GeorgeBrandes_1913

107 hos denne Digter frem stillet som hæmm ende, saa Prof. Jul. Paludan havde Ret i at spørge, hvad der da b lev tilbage at rose ho s denne D igter.1 Over Paludan-Miillers D igtning klagede B ran ­ des, at den skildrede F orsagelsen, skøn t det netop er Forsagelsen s P syko log i, der gør »Kalanus«, »Ahasverus« og »Benedict af Nursia« sublim e. A lligevel roste ogsaa Brandes denne D igter i høje Ton er saalænge han levede, th i det gjalt for den unge Kritiker om at indsm igre sig hos ham som hos Hauch; det hedder, at Paludan-M iillers religiøse D igtning er uovertruffen i Sædelighed.2 Da disse gam le Autoriteter og H. C. Andersen og Chr. W in ther var døde, behøvede Brandes ikke længer saa forløjet en Sm iger, og nu sparkede han ad hele Romantiken. Dog, han havde allerede da, ved sin Evne som Charmeur og sit B lik for Nuancer i L ittera­ turen, — en Sans, som kendetegner alle m indre Talenter, — vundet de Danskes Hjærter. Han havde vist F orstaaelse fo r Chr. W in thers idylliske Landskab, for Barnets Verden i H. C. Andersen, for den skæ lm ske Satyr i Aarestrups Erotik og skrevet elegante Artikler herom ; derved i den Grad høstet Ros, at Danskerne ligesom glemte, at det ikke var Brandes, der havde digtet de Poesier, han citerede, og m an tilgav godmodigt, at han herefter ikke saa P oesi i et Æ ventyr eller i en 1 Lærefriheden og Demokratiet, 1880, p. 27. 2 Æstetiske Studier, 1868.