KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

42

ste af os er jo ude fra L ande t og kan i og fo r sig væ re flinke og r a r e Mennesker, særlig vi fra Jy lland ; men d e r er noget tung t og træ g t ved os, noget i vo r N a tu r og Opdragelse, som vanskeliggør, at vi fø ler os h jemm e i K jøben- havn. Vi h a r saa ond t ved at føle K jøbenhavn som vo rt H jem , selv om vi blev dens fastboende Borgere. Holm er fød t K jøbenhavne r. Med den Udvikling, h an h a r faaet, hvo r det daarlige kjø- ben liavnske er gaaet tab t og det virkelig gode e r beho ld t, h a r h an b ib rag t Fo ren ingen det kjø- benhavnske H jem lighedspræg, som vi ellers m aa tte savne. Med disse rige Æ vne r i Fo rb inde lse med Vilj en til at g jøre dem gjæ ldende h a r Holm kunne t ud re tte det fo r Hø jsko leforen ingen , som h an h a r g jo rt, og derigennem fo r hele Hø jsko le­ sagen.« Holm gengiver i Dagbogen sin Tale fo r F o r ­ eningen ved Stiftelsesfesten i 1898 saaledes: »H a ra ld H o lm ta lte fo r foreningen. H an modtog en gang i sin studen te rtid et brev fra en jæ vna ld rende ven, d e r begyndte således: »Idag e r jeg 20 år. Men hvad h a r jeg udrettet!« Det v a r et ud try k fo r den stemning, d e r jævnlig g ribe r ungdommen, n å r den samm en ligner det meget, som den tilstræ be r, med de t lidet, som den ud re tte r. Og en lignende stemning kunde vel gribe fo ren ingen idag. Th i — som det frem ­ g å r af den tryk te be re tn ing om de fo rløbne 20 å r — h a r foren ingen tilstræ b t noget virkelig sto rt, men kun nået så lidt deraf. Og dog h a r