GeorgeBrandes_1913

112

et ungt, kvindeligt Legem e, og i h v ilk et L y set fra Lamper eller Lysekroner bryder sig«.1 Det er R em iniscenser af H erm an Bangs Stil, hvor han i sit Levned tegner sig selv som Barn: »Altid maatte jeg høre, jeg var b leg og tynd og spinkel. B leg og tynd m ed et tykt, brun t Haar — et vanskeligt Haar. D et sagde H aarskæreren Hr. Alibert, der kaldtes Erré — Goddag Erré, Farvel Erré. Og alle han s Svende, der dog var dan ske nok, sagde, saa godt de kunde, ligedan — et v an ­ skeligt Haar«. Der er en Hvirvel oppe ved Issen, som strutter, hvis han ikke bærer det h elt langt«, sagde Hr. Alibert. A ltid hørte jeg sige, jeg var bleg og spinkel, især bleg. F remm ed e F o lk saa paa m ig og sagde: »Han er noget bleg«. Andre sagde spøgende: »Han ser noget grøn ud i An ­ sigtet«. Og saa snart der taltes om m ig, hørtes Ordet tynd«.2 At Brandes’ Sprog sjæ ldent er m a lend e og mangler Komposition, og at han s D ek lam ation er er kølige og æggende, har endvidere sin Aarsag i det ringe Felt, han s Fatteevn e om spænder. N a ­ turligvis siger Brandes om sig selv: »Jeg er en Skribent, der har Stil — m an vil erfare, jeg har en ejendomm elig, m eget udpræget S til«,3 og han citerer enV en s (Chr. Hages) m undtlige Udtalelse:

1 Bd. 3, p . 120. 2 Levned I, p. 3 3 Politiken 4. Juli 1889.