GeorgeBrandes_1913

101

langt ved sin b lotte Æ rgerrighed, og for at kunn e overtrum fe D israeli i dennes Lovsang til Jød e­ folket. Skønt D israeli i R om aner som »Tancred« og »Coningsby« forherliger sin Race som den u d ­ valgte og er i den Grad storhed svanvittig paa sit F o lk s Vegne, at han forlanger, de Kristne sku ld e knæ le for det, saa distancerer Brandes ham ved at erklære, at »den jød isk e Aand er tu send fold rigere, ædlere og større, end D israeli har anet, og end den spejler sig i han s fo rh o ld sv is snævre Sind«.1 Brandes glemm er her i sin Iver aldeles, at han andetsted s paastaar, at Jøderacens R en ­ hed kun er et Gøglebillede.2 Endog Shakespeåre, der i Schylock har skildret en u sym pa tetisk Jøde, belæres af Brandes om , at han har delt sin T ids Fordomm e om dette F o lk og han s »Angreb« paa Jøderne, tilbagevises som b lind e. O verhove­ det m ener Brandes her, at der ikk e ho s Jøderne findes noget gennem gaaende Karaktertræk.3 E n anden Gang synes han derimod at finde, at Shake- speare er yderst jødeven lig, idet han paastaar, at Mohren i Venedig, — den sym pa tisk e Otello, — af D igteren m aa være tænkt, ikk e som Neger, m en som S em it;4 thi Otello er »brav, ædel, ud en F o r­ 1 Lord Beaconsfield, 1878. 2 Bd. 18 (Zionismen.) 3 Kritiker og Portræter, 1870. Afhdl. om Shakespeares Schylock. 4 Se Brandes’ tyske Udgave af Shakespeare, 2. Oplag 1898 og Wolf. Kellers ironiske Anmeldelse af den i »Jahrbuch der deut. Shakespeare Gesellschafft XXXVII«, 1901.