KøbenhavnsHøjskoleforening_1878-1918

15

»Held fo r dem, d e r blev S tuden ter i den re tte Tid«, saaledes lad e r D rachm ann S tuden tersam ­ fundets Medlemmer lovprise den Tid, som vi h e r om hand ler. Nægtes kan det ikke, at det var en bevæget, en in te ressan t Tid. »En Tid, hvori det gamle falder«, som B jø rnson siger om April, Men endnu skim tedes ikke dét ny, som skulde faa Fæste. T h i det v a r ogsaa en vanskelig Tid og isæ r fo r unge ubefæstede Mennesker, som kom til Hovedstaden og hvirvledes ind i den Malstrøm af L idenskab og Raaddenskab , som blev sat i Sving und e r Rydn ingsarbejdet. N a a r alle æ rvæ rd ige Overleveringer af Sæd og Skik, alle religiøse og moralske, æstetiske og etiske Be­ g rebe r kastes overende og erk læ res for skade­ lige Fordomm e, gaa r d e r uundgaaeligt mange Væ rdier i Løbet, ligesom und e r Billedstormer- nes Rasen i de kato lske K irke r efter Reform a­ tionen. Kynismen og dens Følgesvend Fortv iv ­ lelsen gav sig da ogsaa stæ rke Udslag i den føl­ gende T ids Digtning. F o r blot at nævne nogle Værker, som bæ re r stæ rk t V idnesbyrd om den T ids aandélige F rug te r, an fø re r jeg: Schan- dorffs: »Uden Midtpunkt«, H erm an Bangs: »Haabløse Slægter« og Arne Garborgs: »Trætte Mænd«. Hvor helt anderledes tegner ikke H ostrup sin S tuden tertid , og dog va r det ikke nogen in ­ teresseløs Tid. Hvor ofte søgte m an ikke i de p rov iso riske T ide r at fremm ane Aanden fra Otte­ ogfyrre. H ostrup stod endnu den Gang ib land t bs med hele sit milde Syn p aa Menneskene og