GeorgeBrandes_1913

110 kan Brandes henrive, blænde og i Ø jeblikket til­ syneladende overbevise; thi ligesom han s Kritik ublufærdigt skam skænder Geniernes Værker, er han s S p r o g uægte og uden Særpræg. Brandes’ Sprog besidder den for Jøderacen ejendomm elige V ittighed og Arrogance i U d tryk ­ ket; det er fø rst og fremm est frækt; m en det er tillige fan tasilø st, virker graat og som en daar lig Oversættelse. Om han s slette Stil eller Mangel paa Stil vidner snart hver Side i han s Skrifter, trods T on en s underholdende Lethed og Skarphed. De her nævnte E k sem p ler er end ikk e udsøgte. Om Brandes’ ukun stnerisk e Væ sen vidner d es­ uden han s uhyggelige Oversæ ttelser af fran sk e, engelske og ty sk e Forfatteres D igte. H an s egne »Ungdomsvers« er idetm ind ste ild fu ld Indigna- lion sp oesi, især naar han besynger sit Martyrium eller sin en somm e Storhed, saaledes i »Proteus«, »Frem tidsfantasier«, »Til H enrik Ibsen« og i det i F irenze, kort før T ilbagerejsen , skrevne H jem ­ længselsdigt:

>Saa skal jeg da surres til Pælen igen, Af en skinhellig Pøbel beglos og betragtes Og mit Hjærte skal smides for Hundene hen — o. s. v.c

Brandes’ Sprog bevægede sig længe i H egelske Vendinger, og da det frigjordes herfor, traadte Re­ volu tion staleren frem . Sjældent er Brandes i Stand til at ud trykke Glæde (smukt er alene F ø ­ lelsen ved Ankom sten til Paris skildret i Levned