GeorgeBrandes_1913

103 ældre Enke, selvfølgelig ikk e af Kærlighed.1 Da han ikke havde H eld m ed sig som radikal P o li­ tiker, gik han over til Torypartiet, for ved dettes Hjælp at b live valgt ind i Parlam en tet. Han var Praktiker og »paa Bund en Revolu tionæ r«,2 »fandt det derfor klogest at gøre Følelser, han ikk e delte, til sine egne, ford i han var en af F o lk ets L e­ dere«.3 Brandes frem stiller endvidere D israeli som væ ­ rende uden Selvkritik, aldrig i Stand til at ind ­ rømm e Fejl, uden Fan tasi, religiøs frigjort, med Evn en til at sm igre, af et rent voltairesk Vid, pengekær, desuden begærlig efter at glimre og efter at gøre stadigt n y Bekendtskaber m ed for- m aaende Mænd. E fter han s »Venitia« at dømm e, m ener Brandes, at D israeli ogsaa kunde have dre­ vet det vidt som Kritiker, om han havde øvet sin Evne derpaa.4 Sikkert har Brandes det K larsyn overfor D israeli, som han tillægger denne i B e ­ dømm elsen af Orientalerne.5 Overfor Heine og Lasalle viger hos Brandes enhver Kritik for Beundring. Heinrich Heine er kristen fjendsk, hader Tysk land , er revolutionær, Autoritetsfornægter og Verdensborger. Desuagtet

1

Bd.9, p. 356. Bd.9, p. 324. Bd.9, p. 302. Bd.9, p. 383. Bd.9, p. 455.

2 3 * 5