GeorgeBrandes_1913

116

sig fra, kan han s Krisis næppe have været fø lt s a a dybt, som han v il give det Ud seende af, især da han heller aldrig gribes af K ristendom ­ men. Vi forstaar bedre, at han irriteres over, at D anskerne ikk e i en H aandevend ing kan aflægge deres R eligiøsitet, th i han m ener ud fra sit eget ringe, religiøse Liv, at Bruddet kan ske alene ved Bortkastelse af de kristelige Dogmer. Han ser ikke, at K ristendomm en var til, førend K risten­ domm en ogsaa b lev noget ydre historisk , og at R eligion ikk e er en sb etydend e m ed en po sitiv R e­ ligion, endnu m indre m ed en Statskirke. Naar derfor Brandes har haanet Præ sterne og troet, at han i dem ram te Religionen , har han s Kamp været m od Vejrmøller, og han vil stadigt op leve at se R eligionen bestaa h elt uafhængig af K irken, og aabenbarende sig i Buddha, P la to og Socrates, i Pascal, Goethe, Em erson og Maeterlinck, ub e­ rørt a f T id og Mode. D enne Kendsgærning, at R eligionen a lligevel ikke har ud sp illet sin Rolle, har Brandes først faaet Øje paa i de senere Aar. Maaske har d es­ uden en noget nærmere Betragtning af Geniernes L iv vist ham , at Genierne er religiøse. V i kan deraf slutte, at ogsaa Brandes v il k a l d e s reli­ giøs. Skønt han atter og atter har bekæm pet enhver Tro paa person lig Udød elighed og paa højere Magter, skøn t han aldrig har v ist den rin ­ geste Forstaaelse eller Erkendelse af Sky ld fø lelse, (han siger: »at jeg ikk e har Synd sbevid sthed ,