KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

20

den re t Farvel«, og hvo r stæ rk t F ru H o strup v a r grebet af de dybe Ord. Og det v a r et d an sk Hjem. Vi h a r vel ikke hav t en m e re dan sk D igter end H o strup med han s danske Lune og Jævnhed. Det er ikke for ingen Ting, at h an h a r givet vo rt Fo lk en saa- dan Sang som den om Læ rken , d e r »synger saa fro om Vælden, d e r glipper, om Duen, d e r slippe r af Ø rnens Klo, om F reden , d e r kom ­ m e r med S to rdaad og Sang, om Sol og Skæ r­ somm er i Danevang«. Den kan nok væ re os til O pm un tring i denne Tid. Og H jemmet v a r præget af det lykkelige Ægteskab, hvo ri Mand og H u stru levede med h inanden . »De g jorde h inanden godt og in tet ond t alle deres Livs Dage«, som d e r s ta a r i Salomons O rdsprog. Særlig blev vi Vidne dertil paa Sø lvbry llupsdagen den 29. Jun i 1880, d a H o strup re jste sig op og sang til sin H ustru - »Saa gik 20 Aar og fem«. Hvo r er det dog sandt, hvad H o strup de r siger: »Sorgen kom med stak ­ ket F rist, men et Liv det blev forvist«. — Det v a r et H jem , hvo r Alvor og Gammen kunde godt sammen. Det fik vi unge at mærke. Selv kunde H o strup og han s H u stru væ re unge med os. De blev aldrig gamle, de ejede alt det svundne f ra deres egen Ungdomstid og fo rstod at følge med Tiden. Den Gang b rug te m an me­ get at lege, n a a r m an kom sammen, og det var en Fest, n a a r H o strup sang fo r og dansede fo r i saadanne Sanglege som: Jeg gik mig over Sø og Land. H an v a r god til at finde p aa Nyt til