KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

19

er d e rfra , at det første Stød er udgaaet til Dan­ nelsen af H ø jsko leforen ingen i København og derved til alle danske Hø jskolehjem , saa skal jeg, inden jeg fo rtæ lle r herom , i ko rte T ræ k søge at d rage nogle M inder frem f ra P ræ stegaarden i H illerød, og jeg kan godt sige: Jeg ejer alt det svundne endnu. Det v a r et k risten t Hjem. Om Søndagen gik H ostrup stille og alvorlig ved sin H u stru s Side ned gennem den lange Slotsgade til F red e rik s ­ borg Slotskirke. Det er vel den prag tfuk leste K irke i D anm a rk med dens P ræd ikesto l til Dels af Sølv og det forgyldte Loft; men det va r ikke med B ram eller B lom sterprag t, at H ostrup p ræ ­ dikede. H an stod saa stilfæ rdig og ydmyg og aflagde sit V idnesbyrd, saa evangelisk og k la rt som vist faa. Det v a r en Højtid, som jeg, d e r var de r fra m it 15.—19. Aar, meget sjæ lden t forsøm te nogen Søndag, og skøn t jeg ikke huske r Enke lt­ heder, saa ejer jeg det svundne, saaledes at det ofte dukke r op af m in »Underbevidsthed« og k la re r meget fo r mig. — Og Livet i H jemmet svarede godt til det, vi hø rte i Kirken. Vi sam le­ des hver Morgen til Morgensang af et Psalme- hæfte, H o strup havde udgivet, og Sam talen fald t ofte p aa kristelige Spørgsmaal, hvo r F ru E lisa­ beth H o strup med sto r K ra ft og Varme kæm ­ pede fo r sin Mening, og H ostrup stundom med et Smil hø rte til, n a a r hendes Ord lød noget stærke. Det kunde ogsaa ske, at vi m idt paa Aftenen kunde synge Psalmer. Saaledes glem­ m e r jeg ikke, at vi en Aften sang: »At sige Ver