakte naturligv is F u ro re , og længe før Fo red rage t skulde beg 3 mde, var saa at sige hver P lads mellem Loft og Gulv optaget af T ilhørere. Ja ren t bogstaveligt, th i aldrig i m it Liv h a r jeg set en saadan Sammenstuvning af Mennesker. Borde, Bænke, Stole og alt andet, hvad udny ttes kunde, blev det. N a a r jeg siger, at P ladsen var optaget, m aa der im id le rtid hertil oplyses, at den ene Halvdel af Fo red ragssalen — hvis det Rum, der er Tale om, overhovedet kunde kal­ des en Sal — v a r fo rbeho ld t Fo redragsho lderen ganske alene og efter han s derom frem satte Be­ gæring. H an skulde nemlig, som han selv ud

32

tryk te sig, have P lads til »at rø re sig baade hid og did.« H an kom og begyndte at tale, gaaende frem og tilbage over Gulvet, halv t hviskende, hensun- ken som i egne stille T anke r, slog saa Manken tilbage, det sto re g raanende H aa r, og hævede S temmen til et S to rm ve jr af L idenskab og Be­ gejstring. Som en b ru sende Fos strømm ede de frem , Ord og T anke r, T ank e r om, hvo rd an et Sam fund bu rd e væ re ind re tte t fo r at blive godt og sundt. Der skulde re fo rm e re s og re fo rm e res fra G runden af, men ikke pludseligt eller ved voldelige Revolutioner. Om formn ingen skulde komme inde fra , fra Folkets Selvopdragelse, saa- ledes at dette en skønne Dag, fø rend nogen egentlig vidste det, stod fu ld tud ru s te t og modnet til at modtage den eneste Sam fundsordn ing , som v a r ideel og alle Folkeslags Maal, nemlig R e p u ­ b lik k en . A tter sænkede Stemmen sig til en sagte Hvi­ sken — dog saa tydelig, at den hø rtes f ra hver en Krog baade i Salen og de tilstødende Rum — idet h an slu ttede med: »Republikken skal komme, ja den skal komme, saa stille, saa stille som et Brev med Posten.« Det va r nu dengang. Knap 25 Aar efter var B jø rnson som bekend t b land t dem, d e r satte den danske P rin s p aa Norges ledige Kongetrone. E jendomm ens P o rtn e r havde, skøn t ikke Med­ lem, faae t Lov til at overvæ re Fo red raget, men h an v a r meget u tilfreds med B jø rnson og udtalte,

33

idet han fjæ rnede sig: »Det er jo en O p rø rer, og han bu rd e straffes.« Ved samme Lejlighed havde jeg den Æ re at stille m it Værelse, d e r laa um idde lba rt op til Fored ragssalen , til B jø rnsons D isposition, og n a ­ turligvis havde jeg g jo rt det saa pyn telig t og til­ talende som vel muligt, b land t andet v a r der an ­ b rag t et lille Bæger med 3 C igarer til 17 Øre i det svage H aab , at den celebre Gæst vilde tage til Takke, og H aabe t kronedes med Held. Da jeg a tte r tog Værelset i Besiddelse, var der kun to C igarer tilbage. Dog — Dagen efte r mødte jeg en Ven, som takkede mig fo r den gode Cigar. »Jeg saa, Du v a r saa velbeslaaet og tillod mig de rfo r at hole en,« sagde han . Jeg sendte ham et ond t Blik, fu ld t af kold Forag t. E fte r Fo red rag e t v a r B jørnson Bestyrelsens Gæst. Til at begynde med fo rho ld t han sig re t tavs, ind til Talen fald t p aa Italien, hvo rfra Dig­ te ren lige v a r vend t tilbage p aa H jem re jsen til Norge. Da kom d e r Varme i Blik og Stemme. »Aah, Du fo runderlige Land,« udb rød han, »Solens og Skønhedens fo rjæ ttede Rige, Dejlig­ hed, som kun kan ses, aldrig beskrives.«

Som et Kuriosum fra denne Foren ingens Barndom stid kan nævnes Kampen, der udspand t sig om Spørgsm aalet: Kvinders Optagelse som Medlemmer.

34

Det v a r en dristig , rad ik a l T anke dengang og vakte natu rligv is en S torm af Modstand og Uvillie fra flere Sider. Der v a r jo mange, som følte sig overbeviste om, at Verden ikke vilde s taa til Paaske, hvis noget saa fo rfæ rdelig t skulde times. I fø rste Omgang blev da ogsaa Fo rslaget fo rkaste t med Glans. Det kom im id le rtid igen ad Aare og blev som bekend t endelig vedtaget, men de tidligere Modstandere gik d a ogsaa i den faste Overbevisning, at d e r vilde ske en gebom- merlig U lykke fø r eller senere. I Ø jeblikket e r jo Kv inderne — saa vidt mig bekend t — n aae t dertil, at de udgør F lertallet. Saa nu m aa det fo rfæ rdelige vel ske. Det vilde i alt Fa ld efte r 40 Aars Fo rløb sn a rt væ re p aa Tide. Som and re gamle Mennesker hu sk e r jeg bedst S itua tione r og Begivenheder, d e r kny tte r sig til Barndomm en og den fø rste Ungdomstid. Saaledes ogsaa fo r H ø jsko leforen ingens Vedkom­ mende. Skønt senere i mange Aar kny tte t til Fo ren ingen og dens daglige Leven, bl. a. ogsaa som Medlem af Bestyrelsen gennem længere Pe riode r, er det dog de fø rste Aar, særlig de fra F io lstræ de N r. 17, som stæ rkest h a r b id t sig fast i E rind ringen . D erfo r n a a r disse L in ier ikke synderlig ud over denne T ids Begivenheder og Mennesker. Dog fo r en enkelt Mands Vedkom­ mende m aa jeg gøre en Undtagelse, men det er ogsaa den Mand, som saa at sige blev Hø jsko le

35

foren ingens Skæbne, h an som form ede dens Liv, førte Skibet gennem S torme og farlige Skær, ho ld t F an en hø jt, n a a r Modet svigtede hos an ­ dre, blev ved med at arbejde og blev aldrig træ t, indtil Komm andostaven efter de mange og lange Aars Kampe fald t ud af hans H aand ved det Skel, som Døden sætter. Enhve r ved hvem jeg mener. Det er: H A R A L D HOLM . Jeg hu sk e r det, som v a r det igaar, den første Gang, jeg saa ham . H an kom farende ind ad Døren som en Raket. Ung, spænstig, ivrigt ta ­ lende saa med den og saa med den. Om P lan e r og Foretagender. Om det, d e r skulde gøres og udrettes, baade med Dit og Dat, alt som Øjnene gnistrede, og han s glade, friske L a tte r lød. Saa et Slag om k ring i Lokalerne, et Ord h e r og et Nik der. Ud igen og ned ad T rappe rne , pilende henad Gaden, med den hø je H a t kækt tilbage­ kastet og K appen flagrende i den susende Fa rt. Der v a r noget af et Aprilsvejr over H a ra ld Holm. J a ikke saa lidt endda. Noget af Fo r- aarstidens gæ rende Uro, dens friske Brise over Land og Sø og saa dens lysende varme Sol, n a a r Skyer spredes og S tormen gaar til Ro. — Københavner v a r han og af det reneste Vand. F r a Fødselen fo rlene t med Hovedstadsbarnets bedste Egenskaber. Det mun tre, lyse Sind, Spæn- stigheden og Livsglæden. Dertil Udveen, den dybe Længsel b o rt fra S tenørkenen og ud

36

mod V o rhe rres egen N a tu r, ud til den grønne Mark, til Skov og Sø. Tidlig kom h an i Føling med den g rund tv ig­ ske Retning ind en fo r vo rt Folk, blev betaget og op taget af dens kirkelige og folkelige L ivsbe trag t­ ning og fu ld t ud dens Mand med alle sine T a n ­ k e r og Æ vner, tro fa s t lige til det sidste. Og h an v a r en Mand med rige Ævner, med megen Energ i og en A rbejdssomhed, d e r søgte sin Lige. Det skal ogsaa siges, at Livet ikke lod ham staa ledig p aa Torvet, men udny ttede han s Pund p a a mangfoldig Vis. Om h an s Betydning som P o litike r og fo r Fo lkeop lysn ingen skal h e r ikke ud tales noget, men kun om det sto re Lod, h an lagde i Hø jsko le­ foren ingens Vægtskaal, lige fra det Øjeblik, da h an ung og livsglad overtog Ledelsen og til den Dag, da h an saa b ra t m aatte slippe sin V and re­ stav. Og dog! Jo de tre Afsnit af hans L ivsvirk­ somhed hø rte v istnok dybest set sammen, va r sikke rt Led af én samm enhængende Kæde. I han s Egenskab som F o rm and fo r Hø jsko le­ fo ren ingen h a r jeg p a a næ rt Hold kunne t følge ham saa at sige fra Begyndelsen til A fslu tn in­ gen og kan som m in E rfa ring udtale, at Sejlad­ sen gennem alle disse Aars ofte saa stride Vande va r afhængig af hans F ø re rskab , og det er m in Overbevisning, at Skibet, hvis h an ikke havde væ ret Lods ombord , forlængst vilde være gaaet under. Th i Vind og Vove v a r i mange Aar sæ r­ deles kon træ r, og det sled stæ rk t i Sejlene. J a

37

det v a r til T ide r ligesom d e r hvilede en ond Skæbne over Københavns Højskoleforening. En haab løs Mangel p aa Støtte og In teresse fra Kredse, som m an kunde have ventet vilde hjælpe. Ingen T ilslu tn ing , kølig Afvisning, Skepsis og Vrangvillie baade h e r og der. Og saa de stadige økonom iske Vanskeligheder. Ko rt sagt en Op­ hobn ing af alle mulige Børnesygdomme, som truede med at ødelægge Foren ingens unge Liv. Det v a r da ham frem fo r alle andre, de r m aatte bæ re Dagens Møje og Slid, skaffe F o re ­ d ragsho ldere, Medlemmer og Penge, selv tale og underho lde , n a a r ingen anden vilde, og saa sam ­ tidig bevare H um ø re t og Sindsligevægten, n a a r Stemningen i det Hele taget gled ned und e r Nul­ punktet. H an kunde det, fo rd i h an aldrig slap T roen og H aabet og trod s Modgangen beho ld t det lyse Sind. Rimeligt er det dog, at d e r h a r været Øje­ blikke i han s Liv, hvo r det kneb med at holde H um ø ret oppe, kneb stærkt. Heldigvis havde han d a én ved sin Side, som aldrig svigtede ham, men blev ham en fo rstaaende Støtte, som hun var det i al han s Gærning, og hun tog sin rige­ lige P a r t af de m ø rke T iders Tryk . Det var hans H u stru Gudrun H o lm . De to Menneskers fælles store Arbejde blev nu ikke altid tilstrækkelig værdsat, og ofte blev de Genstand fo r en u retfæ rd ig K ritik, som til T ider ikke und saa sig fo r næ sten at give dem Skylden fo r den Modbør, Fo ren ingen saa tidt