KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

79

»SVALEN. «

E N vaarmild Aften med lyse Længsler, med Haabets Stj ærner paa Himlen tændt — hver Sjæl paa Flugt fra de trange Fængsler

Den kom med Hilsen fra lyse Sletter, hvor Sæden bølged’ i frodig Pragt; — den kom med Bud fra de favre Nætter, da Bøgen bræmmer sin Silkedragt. Og mangt et Hjærte fra Skyggens Rige

med Modets Vinger til Farten spændt!

Da kom vort Vaarbud — den unge Svale —

herind til Byen og fæsted’ Bo, og vi fik se, selv i disse Dale den kunde leve saa fri og fro.

fik Lov at lytte til Vaarens Bud, fik Lov at se over Livets Dige og mærke Duften af grønne Skud.

Og mange Tanker ad glemte Veje nu vandred’ atter den gamle Gang, — og mangen Sjæl fik nu Lov at eje som rige Minder, hvad Svalen sang.