KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

45

var det ham , d e r villigt gik p aa og det med et usvigeligt H um ø r og en Ligevægt, som sjælden findes. Aldrig hø rte m an ham afslaa Anmod­ n inger i den Retning, men Svaret p aa Spørgs- maalet om ikke »Vilhelm Bennike kunde gøre det og det« lød altid: »Aa jo, det kan jeg vel nok.« Ja, han s p rak tisk e H aandelag og Bered­ villighed h a r k la re t mangt et Skær og h ju lpet ud over de døde Punk ter. Kunde m an samle det Arbejde, som h an h a r ud fø rt fo r Højskole­ foren ingen som i en Sum, saa vilde det veje tungt, og det skal siges, at han b land t de K ræ f­ ter, d e r i Medgang og Modgang h a r holdt F o r­ eningen oppe, er b land t de første. Dog — en eneste Gang v a r h an ikke saa hel­ dig. Det va r ved Opførelsen af en Komedie ved en af de aarlige A ftenunderho ldn inger — Vil­ helm Bennike havde fra D agm artheatre t skaf­ fet en »Sol«, de r langsom t skulde synke i H o ri­ sonten, ligesom Tæppe t gik op. H an var n a ­ turligvis selv Maskinmester, og Solen begyndte virkelig meget pæ n t at synke, men saa med et stod den stille, fo r et Øjeblik efter at ryge i Vej­ re t og forsv inde oppe i Sofitterne, hvo rfra den efter et længere Ophold a tte r viste sig, men gan­ ske uden Fo rb indelse med Komedien og denne Gang mest lignende et S tjerneskud eller Raket paa sk raa af Scenens Baggrund. Naa, det hele g jorde nu ikke saa meget. Skue­ spilleren, som skulde deklamere om den syn­ kende Sol, vendte jo Ryggen til dens umotiverede K rum sp ring og opdagede dem ikke. F o r øvrigt